Facebook og MySpace i modvind

De sociale netværksmedier, Facebook og MySpace, er for første gang raget uklar med dets egne brugere. Borgergrupper frygter for privatlivets fred efter indførelsen af reklamer, som tilpasses den enkeltes profil.    

De sociale netværksmedier, Facebook og MySpace, er for første gang raget uklar med dets egne brugere. Borgergrupper frygter for privatlivets fred efter indførelsen af reklamer, som tilpasses den enkeltes profil.    

Efter en ufattelig succesrig start er Facebook og MySpace med et slag ved at gøre sig frygteligt upopulære blandt dets egne brugere.

De ekstremt hurtigt voksende sociale medier har begge meddelt, at de vil til at udnytte brugernes private oplysninger og præferencer i kommercielt øjemed.

Senest har to forbrugerorganisationer i USA bedt de officielle myndigheder undersøge, om MySpace og Facebook overholder gældende regler om privatlivets fred.

De to kritiske organisationer er the Center for Digital Democracy og the U.S. Public Interest Research Group. Og begge hævder, at de nye kommercielle tiltag på de sociale websites vidner om, at reklameindustrien nu fuldstændigt forfølger egne interesser uden overhovedet at skele til, om forbrugerne beskyttes.

Problemet er ifølge de to frontkæmpere for digitale rettigheder, at annoncører får mulighed for at tilpasse reklamer fuldstændigt efter den enkelte brugers profil. Ved at udnytte alle de personlige data og elektroniske spor, som brugerne af Facebook og MySpace har efterladt på deres profiler, kan annoncører målrette reklamerne meget nøjagtigt.

Uden at foretage sig spor kan de indhente viden om brugernes interesser, politiske holdninger og hvilke produkter, de gerne køber.

Den måske mest provokerende feature blandt de mange nye kommercielle tiltag er dog en 'service' fra Facebook, som har fået navnet Beacon. Den giver mulighed for, at der sendes beskeder ud til hele ens vennekreds på Facebook, så snart man har foretaget et køb på andre websites.

Facebook understreger dog, at man selv har mulighed for at kontrollere de private informationer. Man kan således vælge at holde ens køb på nettet hemmeligt for andre – eller begrænse det til udvalgte online-venner.

Alligevel har det fået flere brugere til at stå af. Senest har også den politiske online-aktonsgruppe, MoveOn.org, reageret. De har bedt Facebook om at begrænse Beacon til brugere, som kun selv aktivt har bedt om at få systemet indført.

Dette er dog endnu ikke sket.  

Men begynder brugerne at føle sig utrygge ved Facebook og MySpace, kan de nye kommercielle tiltag udvikle sig til et mareridt for de to sociale medier, skriver amerikanske bloggere.

 

1 Kommentar

Søren Storm Hansen
26. NOVEMBER 2007
EU ser kritisk på Facebook

EU er også opmærksomme på de nye reklameformer:

EU ser kritisk på Facebook