Det er ikke mere end en måned siden, at den danske advokat Johan Schlüter blev kendt skyldig i en stor bedragerisag i Frankrig. Dommen lød på 18 måneders ubetinget fængsel. Schlüter selv erklærer sig uskyldig og har anket sagen.
Da advokaten, som særligt har arbejdet med bekæmpelse af piratkopiering i Danmark, forleden fyldte 70, hed fødselsdagsportrættet i Jyllands-Posten da også ’Nu jagtes piratjægeren selv’. Berlingskes fødselsdagsportræt nævnte også dommen og den langvarige verserende retssag, der ledte op til den.
Til gengæld blev dommen ikke nævnt i hverken Politiken eller Børsens portræt af Johan Schlüter på navnesiderne. Det ærgrer Politikens navneredaktør, Peter Thygesen:
»Det er jo vældig ærgerligt og selvfølgelig en fejl, at vi ikke har det med. Jeg var faktisk ikke klar over, at der var en dom, så det er simpelthen, fordi vi ikke har været opmærksomme på det. Vi svælger ikke rundt i dem, men vi undgår ikke bevidst de mere kedelige sider af folks tilværelse. Og det er i hvert fald ikke, fordi vi bevidst har villet skjule det her. Der er tale om en smutter,« siger han.
Navnestof er ikke undersøgende journalistik
Også på Børsen erkender den ansvarlige redaktør for navnesiderne, at Johan Schlüters nylige fængselsdom burde have været en del af portrættet.
»Jeg er enig i, at når der er tale om en advokat, som åbenbart har fået en dom inden for et område, han selv arbejder med, så ER det relevant, og så bør det nævnes. Men det er helt fundamentalt en afvejning af, hvad vi rent praktisk har kapacitet til i regi af navneredaktionen,« siger profilredaktør Kim Betak.
Han understreger, at Børsen ikke bevidst har undladt fængselsdommen i deres fødselsdagsportræt af Johan Schlüter. Det er nærmere et spørgsmål om ressourcer, der gør, at man ofte blot trykker en let redigeret version af det materiale, fødselaren selv sender til avisen, forklarer han.
»Det er jo ikke på navnesiderne, at vi bedriver undersøgende journalistik. Det er – i gåseøjne – bare navnestof. Og ofte sker der kun en relativt lille bearbejdning af det materiale, som folk selv sender ind til os, når de fylder år. Men i det her tilfælde ville det have klædt portrættet, at vi så at sige havde håndskrevet det,« erkender Kim Betak.
Ikke et ekstraordinært hensyn til manden
I det udkast til et fødselsdagsportræt, som Johan Schlüters eget advokatkontor har sendt til Børsen og en række andre medier, bliver dommen ikke specifikt nævnt. Til gengæld er der et afsnit, som beskriver ”en stadig verserende sag om overdragelse af rettigheder til musikværker”.
Jeres portræt er med få undtagelser en ren afskrift af det udkast til portrættet, som Johan Schlüters advokatkontor selv har sendt. Her henvises til den verserende sag, som han nu er dømt for. Så hvorfor er netop dét røget ud af jeres version?
»Jeg ved det ikke. Men det er under alle omstændigheder ikke et spørgsmål om, at vi har villet skjule det her eller tage ekstraordinært hensyn til manden – selv om han har fødselsdag. Jeg har ikke selv redigeret portrættet, men hvis jeg havde, så havde jeg nok tænkt, at det krævede et håndskrevet portræt, hvis vi skulle være gået ind i det. Det ville rejse nogle spørgsmål hos læserne, som vi ikke havde mulighed for at svare på i en fødselsdagsomtale, sådan som vi normalt laver dem, hvis vi nævnte den verserende sag,« siger Kim Betak.
Opdateret kl. 12.13: Det er tilføjet, at Johan Schlüter nægter sig skyldig og har anket dommen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.