Der står 2,7 procent færre kroner på de kvindelige DJ-medlemmers lønsedler i DR end på deres mandlige kollegers. Lønforskellen er endda steget med 0,7 procentpoint fra 2000 til 2001, hvor den seneste lønstatistik blev lavet. De kvindelige DJ-medlemmer udgør 40 procent af de godt 900 fastansatte DJ-medlemmer på DR. Formanden for DR-journalisterne, Bodil Rahbek, siger, at lønforskellen ikke skyldes, at kvinderne er dårligere til at forhandle de personlige løndele hjem, men at de ikke i samme grad som deres mandlige kolleger får tillæg for at udføre særlige funktioner.
Derfor vil DR nu udvælge nogle afdelinger og undersøge, hvem der får funktionstillæggene og hvorfor.
»Vi følger meget nøje med for at finde ud af, om der er tale om en bevidst handling, eller om det er tilfældigt, at kvinderne tjener mindre,« siger Bodil Rahbek, som nu vil sørge for, at der kommer særlige lønforhandlingskurser for kvinder. I nogle afdelinger er de færdige med de personlige lønforhandlinger for i år, og ifølge Bodil Rahbek tyder det ikke på, at kvinderne har været dårligere end mændene til at overbevise ledelsen om, at de fortjener et personligt løntillæg. I nogle afdelinger er der endda en tendens til, at kvinderne har forhandlet højere løndele hjem end mændene. Det er blandt andet tilfældet på DR-Nyheder.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.