400 dage mellem deadline
Serial narratives er en genre, som en lille eksklusiv gruppe af amerikanske journalister og aviser i stigende grad dyrker. Og Thomas French og hans avis, St. Petersburg Times i det vestlige Florida, er væsentlige medlemmer af den gruppe.
Det er historier, der fuldstændig bryder med konventionel journalistik både i form og omfang. Det er baggrundshistorier, der giver ordet baggrund ny mening. Og de får en lang søndagshistorie i en dansk avis til at minde om en Ritzau-note. Historierne har ofte et omfang, der svarer til en bog.
Læserne bliver ikke informeret om en sag, de genoplever snarere begivenhederne, som hovedpersonerne i fortællingen oplevede dem. Læserne kommer så tæt på, at de både ser, lugter, smager og hører situationerne, som de foregik. De bliver fluen på væggen i andre menneskers ofte dramatiske liv.
Selvom Thomas Frenchs skrivebord er placeret midt inde på den summende nyhedsredaktion på St. Petersburg Times, så er det der med daglige deadlines ikke noget, han og hans historier kender noget til.
I de seneste tolv år i hans avisliv er deadline noget, der er gået år og dag imellem. Og den noget upræcise tidsbetegnelse skal faktisk forstås ret bogstaveligt. Der går ofte mere end 400 dage imellem Thomas Frenchs byline er i avisen.
Men så er den også til at få øje på.
“Læsere vil have dybde, sammenhæng og detaljer. Hvis du giver læserne noget stærkt, så vil de læse og læse og læse og overskride alle de forventninger, vi på nyhedsredaktionerne har til læseres tålmodighed,” siger Thomas French.
St. Petersburg Times’ erfaring er da også, at når en French-historie kører, så stiger avissalget. Ud over et øget salg høster den lokale avis i det vestlige Florida med et søndagsoplag på en halv million også en masse prestige på sine narratives. Baseret på 100 chefredaktørers vurderinger ligger avisen nr. 9 på USA’s top 20-liste over landets bedste aviser.

Pulitzer Prize
År efter år opnår avisens historier nomineringer til The Pulitzer Prize, USA’s fornemste journalistiske hæderspris. For to år siden fik Thomas French feature-Pulitzer-prisen for én af sine serial narratives. Det var historien Engle og dæmoner (Angels & Demons), der udløste prisen.
En gribende historie på 30 avissider om den tragedie, der ramte landmandsfamilien Rogers. Moderen i familien tog med sine to døtre til Florida på ferie – deres livs første ferie. Deres lig blev fundet en uge senere flydende i havet. De havde bundne hænder og fødder og en cementblok bundet om deres hals. Historien er et portræt af landmandsfamiliens liv, så detaljeret at læseren kender selv køernes navne. Dagene op til de tre kvinders drab er rekonstrueret i mindste detalje, og så følger man de tre års efterforskning, retssagen og den efterladte mands liv efter tragedien.
Historien bliver trykt otte år efter, at drabene fandt sted og tre år efter, at morderen blev dømt. På den måde bryder French fuldstændigt med journalistikkens sædvanlige krav om aktualitet.
“Det er igen én af journalistikkens fejlslutninger, at kun noget nyt er interessant. Jeg læser lige nu en bog om Elvis Presley – og han har været død i mere end 20 år. Alligevel er han utrolig interessant.”
“Selvfølgelig er der en speciel kraft i umiddelbarheden – det der sker lige nu eller lige er sket. Men vi journalister skal ikke altid spille med i det spil. Når historien er stærk, er alderen på begivenheden ligegyldig.”

Fire års research
Thomas French arbejdede på Angels & Demons igennem næsten fire år. Han begyndte sin research et halvt år før retssagen i 1994, fem år efter de tre kvinder var blevet myrdet.
“Lige siden jeg i 89 så de tre myrdede kvinders ansigt i avisen, har jeg villet lære dem at kende, hvem var de, hvad gik de igennem, og hvorfor skulle de dø på den måde.”
French fortæller Angels & Demons over syv kapitler. Første kapitel trykkes en søndag, og der bringes et kapitel ad gangen med et par dages mellemrum over de efterfølgende 14 dage.
Hvert kapitel slutter med cliffhangers, så læseren bare er nødt til at få næste kapitel i en krimi fra den virkelige verden. French arbejder hele tiden med suspense – spænding, hvor læserne tirres til at hænge på for at få svaret.
“Vi er vant til i vores normale liv, at vi får alting lige med det samme. Derfor bliver det stærkt, når du tvinger folk til at vente. Alle gode ting tager tid. Intet af værdi sker straks.”

Ud med nyhedstrekanten
Thomas French griber dybt ned i de skønlitterære forfatteres værktøjskasse og kasserer samtidig en bunke af journalisters fortælletraditioner.
Nyhedstrekanten for eksempel er for længst havnet i Frenchs skraldespand.
“I det øjeblik du putter alle pointerne i starten af historien, så fratager du jo læseren incitamentet til at blive ved med at læse. Tænk, hvis en biografdirektør inden en film gik ind og sagde, der vil ske det og det. Hvorfor så bruge tid på filmen? Så er det jo ligegyldigt,” forklarer Thomas French på en så indlysende måde, at nyhedstrekanten tydeligt ligger stendød ved siden af ham.
“Tænk bare på, hvor kedelig Hamlet ville være som en nyhedshistorie – eller Borte med blæsten? De to historier ville jo kunne fortælles i én linje.”
Og så sammenligner han det at læse og skrive med et parforhold.
“Når du begynder en lang historie for din læser, er det nærmest, som når du har din første date. Du skal lade tingene folde sig ud lidt efter lidt. Du ville jo aldrig i livet fortælle alt om dig selv på den første date, eller kræve sex lige med det samme. Rigdommen i livet og rigdommen i det at læse er ikke at vide, hvad der sker lige om lidt.”
“Vi er grundlæggende alle drevet af nysgerrighed, vi vil vide, hvad der sker. Og det er den drift i folk, man skal udnytte, når man skriver. Tag tiden! Lad tingene folde sig ud – gerne ofte i den kronologiske rækkefølge, som tingene skete i. Så oplever læserne samme uvished, samme ventetid, som personerne gjorde i den virkelige historie.”
Man skal heller ikke have læst mange French-spalter, før man mærker en stærk motor, der får én til at hænge på. Er det morderen..vil den efterladte far klare det..vil de blive dømt …
“Jeg bruger meget tid på opbygningen af historien. Frem for alt vil jeg have, at slutningen er stærkere end starten.”

Et tårn af blokke
Professionel reporters notebook står der på de hvide blokke, som ligger overalt ved Thomas Frenchs skrivebord. Side efter side er de fyldt med håndskrevne detaljer om farver, navne, klokkeslæt, ansigtsudtryk, stemninger, bilmærker, tøjmærker, musiknumre, adresser, hotelværelser, vejstrækninger …
For at holde styr på titusinder af detaljer har hver eneste blok et nummer, og de enkelte sider i blokken er nummereret. Når Thomas French så kommer hjem til sin computer, skriver han de fortællende detaljer ind i et indeks og noterer, hvor henne i tårnet af blokke han kan finde dem.
“Få altid hundens navn” er et af Frenchs råd til reportere. Han ville hade at skrive, at en mand kører væk i sin bil. Han ville altid kende bilmærket, modellen, farven …
“Detaljerne giver læseren mulighed for at rekonstruere begivenheden i sin egen hjerne. Jeg ønsker, at læseren skal kunne opleve det, personerne i min historie har oplevet. Og her er detaljerne afgørende – de får læseren helt hen at sidde ved siden af personerne i historien.”
“Vi går ekstremt meget op i, at samtlige detaljer er helt præcise, derfor accepterer vi også, at vores kilder læser udkast igennem. For hvis jeg skriver, at en væg var blå, så skal den også være det – ellers mister du hele din troværdighed,” fortæller Thomas French og kommer i tanke om katastrofen.
I én af sine detaljerede beskrivelser af en kvinde skriver han, at hun har brunt hår. Katastrofen opstår, da avisen er trykt, og fotografiet af hende er taget flere måneder senere end interviewet, og kvinden har i mellemtiden fået blondt hår.
“Så tvivler læseren jo på hele din historie. Det må ikke ske.”
Rekonstruktion
Den beskrivende detalje er hele kernen i Frenchs journalistiske værker. Og det er her, han griber dybt i den litterære værktøjskasse.
Hans historier er ligesom skønlitteratur og biograffilm bygget op af scene på scene. Det er enten scener, hvor han selv var øjenvidne, eller rekonstruktioner baseret på kilders erindringer.
Thomas French er ikke bange for at bruge rekonstruktion i sin journalistik, selvom han er bevidst om risikoen for, at kilder bevidst eller ubevidst beskriver begivenheden forkert.
“Det er selvfølgelig farligt. Men også i almindelig journalistik er folks hukommelse ofte det eneste, journalisten har. Forskellen er bare, at i almindelige artikler skriver man hele tiden, siger den og den eller ifølge den og den … Vi skriver bare scenen og skriver ikke kilden i hver eneste sætning. Vi forsøger at gøre det mere elegant.”
I stedet laver Thomas French en boks ved hvert kapitel i serien, hvor han skriver, hvilke mundtlige og skriftlige kilder, historien er baseret på.
Der er stort set ikke citater i narrative serials – altså citater hvor kilden siger noget til journalisten. Citaterne bliver erstattet af dialog-bidder. Det kan igen enten være en dialog, som Tom French overværede, eller rekonstruerede dialoger, baseret på kildernes hukommelse. Altså en gengivelse af ordvekslinger som kilderne mente, de fandt sted.
Netop denne brug af rekonstruktion, hvor man som journalist ikke har overværet begivenheden, bliver diskuteret meget blandt journalisterne på avisen. Flere mener, at det er betænkeligt.
Anne Hull er en anden af avisens velanskrevne journalister, som også skriver serial narratives. Hun bruger i vid udstrækning de samme litterære fortælleteknikker som Thomas French, men rekonstruktion er hun skeptisk over for.
“Din journalistik bliver sårbar, hvis du ofte bruger rekonstruktion. Læserne kan med rette så tvivl om troværdigheden. Jeg kan bedst lide selv at have observeret med mine egne øjne og ører. Det giver en bedre præcision i researchen, og du kan skrive med langt større autoritet,” siger Anne Hull.

Ekstremt stærk historie
I år var hun tæt på at få to Pulitzer Prizes (nomineret til finalen i feature og i politisk reportage) for en serial narrative om en gruppe mexicanske kvinder, som kommer til USA med drømmen om et bedre liv. De arbejder i fiskeindustrien med at rense krabber under elendige arbejdsforhold. Kvinderne bliver importeret til at arbejde i USA seks måneder om året, fordi ingen amerikanere vil have arbejdet.
I otte måneder fulgte hun kvindernes liv, rejste med dem fra den lille landsby i Mexico til USA og tilbage igen. Det blev en reportage fortalt over tre dage i St. Petersburg Times, som af Pulitzer-komiteen blev beskrevet som en ekstremt stærk og samtidig stille historie.
“Det er en historie om det forkælede USA, der altid bruger folk og samtidig er fuldstændig ligeglad med, hvad der sker med de mennesker. Det er usynlige mennesker i det amerikanske samfund, og mit mål var at få læseren tæt på, så de kunne mærke, hvordan det er at stå ved det krabbe-arbejdsbord i seks måneder. Det var en historie om mennesker,” fortæller Anne Hull.
Historien, som hedder Una Vida Mejor (et bedre liv), er en stor lagkage af scener, der er proppet med detaljer og dialog, hovedsagelig baseret på det, som Anne Hull så og hørte i de måneder, hun tilbragte sammen med de mexicanske immigranter. I den historie indgår der meget få scener, som er baseret på andres erindring.
“Jeg var sammen med dem i så lang tid, at jeg stadig kan høre, hvordan nogle af dem griner. Jeg kunne næsten føle, hvad de tænkte. Det går så dybt ind i ens sjæl, at det bliver en del af ens liv. Jeg tænker stadig på kvinderne dagligt,” siger Anne Hull.
Flere forlag har kontaktet hende for at udgive historien som bog. Det er ikke usædvanligt, at avisens serial narratives efterfølgende udkommer som bøger. To af Thomas Frenchs historier står på hylderne hos boghandlerne. Den ene Unanswered Cries er en moppedreng på 397 sider.

En live-udgave
I foråret afprøvede Thomas French og Anne Hull deres fortælleteknikker på en helt ny måde. Sammen med en tredje journalist lavede de en serial narrative nærmest i en live-udgave med daglige deadlines.
I et år researchede de på en stor mordsag i det vestlige Florida, hvor en teenagedatter var anklaget for at have dræbt sin mor. Hun havde dræbt moren sammen med sin kæreste og én af deres venner.
Målet var at tegne et minutiøst portræt af datteren, moren, deres liv, deres venner, drabet, flugten, tiden i fængslet. Klimaks var retssagen, som kørte i foråret.
Serien starter i avisen med et kæmpe kapitel om morens forsvinden, de tre unge menneskers flugt i moderens bil, politiets jagt … Første kapitel bringes dagen før retssagen, og dækningen fortsætter så i de 14 dage, retssagen mod teenagedatteren Valessa varer.
Retsreportagen fylder dagligt mellem to og tre avissider og kombineres hele tiden med de baggrundshistorier, de tre journalister har researchet og skrevet i løbet af det seneste år. Det er som i avisens øvrige serial narratives fortalt med scene på scene. For eksempel har reporterne kørt den samme tre-dages-biltur, som de tre unge drabsmænd havde kørt under deres flugt, stoppet på de samme tankstationer, moteller, været inde på de samme toilet-ter …
“Vi rekonstruerede hele flugten i mindste detalje, talte med stort set alle, de havde mødt. Så de samme ting, som de unge mennesker havde set. Det er detaljerne, der får historien i live igen. Det er nuancerne, der giver en historie mening, og som får folk til at forstå, hvor komplekst livet er,” siger Anne Hull.
Også retsdækningen er skrevet med ekstremt mange visuelle detaljer og med de dialoger, som lød i retssalen.

Soap opera
St. Petersburg Times vælger dagligt at bringe en boks, hvor avisen forklarer, hvorfor de dækker sagen så intensivt – “sagen indeholder stærke temaer, som rammer mange familiers liv: kampene mellem teenagere og deres familier, en skilsmisses belastninger, narkotikaproblemer …”
“Selvfølgelig er Valessa-historien en krimi og dermed også en slags underholdning. Men det er i alt et væsentligt drama, som rummer væsentlige bagvedliggende temaer om retssystemet, om familiekriser, om narkotika …”
Og læserne i St. Petersburg steg fuldstændigt på historien. Den blev samtaleemnet i byen.
“Reaktionerne var ekstremt kraftige. Folk var vilde med den, fordi de gennem spalterne havde fået et forhold til personerne i retssalen. De fulgte den som en slags virkelig soap opera,” siger Anne Hull.
“Alle kunne identificere sig med historien. Der var mange forældre, der fandt paralleller i de kampe, Valessa havde med sin mor. Folk læste hvert et ord. Også på vores web gik folk helt amok og deltog i en heftig debat,” siger Thomas French.
De tre journalister arbejdede fra syv morgen til et om natten hver eneste dag i de 14 dage, Valessa-sagen kørte.
“Vi var fuldstændig udmattede og kunne ikke have kørt ret man-ge flere dage,” fortæller French.
“Vi dræbte ikke hinanden!!!” konstaterer Anne Hull sarkastisk for at beskrive, hvor hårdt det er at være tre om at køre en så stor historie.

Smertefuldt at skrive
“Tom (Thomas French red.) har en meget velorganiseret hjerne. Han er meget matematisk. Jeg er mere som en uorganiseret maler. Han laver skeletter for sin historie – det kan jeg slet ikke. Så synes jeg, man skriver efter numre, i stedet for bare at male og kreere. “Let the writing take you” er mit princip,” fortæller Anne Hull, som til gengæld må leve med, at det tager langt mere tid for hende at skrive.
Det tog hende næsten tre måneder at skrive Una Vida Mejor. Hun sad ved sin computer på redaktionen dag efter dag og skrev, mens hun lyttede til mexicansk musik for at komme ind i den rette stemning. Mange nætter tilbragte hun på en briks i redaktionen.
Selvom de er skribenter med et meget stort S, så er skriveprocessen alt andet end en leg. Både når Anne Hull og Thomas French beskriver deres skrivefase, kan man nærmest læse en smerte i deres øjne. Det er en leg at læse deres historier, men det er en kamp at skrive dem.
“Der er sprogcoachere, der siger, at man – for at blive en god skribent – indimellem bare skal skrive for sjov. Det kunne jeg aldrig finde på. Det er langt ude. Det er bare så hårdt at skrive,” siger Anne Hull
– Hvad er sjovest for dig at _researche eller …?
JOURNALISTEN når slet ikke at stille spørgsmålet færdigt, før Thomas French har svaret.
“Årh, at researche er langt sjovere end at skrive. Det er smertefuldt at skrive. Jeg elsker det, men jeg hader det endnu mere.”

Fiktion frister ikke
De to litterære journalister har ingen overvejelser om at droppe fakta og springe over i den skønlitterære verden. Det frister dem ikke, at de kunne springe det meste af detaljejagten over.
“Jeg tror ikke, at min fantasi kan matche, hvad der sker i virkeligheden. Det virkelige er det stærke,” siger Thomas French.
“Selvom du havde lavet den bedst sælgende bog gennem alle tider, så vil den aldrig på samme måde blive en del af en hel bys liv, som en stor journalistisk historie kan. Skønlitteratur har ikke samme effekt.”
Og Anne Hull har det på samme måde – hun vil gerne skrive som en skønlitterær forfatter, men historierne skal være baseret på virkeligheden:
“Jeg tror, det er meget hårdere at skrive fiktion. I journalistik kommer du hjem med en fuld notesblok, i fiktion har du en tom notesblok, og der har du kun dit hoved og dit hjerte at hente fra. Fiktion er hårdt, fordi det tvinger dig til at kigge ind i dig selv – journalistikken er udadvendt, og det elsker jeg.”