Journalisterne på 3F skal ikke bruges til at køre en modoffensiv mod i Kristelig Arbejdsgiverforening. Hellere holde tungen lige i munden end at skrive noget, der risikerer at blive skudt ned, lyder rationalet.
Fagforbundet 3F ønsker ikke at give Fagbladet 3F en hovedrolle som platform for en storstilet kampagne mod Krifa i den aktuelle konflikt om Restaurant Vejlegården.
3F har med Fagbladet direkte adgang til alle 3Fs 349.000 medlemmer. Men bladet skal ikke bruges som affyringsrampe i sagen, fortæller nyhedschef Jonas Højlund er 3F. I det nye nummer af bladet, der udkommer i dag, kan dækningen af sagen bedst beskrives som afdæmpet.
»Vi er part i sagen, så vi prøver at holde tungen lige i munden. Når vi skriver noget, skal det kunne tåle dagens lys, hvis det for eksempel blev set igennem af en censor på Journalisthøjskolen,« siger Jonas Højlund.
18. juli udviklede 3F konflikt med restaurant Vejlegården sig til en mediestorm, hvor 3F ifølge flere eksperter havnede i skurkerollen over for den lokale restauratør Amin Skov.
Sagen har vakt store følelser og har blandt andet ført til at 3Fs hjemmeside blev lagt ned af hackere og både Amin Skov og 3Fs folk i Vejle blev udsat for trusler på livet.
De seneste år har Fagbladet 3F år vundet en hel stribe journalistiske priser. Bladet anses for at have en høj troværdighed og bliver ofte citeret af andre medier.
»Hvis vi kommer med historier, der ikke lever op til det, ville det blive skudt ned med det samme,« siger Jonas Højlund.
Samtidig har bladet også en forpligtelse i at dække de dele af 3Fs medlemsvirkelighed, som ikke handler om Vejlegården.
»Som medie har vi også et liv bagefter, vi kan ikke kaste alle kræfter i Vejlegårdsagen,« siger Jonas Højlund, der siger at 3F på hjemmesiden og i nyhedsbrevet især trækker på Newpaq.
I stedet for at bruge Fagbladets spalter har 3F netop iværksat en annoncekampagne, hvor man forklarer forskellen mellem 3F og Krifa, siger kommunikationschef Nicolai Kampmann.
»Vi må gribe i egen barm og sige, at det gik galt, fordi kendskab til fagforeningernes rolle er for lille. I en almindelig arbejdskonflikt kom vi til at fremstå som the bad guys. Det duer ikke. Det påhviler os, at få vores version frem,« forklarer Nicolai Kampmann.
Jonas Højland mener, det handler om, at 3F forsvarer medlemmerne mod løndumping.
»Hvis Murdoch overtog en række medier i Danmark og opsagde overenskomsten med Dansk Journalistforbund, håber jeg da også, at DJ ville reagere og forsvare medlemmernes interesser. Det er sagens kerne«
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
I dag torsdag d. 29 november kl. ca. 21,15. Hører jeg tv2 news, her hører jeg de siger i forbindelsen med at Vejlegården skifter fagforbund, at arbejderne på Vejlegården, fik besked" skift forbund og behold jeres arbejde, altså i mine øjne/ører forstår jeg det som arbejderne har intet valg hvis de vil beholde deres arbejde.
Men Vejlegården mener altså at de kan bestemme over andre mennesker, men ingen skal bestemme over dem.
Jeg har selv valgt min fagforening, da jeg arbejdede inden for social- og sundhed, valgte jeg at være i 3F før ( Kvindeligt fagforbund).
Venlig Hilsen Ingelise Ellebye Classen.