Frances Haugen, der i forrige uge som whistleblower fra Facebook blev en central kilde til afsløringer om techgiganten, er blevet inviteret til at besvare spørgsmål fra medlemmerne af Europa-Parlamentets udvalg for det indre marked og forbrugerbeskyttelse, skriver MediaWatch.
Invitationen kommer i forbindelse med EU’s kommende regulering af digitale ydelser.
”Det giver mig og mine kolleger i udvalget en unik mulighed for at få indblik i Facebooks forretningsmodel og virkemåde. Den viden er meget værdifuld for vores igangværende forhandlinger om DSA’en, som netop sigter mod at regulere onlineplatforme, så de ikke virker til skade for brugerne,” siger den danske chefforhandler for lovkomplekset, Christel Schaldemose (S), i en skriftlig kommentar til MediaWatch.