Den årlige rapport, Killed List, fra det internationale journalistforbund IFJ viser, at 47 journalister blev dræbt i løbet af 2021. Det er 18 færre døde end i 2020, hvor tallet var 65 dødsfald.
Tallet er det femte laveste, siden IFJ begyndte at lave opgørelserne i 1990.
Til gengæld skete der en voldsom stigning i omfanget af trusler mod mediefolk.
Antallet af fængslede journalister er for eksempel rekordhøjt med en stigning fra 235 til 365 journalister bag tremmer på grund af deres arbejde.
”Dette overgreb på pressen har en lammende virkning på medierne,” skriver IFJ.
I mange tilfælde er der tale om journalister, der har dækket coronapandemien.
”Ofte er journalister blevet anholdt og anklaget for at gøre noget forkert, fordi de dækkede demonstrationer eller dækkede coronapandemien på anden vis – begge dele er journalistik af stor offentlig interesse,” lyder det fra IFJ.