Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
07:51 24.11.2022 Kerstin Bruun-Hansen

Færre end normalt fulgte Danmarks første VM-kamp 

Færre end normalt fulgte Danmarks første VM-kamp 

Danmarks Rasmus Nissen Kristensen under gruppekampen i gruppe D mellem Danmark og Tunesien. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

983.000 danskere så med, da det danske fodboldlandsholds første kamp ved VM i Qatar tirsdag blev sendt på DR.

Det oplyser DR Medieforskning til Journalisten. Seertallene dækker både dem, der så med på flow-tv, og dem, der streamede kampen.

Dermed var der færre danskere, som fulgte landsholdets første kamp, end der normalt er ved store fodboldturneringer. Det viser en sammenligning med seertallene ved Danmarks første kamp ved seneste EM og VM i fodbold i henholdsvis 2021 og 2018.

Ved EM i 2021 fulgte 1,5 millioner danskere med, da Danmark spillede sin første kamp i turneringen, mens der ved VM i 2018 var 1,2 millioner, som fulgte landsholdets første kamp.

Om de lavere seertal ved tirsdagens kamp skyldes den kontroversielle slutrunde i Qatar eller det ubelejlige tidspunkt midt i mange menneskers arbejdsdag, melder historien ikke noget om. Men hos DR er underdirektør Anders Kern Boje godt tilfreds.

”Vi er godt tilfredse med seertallene på tæt på en million for en kamp, der blev spillet midt i arbejdstiden og meget tidligt i turneringen. Der er samtidig også mange, der har set kampen ved storskærmsarrangementer på skoler, arbejdspladser og i sportshaller, som ikke er med i de her tal,” skriver han i en kommentar til Journalisten.

SENESTE NYT

Flere nyheder