For eksempel formanden for journalistforbundet, Mogens Blicher Bjerregård, og Rasmus Mark Pedersen, der er formand for den journalistgruppe, som blev oprettet under Fagligt Forum.
Jeg kunne se på det efterfølgende pressefoto, at der var cirka 10 til stede ved oprettelsen af journalistgruppen.
Der, hvor jeg pludselig blev rigtig bange, var, da jeg for et par dage siden kunne se formanden for den lille undergruppe, Rasmus Mark Pedersen, optræde i Lorry med titlen ”Formand for Journalisterne i Dansk Journalistforbund”. Rent juridisk er det jo rigtigt, og jeg kan ikke skyde Lorry eller andre noget i skoene ved at kalde Rasmus formand for journalisterne. Der er bare det lille problem, at det er han ikke. Det er foreløbigt ganske få mennesker, der er aktive i undergruppen, og gruppen har ikke tilnærmelsesvis mennesker nok i ryggen til rent demokratisk at kunne repræsentere andet end et fåtal. Det stiftende møde foregik end ikke på Fagligt Forum, men efter at programmet var slut på sidstedagen. Det er Mogens Blicher Bjerregård, der er formand! Hundredvis af mennesker har peget på ham. Han er formand for os alle, og han lægger linjen, om man er enig eller uenig. Med andre ord. Jeg er journalist i DJ, og Rasmus er ikke min formand.
I det konkrete tilfælde handlede det om en af talrige kommentarer til Se og Hør-skandalen. Rasmus Mark Pedersen sagde intet, alle ikke kunne være enige i. Men der skal ikke komme særligt mange sær-synspunkter fra undergruppen, før det begynder at være noget rod. Ude ved kakkelbordene vil alle tænke, at når man er formand for Journalisterne i DJ, så repræsenterer man journalisterne. Virkeligheden er, at man repræsenterer de mennesker, der melder sig ind i gruppen. Derfor beder jeg: Få styr på jeres titler, og kommer der eksotiske meldinger fra undergruppen, som forbundet ikke har clearet, skal det fremgå tydeligt, at man ikke har tusindvis af danske journalister i ryggen.
– Peter-Mikkel Pihl Rasmussen, P4 Sjælland
SVAR:
Hej Peter. Tak for lykønskningen. Du har helt ret i, at vi skal koordinere vores udmeldinger. Allerede når du læser dette blad, har Mogens og jeg sandsynligvis haft et møde. Så det er vi helt klar over.
Jeg forventer, at en kilde svarer, når jeg ringer og spørger om noget. Derfor var det meget naturligt at svare, da Politiken i første omgang ringede til mig for at høre, hvad formanden for den nye journalistforening mener om Se og Hør-sagen. Jeg gjorde også meget ud af at forklare, hvad det er, jeg er formand for – også da tv ringede efterfølgende: En nydannet forening for journalister i DJ. Hverken mere eller mindre.
Det billede, du refererer til, er nok billedet af vores nye bestyrelse. Vi var næsten 90 mennesker til generalforsamlingen og måtte hente ekstra stole for at kunne være i lokalet.
Vi har allerede fået forhåndstilkendegivelser fra medarbejderne på arbejdspladser, der repræsenterer 1.750 medlemmer. Foruden de flere end 100, der af eget initiativ har meldt sig ind på j.mp/journalisterne.
Så helt så eksotiske er vi ikke.
Med venlig hilsen
– Rasmus Mark Pedersen, formand, Journalisterne
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.