Fagforbundene under hovedorganisationen LO mister i disse år tusinder af medlemmer, mens andre mindre organisationer heldigvis har stigende medlemstal. Men samlet set tyder det i disse år på, at fagbevægelsen mister tilslutning. Det kan udvikle sig til et stort problem for os alle sammen og i virkeligheden også til et demokratisk problem.

Selv om vi i DJ er i den lykkelige situation, at vi har en nettotilgang på et medlem om dagen og siden 1999 er vokset med 50 procent til i dag at have over 13.500 medlemmer, kan vi ikke tillade os at hvile på laurbærrene. Udviklingen kan vende for alle, hvis vi ikke handler og bliver ved med at skabe værdi for medlemmerne.

På tværs af hovedorganisationer og fagforbund, der står uden for selve hovedorganisationerne, bør vi derfor tage et initiativ til at nedsætte en tænketank, der kan kigge på best practice modeller, vurdere de udfordringer, de faglige organisationer står over for, og ikke mindst se på hvilke type af krav, medlemmerne stiller til deres faglige organisationer.

Ganske vist er vi på en række områder i konkurrence med hinanden og vil blive ved med at være det. Det gælder også for DJ, der for eksempel er i konkurrence med flere andre fagforbund, der organiserer kommunikations- og informationsmedarbejdere. Her har vi endda iværksat nye initiativer for i fuld skala at kunne varetage disse medlemmers interesser professionelt.

Men samtidig med, at vi er i konkurrence, skal vi kunne samarbejde og se hinandens fremgang og stigende organiseringsgrad som en fælles succes, ligesom vi sammen bør være bekymrede, når vi taber medlemmer. For når LO-forbundene mister medlemmer, er det nemlig med til at skabe et negativt billede af faglige organisationer i medierne og hos brugerne af fagforeningerne. I sådanne diskussioner bliver fagforeningskontingentet problematiseret, engagerede fagpolitikere intimideret og behovet for det professionelle fællesskab negligeret.

Mange overser fuldstændig de faglige organisationers merværdi for demokratiet og fællesskabet i vores samfund: Stort set alle lovforslag kommer under professionel høring i berørte faglige organisationer, som giver politikerne et med- og modspil, som er helt afgørende for lovgivningen. På samme måde er fagforeningerne med til at engagere en lang række mennesker i den demokratiske proces, fordi vi tager udgangspunkt i den dagligdag, medlemmerne oplever på deres arbejdsplads eller i deres arbejdsliv generelt.

Fagforeningerne er også med til i stor stil at sikre stabilitet på det danske arbejdsmarked, selvom nogle har interesse i at beskylde dem for det modsatte, når der er strejker og andre konflikter. Her bør man lægge mærke til, hvor få og hvor korte arbejdsnedlæggelser og andre konflikter i virkeligheden er, og at der er tale om særdeles disciplinerede og kontrollerede konflikter, når de opstår.

Det stabile arbejdsmarked og den berømmede danske flexicurity model samt den demokratifremmende dimension i udviklingen af det danske samfund er så vigtige elementer, at vi bør bruge vores kræfter i fællesskab på at finde de løsninger, der skal bringe ikke bare enkelte forbund, men hele fagbevægelsen på ret kurs og voksende tilslutning i befolkningen. 

En bomstærk fagbevægelse er garant for, at der på det danske arbejdsmarked fortsat bliver indgået aftaler, der er til at forstå for den enkelte, fordi de faglige organisationer som medlemsstyrede demokratier er bedst egnet til at indgå aftaler, der er helt tæt på medlemmerne.

Alternativet til en stærk samlet fagbevægelse er mere lovgivning fra Christiansborg og dermed mindre indflydelse på vores medlemmers vilkår på arbejdsmarkedet. Det vil skabe frustrationer og ustabilitet og i realiteten et farvel til den danske model.

Med en vision for en stærk fagbevægelse på alle områder vil jeg invitere repræsentanter for fagbevægelsen til en hurtigt arbejdende tænketank for at finde punkter i den handlingsplan, som jeg finder tvingende nødvendig for det danske arbejdsmarked. /