Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus har i år fået tre procent færre ansøgere til den journalistiske grunduddannelse. Antallet af ansøgere til fotojournalistik er til gengæld steget betragteligt.
Som hele fastholder Danmarks Medie- og Journalisthøjskole det rekordstore ansøgertal fra 2008 på 2.500. Eller rettere er det gået en anelse frem til 2.507 ansøgere i 2009.
Men der er i år færre, der vil være traditionel journalist. I stedet er der stigende interesse for fotojournalistik, kandidatuddannelsen og andre studier som medieledelse og interaktivt design, viser de ny tal fra skolen.
Den traditionelle journalistiske grunduddannelse på fire år har måttet konstatere tre procent færre ansøgere. Sidste år forsøgte 1.097 at komme ind på Journalisthøjskolen. I år er tallet 1.067 ansøgere, der kæmper om de 255 pladser på Journalistuddannelsen.
Årets højdespringer er linjen for Medieproduktion og Ledelse, som har fået 29 procent flere ansøgere (fra 118 til 151). Dernæst følger Interaktivt Design, som har 20 procent flere ansøgere (fra 96 til 115) og endelig er der 19 procent flere, der håber på at komme ind på studiet for fotojournalistik.
I 2008 søgte således 160 ind på fotojournalistik. I år er tallet oppe på 191. Fotojournalistuddannelsen optager dog kun 16 studerende, så der bliver kamp om pladserne.
Det er i øvrigt ikke kun selve den journalistiske grunduddannelse, som tiltrækker færre ansøgere. Også Grafisk Design er gået tilbage (6 procent) og Kreativ Kommunikation har fået 12 procent færre ansøgere (fra 362 til 320).
Med de mange ansøgere og få pladser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole betyder det, at en stor del af ansøgerne kan se frem til et skuffende svar.
Læs også: 45 studerende risikerer at mangle praktikplads
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.