Massive protester og underskrifter fra mere end 50.000 brugere får nu Facebook til at ændre dets nye annonce-system, hvor personfølsomme oplysninger blev registreret og givet videre.
Efter blot tre uger med annoncesystemet 'Beacon' har Facebook måttet sande, at det gjorde mere skade end gavn at tilgodese annoncørernes hede ønske om at få adgang til detaljerede oplysninger om forbrugsmønstrene blandt de godt 55 mio. brugere af Facebook.
Systemet Beacon var ellers udformet sådan, at brugerne altid selv skulle tilkendegive, om de ønskede at give tredjepart adgang til personfølsomme oplysninger. Facebook tilbød to valgmuligheder, der poppede op på skærmen, men mange brugere overså valgmuligheden for at blokere inden den forsvandt fra skærmen. Og det efterlod et indtryk af, at folk på Facebook nærmest blev tvunget til at give oplysninger om deres online køb videre.
Foreløbig har Facebook valgt at ændre på systemet, sådan at brugerne nu får større indflydelse på, hvorvidt de overhovedet vil deltage i Beacon-systemet eller ej. Fremover skal brugerne eksplicit tilkendegive, hvorvidt de ønsker at deltage – inden oplysninger om deres online-køb gives videre.
Selv om Facebook nu ændrer på systemet i et håb om at genoprette tilliden til dets brugere, så nåede mere end 40 hjemmesider at koble sig på Beacon-systemet, hvor de har kunnet tracke brugernes forbrug- og købs-adfærd – heriblandt Blockbuster.com, Fandango.com og Overstock.com.
Læs også Facebook og MySpace i modvind
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.