Færre historier fra udlandet: Opholdskrav kan få konsekvenser

Der er udsigt til mindre dansk produceret journalistik fra udlandet, hvis freelancere mister dagpengeretten efter ophold i områder som Mellemøsten, Afrika og Asien. Det vurderer redaktør og Freelancegruppen. K: Sagen vil nu blive drøftet (Opdateret 30. november kl. 9.51 med svar fra beskæftigelsesministeren)
  • Foto: Erik De Castro/Ritzau Scanpix
    Hvad ville du vælge: At rejse rundt som journalist eller fotograf og rapportere, hvad der sker uden for Europa – eller et økonomisk sikkerhedsnet i form af en dagpengeret? Dét er et valg, mange freelancere kan blive nødt til at træffe, hvis regeringen og Dansk Folkeparti vedtager et nyt opholdskrav for dagpenge midt december. Billedet er fra Raqqa i Syrien i oktober 2017, hvor Islamisk Stat netop er blevet angrebet.
29.11.2018 · 09:04

Fra næste år vil der være mindre danskproduceret udlandsjournalistik i medierne, hvis Folketinget i december vedtager det såkaldte opholdskrav. Sådan lyder vurderingen fra ulandsmediet Globalnyt og Freelancegruppen, der organiserer freelancere i Dansk Journalistforbund.

”Kravet vil betyde, at der er endnu færre journalister derude,” siger Laurits Holdt, der er ansvarshavende redaktør på Globalnyt.

Han vurderer, at der vil komme mindre danskproduceret journalistik fra de dele af verden, som i forvejen har lille bevågenhed. For eksempel Asien og Afrika.

”Allerede nu er der et lidt fattigt mediebillede. I de seneste mange år har medierne skåret ned på fastansatte korrespondenter,” siger han.

Maks ét år uden for Europa

Man skal ifølge opholdskravet have opholdt sig i EU, EØS eller Schweiz i syv af de seneste otte år for at optjene en ny dagpengeret.

Nogle danskere er undtaget fra kravet, men ikke freelancere. Kravet står til at blive indfaset fra 2019 til 2021. Det er lige nu til behandling i Folketinget. Bag forslaget står regeringen og Dansk Folkeparti.

Hvis det vedtages, vil det berøre mange af de freelancere, der laver journalistik ude i verden, vurderer også Sus Falch, der er forkvinde for Freelancegruppen i Dansk Journalistforbund.

”Jeg synes, at problemet er stort. Og det synes jeg, fordi det rammer nogle med tilbagevirkende kraft. Der er mange freelancere, der rejser ud i en periode, og som kommer tilbage for at få et fast job – og de bliver ramt,” siger hun.

Må undvære vigtige historier 

Sus Falch forudser, at færre vil rejse ud.

”Der vil være vigtige historier, der ikke bliver skrevet,” siger hun.

Hun pointerer, at der for eksempel er freelancere, der dækker katastrofer og politiske regimer i ellers meget lukkede lande.

Og opholdskravet gælder ikke kun skribenter, men også fotografer og VJ’s, pointerer Sus Falch. Hun nævner også, at Storbritannien kan falde uden for EØS-området om få måneder.

Fastansatte korrespondenter, der er udstationeret af medierne, mister ikke dagpengeretten. Men Laurits Holdt pointerer, at der ikke er ret mange af dem tilbage – derimod dækkes udviklingslande i dag typisk af freelancejournalister, fortæller han.

Konservative: Kritikken vil blive drøftet 

Journalisten fremlægger kritikken for Det Konservative Folkepartis beskæftigelsesordfører, Erik Lund.

Han håber ikke, at opholdskravet vil føre til mindre journalistik fra udlandet.

”Men der er da ting i lovforslaget, som vi under udvalgsbehandlingen skal drøfte. Det gælder blandt andet det, at der er nogle, der bliver ramt med tilbagevirkende kraft,” siger han.

Giver kritikken anledning til at genoverveje jeres planer om opholdskravet?

”Jeg vil ikke sige, at det giver os anledning til at genoverveje det. Men det giver os anledning til at drøfte det – og se, om vi har muligheder for at justere noget inden for den økonomi, der nu er.”

Kan man forestille sig en undtagelse for journalister?

”Jeg tror ikke, man vil gå ind og lave en speciel undtagelse for journalister eller andre grupper. Det kan jeg ikke forestille mig,” siger Erik Lund.

Han pointerer, at politikerne på det seneste har fået lignende henvendelser ”mange steder fra”.

”Det vil være en generel drøftelse af, hvilke konsekvenser det får. Og om vi kan rette lidt til,” forklarer han.

Minister: "Man skal have en stærk tilknytning til Danmark"

Journalisten har forsøgt at få et interview med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V). Det har ikke været muligt, men efter denne artikel blev publiceret, er ministeriet vendt tilbage med et skriftligt svar.

"Det er afgørende, at vores regler helt generelt er indrettet på en sådan måde, at man først og fremmest kommer her for at arbejde og ikke fordi, vi har høje ydelser i Danmark, for det kan vores velfærdssamfund ikke bære. Når det er sagt, skal der ikke være nogen tvivl om, at vi ikke ønsker at lægge unødige hindringer i vejen for at fastholde og tiltrække kvalificeret arbejdskraft til Danmark, tilskynde til at tage en uddannelse og sikre et velfungerende arbejdsmarked,” udtaler ministeren i mailen.

"Derfor er der også lagt op til en række undtagelser fra opholdskravet, det gælder f.eks. ophold i EU, studerende, der rejser ud og dygtiggør sig og personer, der er udstationeret for en dansk virksomhed eller det offentlige. Altså er korrespondenter fra eksempelvis DR undtaget, mens freelancere ikke er undtaget. Grundlæggende mener jeg det er rimeligt, at man skal have en stærk tilknytning til Danmark for at få ret til dagpenge. Man skal huske på, at omkring halvdelen af det beløb, som udbetales i dagpenge, er betalt af skatteborgerne,” fortsætter han.

Journalisten har sendt ministeren opfølgende spørgsmål og forsøger fortsat at få et interview.

Opdateret 30. november kl. 9.51 med kommentar fra beskæftigelsesministeren.

Kommentar

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder/ journalist til Danske Erhvervsakademier

Danske Erhvervsakademier
Ansøgningsfrist: 20.01

Ugeskrift for Læger søger erfaren og ambitiøs journalist

Lægeforeningen
Ansøgningsfrist: 07.01

Bliv pressekonsulent på Københavns Professionshøjskole

Københavns Professionshøjskole
Ansøgningsfrist: 21.12

Initiativrig presserådgiver til spritny enhed

Ejendomsforeningen Danmark
Ansøgningsfrist: 06.01

Områdechef for Forskning og Viden på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 02.01

SoMe-stærk kommunikatør med talent for video

ARKIL HOLDING A/S
Ansøgningsfrist: 02.01

Fordelingsansvarlig til Dansk Journalistforbund

Dansk Journalistforbund
Ansøgningsfrist: 10.01

Egnsredaktør

Mediehuset Herning Folkeblad
Ansøgningsfrist: 12.12

Erhvervsjournalist

Mediehuset Herning Folkeblad
Ansøgningsfrist: 12.12

Content specialist

Zoologisk Have København
Ansøgningsfrist: 13.01

Bladredaktør søges til barselsvikariat

Astma-Allergi Danmark
Ansøgningsfrist: 02.01

Journalist

SOS International
Ansøgningsfrist: 14.12

Samvirke søger Danmarks bedste madredaktør

COOP
Ansøgningsfrist: 28.12

P3 Nyheder søger nyhedsvært

DR
Ansøgningsfrist: 14.12

Datajournalist til digital redaktion

DR
Ansøgningsfrist: 10.12

Digital redaktør

Planetarium
Ansøgningsfrist: 12.12

Presse- og kommunikationsrådgiver til Finans Danmark

Finans Danmark
Ansøgningsfrist: 13.12

Pressechef til Finans Danmark

Finans Danmark
Ansøgningsfrist: 13.12

Vi søger en erfaren kommunikationskonsulent

GULDBORGSUND KOMMUNE
Ansøgningsfrist: 12.12

Datajournalist til digital redaktion

DR
Ansøgningsfrist: 10.12

Er du vores nye kommunikationskonsulent?

Landsforeningen af Menighedsråd
Ansøgningsfrist: 10.12