Fælles tillæg – men ingen tilnærmelser

Torsdag udkommer 24timer og metroXpress med et fælles uddannelsestillæg, men det er ikke begyndelsen til et nærmere redaktionelt samarbejde, fastslår metroXpress’ chefredaktør, Jakob Høyer.

Torsdag udkommer 24timer og metroXpress med et fælles uddannelsestillæg, men det er ikke begyndelsen til et nærmere redaktionelt samarbejde, fastslår metroXpress’ chefredaktør, Jakob Høyer.

Da de to gratisaviser i forsommeren proklamerede deres fusion, gjorde man meget ud af, at de to aviser skulle fortsætte hver for sig, med hver sin redaktion.

Den selvstændige linje rækker dog ikke længere, end at man nu begynder at udgive fælles tillæg i begge aviser. Torsdag kommer et uddannelsestillæg på gaden, og et rejsetillæg er planlagt om et par uger.

Det kan ligne en lempelse af princippet om de selvstændige redaktionelle linjer, men det mener Jakob Høyer ikke, der er tale om.

»Vi har fra starten sagt, at vi vil udgive visse tillæg sammen, hvis det opfylder to punkter: Det skal kunne betale sig salgsmæssigt, og det må ikke udviske de redaktionelle profiler. Og det mener vi ikke, et uddannelsestillæg gør,« siger han.

Høyer er således klar til at ofre et godt annonce-dækket tillæg, hvis det ikke passer i metroXpress’ profil, og det samme gælder 24timer.

»Det nytter ikke at hente penge, hvis vi taber den selvstændige profil, for så undergraver vi fundamentet for overhovedet at have to aviser,« siger han og nævner, at metroXpress til september udgiver et teatertillæg, som 24timer ikke har.

»Det kunne også være et tillæg om international sport, som ville passe til vores profil som en internationalt orienteret avis – det ville ikke passe til 24timer,« siger Høyer.

Indholdet i tillægget er skrevet af et freelancebureau, mens layout- og redigeringsarbejdet er sket i samarbejde mellem de to aviser. Ifølge Jakob Høyer er det lykkedes at udvikle et design i rød-lilla farver, der kan glide ind i begge aviser.

I øjeblikket overvejer aviserne også muligheden for at udgive et fælles juletillæg.

0 Kommentarer