For bare 14 år siden var det blot fem procent af befolkningen, der dagligt sad og surfede rundt på internettet i deres fritid. Og for bare otte år siden læste 56 procent af befolkningen avis hver dag. Se tallene for 2012
Det kommer næppe som en overraskelse, at danskernes medieforbrug ser anderledes ud end for 14 år siden, men det er alligevel iøjefaldende, hvor meget medieforbruget har forandret sig. I Kulturministeriets store analyse 'Danskernes kulturvaner 2012' har 4.800 voksne danskere givet indsigt i deres medieforbrug.
Når deres vaner bliver omsat til tal, viser det, at kun 46 procent dagligt læser dagblade. I 2004 var tallet 56 procent. I 1993 var det 75 procent af befolkningen, som dagligt bladrede i avisen.
Til gengæld sad kun 43 procent dagligt og surfede på internettet i fritiden i 2004, i dag bruger trefjerdedele af befolkning dagligt nettet, når de er hjemvendt fra arbejde. Det er ikke mere end 14 år siden, at kun fem procent af befolkningen brugte internet i deres fritid.
I 2004-undersøgelsen angav 83 procent, at de havde en mobiltelefon. Herfra brugte under fem procent mobiltelefonen til 'internet/e-mail'.
Her otte år senere render langt flere rundt med internet i lommen eller i tasken. En undersøgelse, som er gennemført af Index Danmark/Gallup, viser, at andelen af danskere, der ejer en smartphone, på under et år er øget fra 1,5 mio. til 2,1 mio.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.