Fagbevægelsen havde en hemmelig OK18-masterplan - læs om den her

Hvordan lykkedes det at samle vidt forskellige fagligheder i en fælles kamp for nye overenskomster? Det handler ikke mindst om en centralt styret kommuni­kationskampagne med 750.000 budbringere. "Det er det vildeste, jeg har oplevet i min tid i fagbevægelsen," lyder det
  • Foto: Lars Bech / Collage: Journalisten
    Berit Husher, skolepædagog og BUPL-medlem (tv), Thilde Ethelberg, pædagog og BUPL-medlem, Maria Konstantinidou, SOSU-hjælper og ansat i FOAs SOSU-afdeling som faglig sekretær og Jon Toivo Hansen (th), sagsbehandler og ledig og medlem af DJØF var nogle af de aktivister, der var mødt op i Fællesparken 1. maj.
08.06.2018 · 13:17

Det regner. I starten var det en let, overbærende regn, men nu siler det ned, monotont og vedholdende, kun adspredt af lidt for friske vindstød.

Med andre ord en både kold og klam 1. maj i Fælledparken. Ikke som i gamle dage, hvor plænerne så langt øjet rakte var dækket af picnic-tæpper og blottede ølmaver. Hovedscenen i år er også mindre end tidligere, og ingen storskærm …

Alligevel er der en opløftet stemning blandt de regnslagsklædte 1. maj-gængere. Små smil gennem dråberne, sjældent afdæmpet retorik fra talerstolene. En stemning af forløsning.

Knap tre dage før har forhandlere fra Moderniseringsstyrelsen og de faglige organisationer landet en forligsaftale for ansatte i staten og dermed afsluttet to måneders dramatiske forhandlinger i Forligsinstitutionen. Aftalen på regions- og kommunalområdet sikrede en lønramme på 8,1 procent, og dermed kunne lønmodtagernes forhandlere konstatere, at de fik, hvad de kom efter: En reallønsfremgang, der matcher det private arbejdsmarked.

[quote:0]

Sammenhold og bred opbakning

Men det er ikke resultaterne, man taler om ved de små caféborde i teltene i Fælledparken.

”Det, der gør den her konflikt anderledes end tidligere, er sammenholdet med de andre organisationer,” siger Berit Husher, skolepædagog og BUPL-medlem. Hun står i et telt og lyser op i et cyklamenfarvet regnslag og matchende hue. Begge dele er merchandise fra BUPL, som alle aktivister fra forbundet har fået udleveret, så de kunne skille sig ud fra de andre organisationer ved aktionerne under overenskomst-forhandlingerne.

”Jeg tror, jeg har været ved Forligsen fem-seks gange. Man mødte alle mulige andre offentligt ansatte, der er i samme båd – bibliotekarer, djøf’ere, folk, som aldrig har prøvet at være i konflikt,” fortæller hun.

 

”Det, der gør den her konflikt anderledes end tidligere, er sammenholdet med de andre organisationer.” Berit Husher, pædagog, BUPL
Foto: Lars Bech

 

Ved hendes side – også i cyklamen – står Thilde Ethelberg, der er pædagog i en institution. Hun fortæller om den 10. april, hvor der over hele landet var demonstrationer under parolen ’skulder ved skulder’. Hun var selv på Thorvaldsens Plads ved Christiansborg.

”Alle var der, selv folk fra politiet, der normalt står uden for demonstrationen og passer på. Der blev det pludselig meget tydeligt, hvor mange vi var. Jeg blev helt høj af stemningen,” siger hun.

Også i hendes daglige arbejde har Thilde Ethelberg kunnet mærke et fællesskab omkring ok-forhandlingerne.

”Mange af forældrene er jo også offentligt ansatte, så dem taler man med om konflikten. Jeg synes, jeg har kunnet mærke større opbakning end tidligere.”

"Alle kender nogle offentligt ansatte"

Den brede opbakning var ikke kun en fornemmelse, Thilde Ethelberg og Berit Husher gik rundt og havde. Meningsmålingerne, der blev lavet, mens forhandlingerne i Foligsinstitutionen stod på, viste opbakning fra op mod tre fjerdedele af befolkningen. Det har været fagbevægelsens store trumf, vurderer Rune Dalgaard, brand- og marketingsstrateg i Advice.

”Hvis du kan lykkes med at frame en stemning, der er bredere end bare en selvretfærdig tone, og rammer noget, som mange mennesker er enige i, kan det være meget stærkt og mobiliserende. Alle kender nogle offentligt ansatte, for eksempel skolelærere, som man egentlig synes har rigtig travlt, og som jo også blev tromlet ved sidste overenskomst. Det er den historie, der har vundet,” siger han.

 

”Jeg blev helt høj af stemningen.” Thilde Ethelberg, pædagog, BUPL
Foto: Lars Bech

 

Man siger inden for historieskrivning, at sejrherren får lov at skrive historien. I dette tilfælde var det historieskriveren, der fik lov at løbe med sejren.

”En sag står og falder med befolkningens opbakning, og man må bare sige, at der ikke har været politisk kapital hos regeringen og blandt støttepartier til at være uvenner med 750.000 offentligt ansatte plus mindst halvdelen af deres ægtefæller, når der ikke er lang tid til et valg,” siger Rune Dalgaard.

"Man flytter rigtig meget, hvis man fokuserer på fællesskabet"

Det store slag om offentlighedens gunst blev udkæmpet i marts og april. Men våbnene blev slebet længe før. Allerede i begyndelsen af 2017 begyndte kommunikationsfolk i de store fagforbund at vejre stemningen.

”Vi var nogen, der mødtes om det her et års tid forinden og prøvede at se på, hvilken retning det skulle have. Der har været så meget negativ omtale af den offentlige sektor. Det er blevet italesat som ren udgift, og det har været hårdt for de offentligt ansatte. Men vi kunne se på undersøgelser, vi selv lavede, at der var en folkestemning af, at nu var det nok, og at danskerne ikke tænker på den måde, politikerne taler. De er glade for den offentlige sektor,” fortæller Lene Lundgaard, kommunikationschef i HK Kommunal.

Sammen med fire af de andre store forbund for offentligt ansatte – FOA, BUPL, Socialpædagogerne og Danmarks Lærerforening – blev der igangsat mindre kampagner, eksempelvis en velfærdspris, som arbejdspladser kunne indstilles til.

Da overenskomstforhandlingerne begyndte i slutningen af 2017, var Lene Lundgaard og hendes kolleger helt sikre på, at tiden var moden til en kampagne, der helt grundlæggende skulle handle om oprejsning og respekt for den offentlige sektor.

”Det var en grundsten i kommunikationen at synliggøre, at det ikke kun handler om mere løn, men også at det går ud over borgerne, hvis vi ikke får et godt resultat,” fortæller hun.

I Danmarks Lærerforening (DLF) sad man med bitre erfaringer fra fire år tidligere, hvor 70.000 lærere blev lockoutet. 25 dage efter blev lockouten afsluttet af et regeringsindgreb og en lov om arbejdstiden. Men også lærerne var opsatte på at gøre de kommende forhandlinger til et bredere og mere principielt spørgsmål.

”Man flytter meget lidt ved at fokusere på sig selv. Man flytter rigtig meget, hvis man fokuserer på fællesskabet og os alle sammen. Så et af vores fokuspunkter var at gøre det, der skete med lærerne, til en principiel problemstilling: Kan det ske for lærerne, kan det ske for alle mulige andre – sygeplejerskerne, politibetjenten, akademikeren. Det er simpelthen hele aftalesystemet – den danske model – der er på spil i 2018,” fortæller Søren Olufsen, pressechef i Danmarks Lærerforening (DLF).

Sammenhold på kryds og tværs

Både i 2013 og 2015 endte lærerne med at få en politisk besluttet arbejdstidsaftale, hvilket de så som et grundlæggende brud med den danske models principper om at lade parterne finde en løsning selv. Det var den fortælling, DLF gerne ville akkompagnere overenskomstforhandlingerne med for at forhindre, at der skulle komme en tredje gang.

”Den ellers hæderkronede danske model er under pres på det offentlige arbejdsmarked, fordi Moderniseringsstyrelsen vil styre forhandlingerne og presser offentlige ansattes overenskomster. Det er en vigtig historie at fortælle offentligheden, for den har konsekvenser for mange mennesker.”

Det største telt i Fælledparken 1. maj har indgange i begge ender. Ved den ene står der HK, ved den anden FOA. De to organisationer har formelt set hver sin ende med hver sin udskænkning af fadøl, og så mødes man på midten ved en scene med politiske taler og jazzmusik.

Det fælles telt symboliserer fint det fællesskab, der har kendetegnet OK18-forhandlingerne.

I FOA-enden står Maria Konstantinidou i en af de selvlysende veste, som FOA’s aktivister har været iklædt. Hun er SOSU-hjælper, men har de seneste to år været ansat i FOA’s SOSU-afdeling som faglig sekretær.

”Jeg synes, det har været fantastisk – sammenholdet på kryds og tværs, det at stå skulder ved skulder med andre faggrupper. En sindssygt fed oplevelse,” siger hun om de uger, hun har været med til at mobilisere opbakning og aktivisme blandt FOA-medlemmer i hovedstadsområdet. 

 

"Det er det vildeste, jeg har oplevet i min tid i fagbevægelsen.” Maria Konstantinidou, faglig sekretær, FOA
Foto: Lars Bech

 

Hun har med egne ord stået ”24-7” ved Forligsinstitutionen, hvor FOA ofte var talstærkt repræsenteret og ikke mindst meget hørbar på grund af de fløjter, der rundhåndet blev omdelt.

Som højdepunktet nævner hun dog et stormøde den 23. marts, hvor 10.000 tillidsrepræsentanter fra alle berørte organisationer samledes i Fredericia – omtrent halvdelen af alle offentlige tillidsrepræsentanter.

”Det er nok det vildeste, jeg har oplevet i min tid i fagbevægelsen,” fortæller hun om begejstringen og den fælles kampånd, der kom til udtryk den dag – en stemning, hun vurderer som afgørende for den mobilisering og synlighed, man siden var i stand til at skabe, og også noget, der peger ind i fremtiden.

”Jeg tror, det er starten på noget stort og spændende,” siger Maria Konstantinidou.

En fælles kommunikationsstrategi skulle lægge maksimalt pres på regeringen

At organisationerne skulle skabe fælles front i forhandlingerne – det, der senere blev omtalt som musketer-eden – blev aftalt mellem forbundspolitikerne allerede i efteråret 2017.

”På lønmodtagersiden vil det kræve solidaritet mellem højt- og lavtlønnede, mellem statsligt ansatte og kommunalt og regionalt ansatte, mellem dem, der har frokostpausen i hus, og dem, der ikke har papir på pausen,” skrev FOA’s formand, Dennis Kristensen, i en kronik den 1. december, inden forhandlingerne var gået i gang.

Men selv om man stod sammen i forhandlingsstrategien, kommunikerede forbundene stadig hver for sig med egne budskaber og primært rettet mod egne medlemmer. Dette ændrede sig fuldstændigt over nogle få dage i begyndelsen af marts. De ordinære forhandlinger var endegyldigt brudt sammen på alle områder. Fagforbundene udstedte deres strejkevarsler, og de offentlige arbejdsgivere svarede igen med en næsten total lockout. Innovationsminister Sophie Løhde havde valgt det tunge skyts: En konflikt, der ville dræne forbundenes strejkekasser og samtidig åbne banen for et regeringsindgreb.

Den 13. marts samledes repræsentanter fra omkring 180 forbundsafdelinger for offentligt ansatte i Hotel Scandic ved Sankt Jørgens Sø i København. Fra talerstolen præsenterede FOA’s kommunikationschef, Jens-Jørgen Krogh, det, der skulle blive fagbevægelsens svar på Løhdes lockout-trussel: En fælles kommunikationsstrategi, der skulle skabe solidaritet og opbakning ikke bare mellem offentligt ansatte, men i hele befolkningen, og dermed skabe et maksimalt pres på regeringen.

Jens-Jørgen Krogh havde tre hovedpointer: 1) At man skulle stå sammen med fælles budskaber, 2) At man gennem sine 750.000 medlemmer ville have en enorm gennemslagskraft på sociale medier, 3) At grundholdningen skulle være positiv – man gik efter en løsning, man ’krævede’ ikke, man ’ønskede’ og så videre.

Et inkluderende slogan

Næste skridt var finansieringen af kampagnen. Flere af de store forbund havde allerede besluttet sig for at satse betragtelige summer, og det fik de mindre forbund til også at hoste op. I alt blev der samlet seks millioner kroner ind. Og så kunne bussen begynde at rulle.

”Det er bestemt ikke nemt at etablere et samarbejde mellem så mange organisationer. Hvem skal finansiere? Hvem tager taktstokken? Men nødvendighedens lov gjorde os smidige. FOA var de største, så de tog teten med at lægge hus til og gribe taktstokken. Det betød også meget, at de store organisationer smed en masse millioner uden at diskutere og stille betingelser. Og så fulgte de andre bare efter, og det gik hurtigt og enormt nemt,” fortæller Morten Jakobsen, kommunikationschef i Dansk Sygeplejeråd.

Sygeplejerskerne er en af de store grupper og havde også været med i de møder, der gik forud for mødet 13. marts. Her havde man dannet en styregruppe omkring den fælles kommunikationsindsats af repræsentanter for de forbund, som lønmodtagernes forhandlingsledere kom fra: FOA, HK, Lærerforeningen, Sygeplejerskerne, Akademikerne og Hærens Konstabel- og Korporalforening samt BUPL og Socialpædagogerne.

Det var også i den kreds, man valgte det fælles slogan: ”En løsning for alle”. Et slogan, der blev valgt ud af mere end 100 forslag.

”Det var en svær fødsel. I forvejen kørte nogle med ”Nok er nok”, og andre med ”Vi er mere værd”. Men de passer ikke lige godt ind i alle faggrupper. Men ”En løsning for alle” passede godt for os alle. Og det inkluderede også arbejdsgiverne – vi skulle have en løsning sammen,” fortæller Morten Jakobsen.

Lokal tilstedeværelse og budskaber på de sociale medier

En vigtig del af kampagnen var det omtalte stormøde i Fredericia for alle tillidsrepræsentanter. Her skulle fællesskabet på tværs af fagene for alvor manifesteres, samtidig med at man skulle kommunikere den fælles strategi og budskaberne.

Det blev et møde, som mange betegner som skelsættende.

”Vi havde i forvejen talt om, at det her ville blive et brag. Men da vi så det, fik vi alle sammen gåsehud – størrelsen, diversiteten. De sad på kryds og tværs af faggrupperne og talte sammen. Det var en energiudladning, der var helt unik. Noget, man næppe har oplevet før i fagbevægelsens historie,” siger Morten Jakobsen.

Det var en klar strategi, at kampagnen skulle bredes ud ikke bare fagligt, men også geografisk.

”Vi var noget, som vores modstandere ikke var: Vi var lokale. Ude i landet var den lokale bane udelukkende vores, og der var manifestationer i rigtig mange byer, hvor folk gav udtryk for, hvad de mente om de der beslutningstagere ovre i København,” fortæller Jens Jørgen Krogh.

Et andet vigtigt våben var de sociale medier. Partier og ministre kan have nok så mange følgere, men hvis 750.000 personer enes om at dele et budskab på Facebook, skal man have meget få venner for ikke at få det lige i synet, når man åbner sin profil.

Morgenmøder hver dag

Mens forhandlingerne i forligsinstitutionen stod på, mødtes kampagne-styregruppen hver morgen klokken 8 i FOA.

”Det lå så dejligt centralt, og så kunne man nemt cykle videre efter mødet,” fortæller Lene Lundgaard, der sad i gruppen.

I praksis refererede gruppen til et forum af seks forbundspolitikere, der skulle have idéer og tekster til gennemsyn, inden de blev realiseret.

”Det var hele tiden nye situationer, vi skulle forholde os til. Vi snakkede om, hvad vi skulle gøre på Facebook, eller hvordan vi kunne tonere vores budskab. Noget, vi talte rigtig meget om, var, hvordan vi kunne forklare det med lønnen. Vi blev jo italesat som nogle, der har holdt lønfest, så vi havde vores økonomer til at beregne og vise, hvordan vi kunne forklare det,” siger hun.

Men selv om der var en styregruppe og central koordinering, foregik kampagnen i høj grad også på græsrodsniveau. En af de meget synlige indslag var de såkaldt ’skulder ved skulder’-aktioner, hvor forskellige faggrupper stillede sig op sammen på trafikerede steder for at demonstrere den fælles kamp. De aktioner opstod mere eller mindre spontant.

”Der var mange små manifestationer, der opstod af sig selv. Når folk kunne se, at der stod folk på Dronning Louises Bro, begyndte de spontant at gøre det samme i andre byer. Vi gav det så et navn – ’Skulder ved skulder’ – så folk kunne føle sig som en del af en bevægelse,” siger Lene Lundgaard.

Djøf'ere på ukendt farvand

”Giv mig et N. Giv mig et O. Giv mig et K.”

Nina Palesa Bondes stemme begynder efterhånden at være mærket. Men det er også ualmindeligt mange gange, hun har råbt Sankt Annæ Plads op som heppeleder ved ’Faneborgen’ foran Forligsinstitutionen, hvor et skiftende antal aktivister nærmest har forvandlet stedet til en gadefestival.

Før OK18-forhandlingene var hun forholdsvis ukendt i offentligheden, men på en måned er Nina Palesa Bonde nærmest blevet et symbol på den bredde, sammenholdet mellem de offentligt ansatte har fået. Ikke alene er hun medlem af Djøf – forbundet, som i nogens øjne er berygtet for sine arbejdsgivervenlige synspunkter – hun er sågar dommerfuldmægtig, en af de få i samfundet med formelle magtbeføjelser. Nu står hun som en anden Jeanne d’Arc og holder brandtaler mod regeringen og får pædagoger og sosu-hjælpere til at juble over hendes energiske kampråb mod Forligsinstitutionens vinduer.

”Hun kom helt af sig selv. Hvad der drev hende, må du spørge hende om. Men hun havde sit eget drive og commitment. Jeg tror egentlig bare, hun talte på hele fællesskabets vegne i de ting, hun sagde,” fortæller Lotte Braagaard, chef for marketing og kommunikation i Djøf.

Ved ok-forhandlingernes start var der i Djøf et politisk ønske om at gå helhjertet med i det forhandlingsstrategiske fællesskab. Og da konflikten spidsede til, fulgte man også med i de andre organisationers aktivistiske linje. Dog først efter at have forhørt sig hos forbundets tillidsrepræsentanter i det offentlige.

”Vi var faktisk overraskede over, hvor aktive de gerne ville være. Djøf var sidst i konflikt i 1969, og siden har vi ikke været i nærheden af det, så vi var lidt ude på ukendt farvand.”

Ikke alene har Djøf traditionelt stået uden for konflikter. Med begrebet ’djøfisering’ er de som faggruppe blevet symbolet på en tendens mod øget bureaukratisering og kontrol i den offentlige sektor – de ’kolde hænder’, der erstatter de ’varme hænder’.

Men ved hjælp af en råbende dommerfuldmægtig samt et lille, humoristisk skilt blev Djøf’erne taget ind i kredsen af hårdkogte faglige aktivister. Skiltet havde motivet af en legende pige med en ballon – det gamle ’pas på mig’-trafikskilt – og teksten: Pas på mig, jeg er ny i konflikten. Idéen kom fra et Djøf-medlem ansat i Københavns Kommune.

For Djøf resulterede det i en næsten overvældende respons af ros og positive tilkendegivelser både fra medlemmer og ikke-medlemmer.

”Der har været det her med, at Djøf er de onde, og vi står på den anden side. I hele det her forløb får vi i et eller andet omfang flyttet os fra at stå udenfor til at stå inde i kredsen,” siger Lotte Braagaard.

Tvunget til at vælge side

Og som et andet lille symbol på den nye faglige orden kunne man 1. maj møde Djøf-medlemmer som Jon Toivo Hansen, der var taget i Fælledparken iført aktivist-vest og slogans fra demonstrationerne ved Forligsinstitutionen.

”Djøf har altid været skideloyal over for det politiske system, men nu har vi været tvunget til at vælge side,” siger han.

 

”Jeg tror, det her forløb har rykket noget i Djøf.” Jon Toivo Hansen, ledig, Djøf
Foto: Lars Bech

 

For ham personligt har det skabt ny gejst omkring hans medlemskab.

”Jeg tror, det her forløb har rykket noget i Djøf. Det har skærpet bevidstheden om, at vi som arbejdstagere er en del af et fællesskab. Det er jo netop den danske model, vi praktiserer, når vi tager veste på og råber ved Forligsinstitutionen,” siger Jon Toivo Hansen, der har arbejdet som sagsbehandler, men for tiden er ledig.

I Rune Dalgaards øjne er historien om Djøf et godt eksempel på den succes, fagbevægelsen har haft med en bred, tværfaglig mobilisering.

”Skiltet med ’ny i konflikten’ var et meget kreativt greb og en god måde at sige: Vi ved godt, vi ikke plejer at være her. Djøf har jo været noget af det mest udskældte, så det var en fin måde at komme ind på. Jeg hørte også om politifolk blandt demonstranterne – de, der jo ellers plejer at skulle opløse demonstrationen. Man skal ikke underkende den meget positive oplevelse, det har været,” siger han.

De mange demonstrationer og manifestationer med farverigt klædte aktivister, ikke mindst foran Forligsinstitutionen, har i sig selv også bidraget til, at der aldrig manglede billedstof til artikler og tv, når forhandlingerne skulle dækkes.

Søren Olufsen befandt sig selv i Forligs­institutionen under forhandlingerne, og her kunne han skue ned på det leben, der dag efter dag udspandt sig på Sankt Annæ Plads.

”Det har været enormt vigtigt for hele fortællingen, at man har kunnet se det her folkelige engagement. Der har jo været en folkefest uden for Forligsen, hvor man har debatteret arbejdsvilkår, fagbevægelsen, politik. Det var fantastiske billeder for tv, og jeg ved fra journalister, at medierne har haft massiv trafik på OK18-stoffet,” siger Søren Olufsen.

Bruddet på musketer-eden

Enhver god historie har en krise – et tidspunkt, hvor hele fortællingen vakler på randen af afgrunden. Således også OK18-historien. Om morgenen den 25. april kunne medierne berette, at LO-forhandlerne i nattens løb havde indgået forlig med Danske Regioner. Et forlig, der sikrede en solid lønstigning og fjernede det kritiserede privatlønsværn. Men det var ikke, hvad medierne valgte at koncentrere sig om.

Langt mere interessant var det, at FTF og Akademikerne ikke var med i forliget, og dermed var den fælles front blandt lønmodtagerne – det, der under forhandlingerne blev omtalt som musketer-eden – blevet brudt.

I løbet af få timer blev LO’s forhandlingsleder, Dennis Kristensen, udskreget som forræder, og tegninger af Judas, der modtager 30 sølvpenge, begyndte at cirkulere på de sociale medier. Ikke engang blandt FOA’s egne medlemmer var der meget begejstring at spore.

Den dag var der ikke møde i kampagne-styregruppen. Og kommunikationsfolkene koncentrerede sig først og fremmest om at oplyse og forklare egne medlemmer, hvad nattens forlig betød.

”Vi stod i en stor udfordring, i og med at det blev udlagt som et brud på sammenholdet, og vi havde en meget intens kommunikation til vores medlemmer om, hvordan vores egne formænd så på det her,” fortæller Lene Lundgaard, kommunikationschef i HK Kommunal.

HK var en del af forliget, men også her var medlemmerne frustrerede.

”De hørte jo om, at musketer-eden var brudt, og var skuffede over deres fagforening. Så vi havde fuldt opsyn på Facebook og svarede alle, der reagerede. Det er vigtigt at give ordentlige, solide svar, så sådan nogle holdninger ikke spreder sig og løber løbsk,” fortæller hun.

Selv var hun også trist over det skår, der pludselig gik i fortællingen om det store sammenhold.

”Jeg var ked af, hvordan det blev udlagt. Rigtig ked af det. Men der var en ophedet stemning, folk havde ikke sovet …,” siger Lene Lundgaard.

En "rigtig rigtig positivt historie for fagbevægelsen"

En af de mest spektakulære scener opstod onsdag eftermiddag foran Forligsinstitutionen, hvor sygeplejersker demonstrerede ved at vende ryggen til Dennis Kristensen, og der for rullende kameraer opstod mundhuggeri mellem ham og sygeplejerskernes næstformand, Anni Pilgaard. To store forbund, der netop havde sagt ja til hinanden i en LO-FTF-fusion, stod nu og skændtes på direkte tv.

I to dage stod fortællingen om det store sammenhold og balancerede. Så kom det kommunale forlig i hus, og derefter staten og de resterende regionale lønmodtagere.

”Der var nogle følelser på spil, men da vi fik det på afstand, var det ikke mere end det. Jeg vil ikke kalde det et brud på sammenholdet, vi betragter det som krusninger på overfladen,” siger Morten Jakobsen, der ikke har lyst til at uddybe, hvordan han rådede sine formænd i Dansk Sygeplejeråd til at udtale sig i de kritiske timer efter LO-forliget.

Lene Lundgaard mener også, det lykkedes at afmontere historien om LO’s forræderi.

”Jeg tror selvfølgelig, folk vil huske det som et bump på vejen, men nu, hvor folk er kommet ud og er glade og tilfredse hele vejen rundt, tror jeg ikke, det fylder så meget.”

Rune Dalgaard fra Advice vurderer, at LO-forliget kunne have væltet læsset for fagbevægelsen i forhold til eftermælet af OK18-kampagnen.

”Det havde ikke været samme fortælling. Det havde været en historie om forræderi, om at Dennis Christensen havde solgt ud, og så kunne det være blevet sammenbruddets historie. Jeg tror måske ikke, det havde været en katastrofe, men det havde helt klart været en mere grumset historie,” siger han.

Havde han været kampagnechef, kunne han ikke have ønsket et meget bedre forløb.

”Jeg ville godt have undgået den tvivl, der blev skabt de sidste dage. Men overordnet set er det en rigtig, rigtig positiv historie for fagbevægelsen, at man kunne mobilisere samlet og vinde folkestemningen. Folk sidder tilbage med en fornemmelse af, at det betalte sig at stå sammen, og at de har fået resultater, hvor fagbevægelsen overvejende står som vinder,” siger Rune Dalgaard.

Lene Lundgaard, kommunikationschef i HK Kommunal, vurderer, at historien om OK18-forhandlingerne i høj grad vil afhænge af, hvordan det kommer til at gå med de løfter, lærerne har fået om granskning af deres arbejdstidsaftale.

”Får de en god løsning, bliver det en udelukkende positiv fortælling. Gør de ikke, vil man sige, at vi ikke kom helt i mål. Men jeg tror, det her vil få en kæmpemæssig betydning for fagbevægelsen. Man har set, at den kunne rykke. Og så er det blevet enormt synligt, hvad fagforeningerne laver, og hvorfor det er usolidarisk at stå uden for,” siger hun.

Som flere andre fagforeninger kan HK melde om kraftig vækst i medlemstallet i første kvartal, hvilket dog ikke er ualmindeligt i en konflikt-situation. Det samme kan Danmarks Lærerforening, og Søren Olufsen, pressechef i Danmarks Lærerforening, ser OK18-forløbet som et stort skridt fremad.

”Det her forløb får betydning for Danmarks Lærerforening, men også for fagbevægelsen som helhed. Det, at vi ved forhandlingerne har stået skulder ved skulder, har på mange måder revitaliseret fagbevægelsen. 

---


DJ stod uden for forhandlingsfællesskab

Som det eneste fagforbund med offentlige lønmodtagere har DJ ikke været en del af de store forhandlingsfællesskaber. Det skyldes et traditionelt ønske om, at journalister ikke er direkte involverede i en arbejdskonflikt, som mange selv skal dække. I stedet har DJ ført sine egne forhandlinger med de offentlige arbejdsgivere i umiddelbar forlængelse af de store forhandlinger.

DJ valgte imidlertid at varsle strejke på linje med de øvrige forbund, og efterfølgende fik man også et lockout-varsel. Formandskabet i DJ forklarede det med, at DJ-medlemmer ville stå i en dårlig situation i forhold til kolleger fra andre forbund, hvis man stod uden for konflikten, samt at det ville være naturligt for DJ at stå på de øvrige lønmodtagerorganisationers side.

"I en arbejdskonflikt som den her findes positionen ’neutral’ ikke. Enten er man omfattet, eller også er man ikke. DJ har naturligvis valgt side til fordel for de offentlige arbejdstagere – og støtter de offentlige arbejdstageres ret til frie forhandlinger,” udtalte næstformand Tine Johansen.

Efter de store forlig var indgået, forhandlede DJ aftaler hjem for sine medlemmer, der i grove træk fulgte de samme lønrammer. Aftalerne skal behandles af hovedbestyrelsen den 1. juni, hvorefter den vil blive sendt til urafstemning blandt de omfattede medlemmer.

---


KL’s kommunikationschef: Vi har fået de budskaber igennem, vi ville”

Mens lønmodtagernes slogans om ’En løsning for alle’ og ’Nok er nok’ har været næsten allestedsnærværende under overenskomstforhandlingerne, er det straks mere begrænset, hvad man har hørt og set til arbejdsgiverne. 

Man skal som bekendt vælge sine kampe med omhu, og kampen om den offentlige mening var en, man i Kommunernes Landsforening (KL) ikke mente, man kunne vinde.

”Det er ikke arbejdsgivers skæbne at have offentlighedens sympati, og det har det aldrig været. Vi kunne også læse meningsmålinger og tolke på medielandskabet. Men det var ikke noget, der rystede os … dem havde vi sådan set regnet med,” siger KL’s kommunikationschef, Ida Thuesen Nielsen, med henvisning til de målinger, der under overenskomstforhandlingerne viste en bred folkelig opbakning til lønmodtagersiden.

Konklusionen var, at KL ikke skulle bruge sine kommunikationskræfter på at vende folkestemningen.

”Vi har naturligvis set lønmodtagernes budskaber, svaret så godt, vi kunne, og tilbagevist det, når vi ikke syntes, det var rimelige udlægninger. Og så har vi i øvrigt forholdt os til, hvordan forhandlingerne gik, og kommunikeret i forhold til, hvad der var mest gavnligt for dem,” fortæller hun.

Indsatsen er især gået på at informere egne medlemmer – kommunerne – på egne platforme om forhandlingerne, og så på at få korrigeret, når der er kommet forkerte fakta i spil.

”Jeg har været med til en del overenskomstforhandlinger, og i år har det været markant, at de sociale medier har trukket så meget. Derfor har der også været en del eksempler på, at fakta har bevæget sig undervejs, hvilket ofte sker i kommentarer til artikler. Vi har jo ikke kunnet mobilisere en masse mennesker til at kaste sig ind i debatten i kommentarsporene, og det er heller ikke vores rolle. Men vi kan korrigere fakta, så de bliver rigtige,” siger hun og nævner også, at der har været brug for meget baggrundssnak med journalister for at få forklaret de komplicerede aftalemodeller.

Når regnestykket skal gøres op, mener Ida Thuesen Nielsen, at kommunikationsafdelingen i KL godt kan være tilfreds med indsatsen.

”Når vi nu vidste, vi ikke kunne vinde den store befolknings sympati og mobilisere en masse kræfter på sociale medier, så synes jeg, vi nåede at lande rigtig godt. Vi har fået de budskaber igennem, vi ville, og vi har fået en nuanceret dækning ind i debatten. Jeg kan godt se, hvad man har villet fra arbejdstagers side, og de har haft en stærk kommunikation. Men det synes jeg også, vi har.” 

 

 

Magasin: 

Kommentar

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.

Seneste jobopslag

Finansministeriet søger erfaren pressemedarbejder

Finansministeriet
Ansøgningsfrist: 27.08

Video-journalist

Aalborg Stift
Ansøgningsfrist: 03.09

Danmarks Lærerforening søger kommunikations- og analysechef

Danmarks Lærerforening
Ansøgningsfrist: 20.08

Social media and video manager

Egmont Administration
Ansøgningsfrist: 22.08

Pressekonsulent søges til BUPL

BUPL - BØRNE- OG UNGDOMSPÆDAGOGERNES LANDSFORBUND
Ansøgningsfrist: 20.08

Information søger journalister med undersøgende profil

Information A/S
Ansøgningsfrist: 27.08

Senior Press Officer til mediehåndtering

Ørsted
Ansøgningsfrist: 17.08

Skatteministeriet søger en skarp presserådgiver

Skatteministeriet
Ansøgningsfrist: 17.08

Studiejob i FN Byen

Unicef Danmark
Ansøgningsfrist: 07.10

Online chefredaktør til TV2 Nord

TV 2 Nord (Vi lukker annoncen ned, når vi har den rette ansøger)
Ansøgningsfrist: 31.08

Styrelsen for Patientsikkerhed søger kommunikations- og pressechef

Styrelsen for Patientsikkerhed
Ansøgningsfrist: 27.08

Finansreporter Finwire News

Finwire News
Ansøgningsfrist: 20.08

Kommunikationsmedarbejder til Lederforeningen i DSR

Dansk Sygeplejeråd
Ansøgningsfrist: 21.08

Pressemedarbejder til PlanBørnefonden

PlanBørnefonden
Ansøgningsfrist: 22.08

Enhedsleder til kommunikationsenhed

Socialpædagogerne
Ansøgningsfrist: 19.08

Journalist

ITD
Ansøgningsfrist: 17.08