Facebooks sande fjæs

"Facebook kan - måske - bruges til at mobilisere folkets stemme. Men vi har ikke set det brugt endnu"

"Facebook kan – måske – bruges til at mobilisere folkets stemme. Men vi har ikke set det brugt endnu"

Selv om der i skrivende stund er en meget afgørende medieuge tilbage før valget – forbehold, forbehold, forbehold – tyder intet på, at de såkaldte nye og sociale medier kommer til at betyde andet end krusninger for dækning og valgresultat.

Derimod er det klassiske journalistiske dyder som pågående spørgsmål baseret på selvstændig og fokuseret research og faktatjek, der har slået kiler ind i den politiske diskussion og dermed åbnet for mediebrugernes selvstændige refleksion.

Og dermed har skeptikerfløjen fået ret – de nye medier flytter ikke meget i den offentlige debat – og tilbederne må revurdere deres teknikbenovelse. Og allerhelst så markant, at vi ikke igen skal høre, at dette eller hint stykke digitalt forsamlingshus kommer til at slå igennem denne gang.

Facebook og Twitter blev af en række medieiagttagere – igen – udråbt som valgets magtfaktor. De var umulige at komme uden om for både politikere, medier og vælgere. Forklaringerne lød blandt andet, at marketing- og kommunikationsfolk nu var klar til at bruge de nye medier strategisk; at de klassiske medier ville være meget opmærksomme på, om der opstod historier på de nye medier, samt at Facebook og Twitter ville give mediebrugerne nye afgørende oplevelser i valgkampen.

Undskyld mig – men det er IKKE sket. Hvor ser vi strategien? Hvor mange historier har gammelmedierne fundet på de nye mediers platforme? Hvilke uudslettelige oplevelser med betydning for debat og tilslutning har evindelige opdateringer – se mig, nu er jeg herovre! – skabt?

Facebook fungerer udmærket som menings- og informationsudveksling mand og mand imellem. Det kan tippe historier – præcis som en gul lap papir, en telefon, en mailstreng, en megafon. Men det er ikke et massemedie, der på troværdig vis taler til en stor gruppe. Og derfor skal det heller ikke behandles sådan. Det nytter ikke noget, at for eksempel DR læser højt fra og filmer politikernes opdateringer, som var de avisforsider.
Facebook kan – måske – bruges til at mobilisere folkets stemme. Men vi har ikke set det brugt endnu. Og hvorfor skulle det være bedre end en voxpop på gaden?

Facebook og Twitter er i dag snarere udvidede poesibøger, halvprivat dialog og underholdning, end de er holdning og fakta. Derfor ender næsten alle historier fra Facebook med at handle om Facebook selv. Som når Søren Pind slipper en – måske – uovervejet verbal vind. Platformene er som drillerier i skolegården – provokerende, irriterende, sjove – men de nærer kun sjældent de saglige diskussioner foran tavlen i klasseværelset.
Kan vi derfor ikke reducere de digitale platforme til det, de er: Mødesteder, hvor der primært bliver sagt noget privat. Det kunne være befriende.

Ret skal være ret. Facebook er også en jungletromme. Så mange kan linke til den samme historie, at der opstår en slags folkeskabt væsentlighed. Og Journalisten har faktisk fundet en historie, der startede på Facebook og via en masse "venner" flyttede sig over på de seriøse medier. Historien om, at Lars Løkke Rasmussen engang selv havde overvejet, om danskerne skulle arbejde 12 minutter mere, blev sat i mediesøen via Facebook af en 48-årige bedemand fra Viby Sjælland.

Eksemplet er lærerigt – for var der overhovedet tale om en væsentlig historie? Det mener to politiske kommentatorer ikke. Men da den først kravlede ud af Facebook og via Ekstra Bladet ind i gammelmedierne, så blev den repeteret igen og igen. I dét tilfælde fødte Facebook en historie, der endte med at sætte dagsordenen. Men det var ikke Facebooks skyld. Det var bare slap redigering på gammelmedierne. Og det kunne jo også være sket, før Facebook blev opfundet.