Rammer du din målgruppe? Hvad siger kunderne om din virksomhed? Engagerer borgerne sig i din kampagne?
Medieanalysefirmaet Retriever tilbyder sine kunder søgninger i alle opslag på Facebook – ikke kun oplysninger i offentlige profiler, men også de lukkede profiler blandt Facebooks 1,5 milliard brugere.
»Vi vil kunne se, hvad brugerne deler, og hvad de engagerer sig i. Det er oplysninger, man ikke har kunnet finde hidtil,« forklarer direktør i Retriever Danmark Alan Malligsen.
Adgang til 100 procent
Førhen har Retriever og tilsvarende virksomheder kun kunnet søge i åbne facebookprofiler.
»Det er kun 2-5 procent, der har været åbent. Nu har vi adgang til 100 procent,« siger Alan Malligsen.
Målgruppen for de såkaldte ’public opinion data’ er for eksempel kommunikationsfolk, journalister og reklamefolk, der ønsker en temperaturmåling på Facebook. Der har længe været en efterspørgsel på at komme tættere på stemningen i ”folkedybet”.
»Det bliver muligt at få information om tonen i omtalen via en maskinel analyse baseret på fremkomsten af positivt eller negativt ladede ord,« forklarer Alan Malligsen.
Oplysninger anonymiseres
Alan Malligsen siger, at oplysningerne ikke kan henføres til den enkelte facebookbruger.
For eksempel skal der mindst være 100 personer i en søgning, for at den giver et resultat. Søgningen kommer ikke til at omfatte unge under 18 år, og der er kun adgang til oplysninger, som er højst 30 dage gamle.
»Oplysningerne er anonymiserede, så vi vil ikke kunne se, hvad Hans Peter i Hjørring har skrevet. Men vi vil kunne se, hvor mange mænd mellem for eksempel 35 og 45 år som har skrevet om stormflod eller en bestemt læskedrik,« forklarer han.
Onlinelytning på alt facebookindhold er et helt nyt fænomen, som første gang blev lanceret i udlandet i 2015 af virksomheden Datasift. Datasift har en aftale med Facebook om adgang til Facebooks brugerdata. Det er Datasift, som har lavet et nordisk partnerskab med Retriever, hvor man kan måle på køn, alder, geografisk placering, tema i omtale – og om en omtale er positiv eller negativ i forhold til et brand.
Der findes i dag en række gratis værktøjer til overvågning af sociale medier – værktøjer, som ofte også benyttes af journalister. Tweetdeck kan for eksempel overvåge Twitter. Med Hootsuite kan man lytte med på flere forskellige sociale medier, mens for eksempel Meltwater, Infomedia og Overskrift.dk sælger betalingsløsninger.
Rettet klokken 15.41: Det fremgik af artiklen, at Retriever er de første i Danmark, der har indgået aftale om adgang til Facebook Topic Data fra Datasift. Men det danske firma Falcon Social oplyser til Journalisten, at de har tilbudt det samme siden sommeren 2015.
7 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
"Tweetdeck kan for eksempel overvåge Twitter"
Tweetdeck er et interface der kan vise flere feeds - det er ikke mere at overvåge end at kigge på facebooks tidslinie, eller på selve twitter.
Hootsuite er ca det samme værktøj så vidt jeg har forstået, bare med flere sociale medier i "pakken".
Men hvorfor er I så på Facebook (i det omfang, I nu måtte være det)? Jeg hører ofte disse bekymringer fra folk, der dagligt bruger timer på "Fjæsen". Selv har jeg været nødt til at oprette en proforma-profil for at tjekke et par grupper om børnenes fritids-interesser. Men profilen er tom, og alt er slået fra. Ingen er altså tvunget til at deltage med (privat)livet som indsats. Og det er da svært at klage over, at nogle stjæler noget, man selv har kastet i grams.
Den egentlige skandale er vel, at medierne - endog de licensbetalte - bruger Facebook (og Twitter) som om det var en uomgængelig del af internettet - og ikke et privat snylter-selskab af tvivlsom habitus.
Det med at snyde når man opretter en profil, dvs falsk profil, er faktisk ulovligt. Det er faktisk noget man siger man ikke vil gøre når accepterer FB og i øvrigt andre sociale mediers betingelser. Jeg ville bare lige nævne det. Tror næppe at der kommer nogen efter een, selv om det ifølge det svenske piratparti er sket. :-0
Facebook har fra dag ét misbrugt begrebet 'privatlivsindstillinger'. Intet er privat på FB. Men misbruget har desværre forført en masse mennesker, for tror man ngt er privat, så deler man flere intime ting, det viser forskning fra Alessandro Aquitsti. En ting er hvad man kan købe sig til af 'anonymiserede' data. En anden er hvad FB ved og kan sælge direkte adgang til. Det er derfor danske politikere putter flere og flere (skatte) penge i FB. Mit bud er og har længe været: Fake it på FB. Obfuscation, hedder trenden. Lad dine venner kende din fake ID, det er ikke dem, du vil snyde, men ellers find på nyt navn, sexuel orientering, alder, køn mv. Brug VPN når du er på. Og del alligevel ikke det, du synes er privat under nogen omstændigheder nogen steder online og slet ikke billeder af børn. I øvrigt prøv at se hvordan du kan stalke dine ikke-venner på FB med graph.tips
Du har naturligvis en pointe at du kan skrive hvad som helst ang alder mm på din profil. Men de fleste vil være ret præcise, for hvad vil ens venner og familie ikke sige, hvis du fx gør dig selv 10 år yngre eller giver dig selv en opdigtede fjer i hatten? Folkedomstolen siges at være den hårdeste, den kan du så gange med antallet af nære venner og familiemedlemmer.
Flere