"Facebook kan – måske – bruges til at mobilisere folkets stemme. Men vi har ikke set det brugt endnu"
Selv om der i skrivende stund er en meget afgørende medieuge tilbage før valget – forbehold, forbehold, forbehold – tyder intet på, at de såkaldte nye og sociale medier kommer til at betyde andet end krusninger for dækning og valgresultat.
Derimod er det klassiske journalistiske dyder som pågående spørgsmål baseret på selvstændig og fokuseret research og faktatjek, der har slået kiler ind i den politiske diskussion og dermed åbnet for mediebrugernes selvstændige refleksion.
Og dermed har skeptikerfløjen fået ret – de nye medier flytter ikke meget i den offentlige debat – og tilbederne må revurdere deres teknikbenovelse. Og allerhelst så markant, at vi ikke igen skal høre, at dette eller hint stykke digitalt forsamlingshus kommer til at slå igennem denne gang.
Facebook og Twitter blev af en række medieiagttagere – igen – udråbt som valgets magtfaktor. De var umulige at komme uden om for både politikere, medier og vælgere. Forklaringerne lød blandt andet, at marketing- og kommunikationsfolk nu var klar til at bruge de nye medier strategisk; at de klassiske medier ville være meget opmærksomme på, om der opstod historier på de nye medier, samt at Facebook og Twitter ville give mediebrugerne nye afgørende oplevelser i valgkampen.
Undskyld mig – men det er IKKE sket. Hvor ser vi strategien? Hvor mange historier har gammelmedierne fundet på de nye mediers platforme? Hvilke uudslettelige oplevelser med betydning for debat og tilslutning har evindelige opdateringer – se mig, nu er jeg herovre! – skabt?
Facebook fungerer udmærket som menings- og informationsudveksling mand og mand imellem. Det kan tippe historier – præcis som en gul lap papir, en telefon, en mailstreng, en megafon. Men det er ikke et massemedie, der på troværdig vis taler til en stor gruppe. Og derfor skal det heller ikke behandles sådan. Det nytter ikke noget, at for eksempel DR læser højt fra og filmer politikernes opdateringer, som var de avisforsider.
Facebook kan – måske – bruges til at mobilisere folkets stemme. Men vi har ikke set det brugt endnu. Og hvorfor skulle det være bedre end en voxpop på gaden?
Facebook og Twitter er i dag snarere udvidede poesibøger, halvprivat dialog og underholdning, end de er holdning og fakta. Derfor ender næsten alle historier fra Facebook med at handle om Facebook selv. Som når Søren Pind slipper en – måske – uovervejet verbal vind. Platformene er som drillerier i skolegården – provokerende, irriterende, sjove – men de nærer kun sjældent de saglige diskussioner foran tavlen i klasseværelset.
Kan vi derfor ikke reducere de digitale platforme til det, de er: Mødesteder, hvor der primært bliver sagt noget privat. Det kunne være befriende.
Ret skal være ret. Facebook er også en jungletromme. Så mange kan linke til den samme historie, at der opstår en slags folkeskabt væsentlighed. Og Journalisten har faktisk fundet en historie, der startede på Facebook og via en masse "venner" flyttede sig over på de seriøse medier. Historien om, at Lars Løkke Rasmussen engang selv havde overvejet, om danskerne skulle arbejde 12 minutter mere, blev sat i mediesøen via Facebook af en 48-årige bedemand fra Viby Sjælland.
Eksemplet er lærerigt – for var der overhovedet tale om en væsentlig historie? Det mener to politiske kommentatorer ikke. Men da den først kravlede ud af Facebook og via Ekstra Bladet ind i gammelmedierne, så blev den repeteret igen og igen. I dét tilfælde fødte Facebook en historie, der endte med at sætte dagsordenen. Men det var ikke Facebooks skyld. Det var bare slap redigering på gammelmedierne. Og det kunne jo også være sket, før Facebook blev opfundet.
11 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jamen, jeg er slet ikke uenig ... det var som sagt også bare et opklarende spørgsmål, fordi mit eksempel er fra Avisen.dk, der selv har tilknyttet en FB-gruppe med et helt specifikt formål. Og det giver som sagt nogle fordele i forhold til at hente viden, men også til selv at bruge gruppen som en slags panel og sparringspartner for ideer. Derudover er der en god portion profilering for mediet i det også.
På metroXpress (og vel på alle danske medier) er man ret opmærksom på, hvad der foregår i diverse grupper og foreninger, der kunne tænkes at være oplagte som bud på cases og viden. Det er almindelig brugt at tale med patientforeninger og bruge dem som formidlere af cases - med de fordele og ulemper det nu engang har.
Bedste hilsner
Susanne
Selvstændig :-) (Det er Jakob Høyer, der er hos DSB)
Jeg mener ikke, at gruppen er knyttet til et medie, som dit eksempel peger på.
Når jeg henviste til gruppen var det fordi, der her er kalorier med vidensdeling og problematiseringer, der sagtens kan anvendes på linie med journalistiske produkter.
Jeg mener ikke det er væsentligt om indholdet skal vurderes på journalistiske kvaliteter - men mere, hvad folk får ud af det.
Ift journalistikken mener jeg det er interessant om vi kan beskrive emner, der behandles i sådanne grupper - og gerne linke til særligt gode indlæg med tilhørende kreditering.
På sygedagpengeområdet - der såmænd også gælder mange andre områder - mangler der i den grad journalister, der er i stand til at løfte emnerne, fordi de mangler faglighed i emnet og også kontakt til borgere, der står med problemerne.
Derfor kan en professionalisering i at bruge facebook-grupperne og siderne journalistisk være en rigtig god idé. Om man så vælger at lave et tilbud fra avisens side som dit eksempel peger på - eller man alene vil lave et par artikler med tilhørende links må være en redaktionel beslutning.
Som sådan kan jeg fint se en idé i at man "nøjes" med at henvise til enkelte debatter og indlæg, for som facebook og de sociale medier er i dag, er der meget kaos og meget at holde styr på (hvor injurielovgivningen pluseligt kan komme i spil).
Du har jo selv erfaring fra MetroXpress, så jeg tror du er meget på disse forhold, så det kunne da være spændende at høre, hvad du mener.
Nu er du vist hos DSB, hvor der givet også er nogle erfaringer.
Opklarende spørgsmål, Michael: Er støttegruppen knyttet til et medie? For det handlede ikke om FB som sådan, men om etablerede mediers brug af FB?
Bedste hilsner
Susanne Sayers
Susanne nævner et eksempel fra FB - her er et andet: http://www.facebook.com/groups/112465158850665/ (Støttegruppe for sygdomsramte der er i klemme i systemet)
Et eksempel på aktiv brug af sociale medier er Avisen.dk's FB-gruppe 'Arbejdsløse er ikke idioter', der har over 5.000 medlemmer. De er en guldgrube af viden om de faktiske forhold for arbejdsløse, og de bliver brugt sådan. Journalisterne på avisen spørger dem til råds, de kommer med eksempler fra det virkelige liv, bliver brugt til cases (eller hjælper med at finde andre) og er fx blevet inviteret med som gæsteanmeldere på et teaterstykke om netop aktivering og arbejdsløshed.
Det er ikke mit påfund (jeg ville ønske, at det var), men det kan kun anbefales. Inden for nogle områder er de virkelige eksperter dem, der står midt i det. FB-gruppen kan findes her: https://www.facebook.com/idiotiet
Bedste hilsner
Susanne Sayers
Flere