Et link til en side med debat om censur på Facebook har givet dokumentarist, forfatter og journalist Peter Øvig Knudsen tre dages karantæne fra Facebook.
»Det føles lidt som et personligt overgreb,« siger Peter Øvig Knudsen til Journalisten.
Derfor han nu sendt et åbent brev til Dansk Journalistforbund, hvor han opfordrer dem til at gå ind i sagen.
Næstformand i DJ, Lars Werge, tager dog forløbet med ro.
»Det er deres politik, og det må de håndtere. Så kan man vælge mellem at være med på Facebook eller ikke at være det. Men hvis man er, så ved man et eller andet sted godt, at det er de konditioner, der gælder,« siger Lars Werge.
»Det virker voldsomt«
Peter Øvig Knudsen har tidligere fået en advarsel og først en og nu tre dages karantæne for at poste billeder, fra sine bøger om danske hippier, hvor folk optræder nøgne.
I lørdags postede han dog blot et link til en side, hvor censuren af hans billeder blev diskuteret, og det gav ham tre dages karantæne. Det går ud over hans forretning, fortæller han.
»Jeg tror næsten man skal have prøvet det, for det virker meget voldsomt. For nogen er Facebook blevet en meget vigtig kommunikationskanal, så når man bliver blokeret på Facebook, så svarer det lidt til, at man får lukket sin email-konto,« siger Peter Øvig Knudsen.
Linket inkluderede en såkaldt forhåndsvisning, hvor man kan se en lille udgave af billedet på siden, der linkes til.
»Det er svært at afgøre om det er dét, eller om de faktisk også censurerer folk, der linker til debat af censuren. Det eneste, man får, er et link til sin post og en meget lakonisk meddelelse om, at man har overtrådt Facebooks bestemmelser, og at man blevet blokeret i så og så lang tid,« siger Peter Øvig Knudsen.
Det er heller ikke lykkedes ham at for uddybet udelukkelsen, for han kan ikke gennemskue, hvordan han skal komme i kontakt med Facebook.
»Det er ikke rigtigt mulighed for andet end envejskommunikation fra deres side,« siger Peter Øvig Knudsen.
Det er typisk for tidens multinationale giganter, mener han.
»Det er åbenbart en ny standard, som vi skal til at vænne os til. Både som forbrugere og altså også som journalister. At der simpelthen er nogle firmaer, der nu er så store, at de kan tillade sig den arrogance, at de simpelthen ikke er til at kontakte eller interviewe. Det gør det jo umuligt at arbejde som journalist og at stille folk til ansvar,« siger Peter Øvig Knudsen.
Han ønsker sig derfor, at DJ prøver at trænge igennem til Facebook.
»Mit håb er, at Dansk Journalistforbund kunne få en dialog med Facebook og forklare, at det altså ikke er pornografi, jeg sidder og sender ud, men at det er relativt seriøst dokumentarisme, som de måske godt kunne give lidt arbejdsro,« siger Peter Øvig Knudsen.
Monopollignende forhold
I DJ nikker man genkendende til problematikken, men næstformand Lars Werge mener, at det må være op til den enkelte at vælge den sociale tjeneste og dens politiker til eller fra.
»Det er en generel politik, som man skriver under på, når man sætter sit kryds under al den tekst, man aldrig læser. Det er ikke noget nyt, at de er lidt mere bornerte, end vi er på de nordlige breddegrader. Det er deres politik, og det må de håndtere. Så kan man vælge mellem at være med på Facebook eller ikke at være det,« siger Lars Werge.
Han understreger, at DJ vil tage sagen op, hvis de får en officiel henvendelse, men at han ikke er bekendt med, at det skulle være sket endnu.
Han anerkender dog samtidig, at er problematisk, at relativt få store selskaber sidder med meget magt, for det kan være en hæmsko ikke at bruge deres tjenester.
»Der er jo et monopollignende forhold på det her netværk i det hele taget. Når Apple har haft nærmest monopol på at udgive e-bøger, og der er noget i retning af 3 millioner dansker på Facebook, så vil der være mange, der føler, at de bliver nødt til at være der,« siger Lars Werge.
Derfor er han også enig i, at det er problematisk, at det kan være så svært at komme i kontakt med giganterne, men det har lange udsigter at ændre på, mener han.
»Det lidt kedelige men nok korrekte svar er, at det er et påvirkningsarbejde, som vi er i gang med, og som andre også deler med os. Der skal nok rigtigt store spillere for at lægge pres, men det er et langsigtet arbejde, for det er ikke sådan, at vi bare kan knipse med fingrene, og så er de en løsning på mandag,« siger Lars Werge.
Han fortæller, at DJ løbende arbejder på at få politikerne til at tage problematikken op.
»Men så kan man jo også spørge sig selv, hvor meget indflydelse parlamentarikerne har i den sammenhæng,« siger Lars Werge.
Journalisten forsøger at få en kommentar fra Facebook.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Søren Hansen, jeg har ikke stiftet bekendtskab med porno på facebook. Kan du konkretisere din påstand en smule?
Grotesk, specielt når man ser på hvordan Facebook flyder med porno. En simpel søgning på sjove ord der kan forbindes med erotisk underholdning viser at Facbook har tonsvis af billeder der får Peter Øvig´s til at ligne et familiefoto fra en konfirmation.