Facebook vil stoppe med at anvende ansigtsgenkendelse til automatisk at identificere brugere på foto og video, oplyser selskabet.
Systemet kan automatisk finde frem til Facebook-brugere, som optræder på foto eller video på det sociale medie, og det har længe været genstand for debat.
Flere har udtrykt bekymring for, om deres privatliv er blevet krænket. Der har også været gruppesøgsmål mod systemet.
Senest til december vil det være rullet tilbage. Det oplyser Facebooks vicepræsident for kunstig intelligens, Jerome Pesenti, i et blogopslag.
”Myndigheder er stadig i gang med en proces med at skabe klare regler, som fastlægger rammerne for brugen,” skriver Pesenti.
Omkring en tredjedel af Facebooks brugere har slået ansigtsgenkendelse til. Med fjernelsen af systemet vil cirka en milliard såkaldte ”skabeloner” til ansigtsgenkendelse blive slettet. Det oplyser selskabet.