Facebook kan både blive den største trussel og et nyt håb for danske medier, mener journalist og konsulent Ernst Poulsen. Ny rapport viser, at danske virksomheder satser stort på sociale medier, og journalister skal satse tilsvarende for ikke at miste annoncekroner, advarer han.
Facebook kan komme til at true de danske medier på deres levebrød. Det vurderer journalist, konsulent og blogger Ernst Poulsen. Han har været medforfatter på rapporten Social Media Factbook 2011, som udgives af Social Semantic og beskriver virksomheders navigation i de sociale medier.
Grundlæggende er de danske virksomheder på vej ind i en ny verden. Selv om mange virksomheder siger, at de mangler kompetencer, og selv om investeringerne hidtil er relativt begrænsede, så ser cheferne et stort potentiale.
I første omgang er det Facebook, der sluger mest opmærksomhed. På Facebook kan virksomheder nemlig nå direkte ud til kunderne – uden medierne som det besværlige mellemled.
Det betyder, at de danske virksomheder kan annoncere nye jobs på Facebook, skrive direkte ud til fans, når de har et nyt produkt på trapperne, eller lægge op til debat direkte med kunderne.
»Truslen mod medierne er altså både, at de risikerer at miste annoncører, og at de ikke er centrum i samfundsdebatten længere. Samtalen kan lige så godt foregå direkte mellem virksomheder og kunder,« skriver Ernst Poulsen på sin blog.
Ernst Poulsen understreger dog, at de danske virksomheder stadig har en stor udfordring i at bruge sociale medier optimalt.
»Undersøgelsen fra Social Semantic viser også, at virksomhederne indtil nu famler rundt i blinde uden en egentlig strategi, investeringerne er under 10.000 kr, og det er ret få folk i virksomhederne, der arbejder med sociale medier,« skriver han.
Men Facebook kan også blive en løftestang for medierne, hvis de formår at tænke sociale medier ind i deres måde at agere på nettet. Ernst Poulsen leverer tre eksempler på sin blog:
Journalister skal tænke i at interagere med fællesskaber, for eksempel på Facebook og Twitter.
Enkeltjournalister kan samle sig fans eller netværk, som de bagefter kan bruge til at promovere artikler eller få respons direkte fra læserne.
Enkelthistorier kan bruges til at profilere mediet. Her bruger Ernst Poulsen DR's Bertel Haarder-klip som eksempel:
»Da DR lancerede historien om, at politikerne forsøger at styre medierne, og brugte Bertel Haarder som eksempel, så valgte DR samtidigt at lægge hele klippet ud. Det er muligt at "synes godt om" eller "dele" artikler på Dr.dk, og det gjorde 50.000. Samtidigt kom der 7.000 kommentarer direkte til artiklen. Dertil kom et betydeligt antal seere på YouTube, m.v. For DR blev de sociale medier et fortrinligt værktøj til at gøre historien til dagens mest omtalte historie,« skriver han.
Du kan downloade hele rapporten fra Social Semantic
her – dog kræver download, at du tilmelder dig et nyhedsbrev.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.