LUKNING. »Den ret ligegyldige tryksag Dato, som læserne også kvitterede for ved ikke at læse den.« Sådan lød nogle af mindeordene over morgenavisen Dato; disse udtalt af Lasse Jensen i P1s Mennesker og Medier.

Ja, set fra Nordstjernen er alt jo ligegyldigt, og Jensens afskedsord må bare ses som et udtryk for den foragt, som dele af den etablerede presse føler for gratisaviserne – disse opkomlinge.

Foragten er ilde anbragt. De gamle avisers læsertal falder jo og fortsætter med at falde. Det får vi mange forklaringer på. Folk har så travlt, der er Internet, tv og så videre. Det er altså nogle andres skyld. Aldrig pressens.

Var det ikke for gratisaviserne, ville en halv million danskere aldrig få læst avis. Det gælder ikke mindst unge, indvandrere og kortuddannede. Netop de har jo valgt de dyre betalingsaviser fra. Nu får de faktisk læst en lille smule avis hver dag og bliver dermed en lille smule bedre samfundsborgere og en lille smule sværere for politikere, erhvervsfolk og eksperter at løbe om hjørner med.

Det har også Dato med sine 200.000 læsere givet sit lille bidrag til. Om det bidrag har været ligegyldigt, er nok et spørgsmål om demokrati-opfattelse.

Læsertallet var heller ikke læsernes kvittering for dårlig journalistik. Det skyldtes alene, at Berlingske undlod at dele avisen ud i trafikken – for ikke at genere Urban.

Men det er en populær påstand, at gratisaviser er dårlige.

Samme dag, som Dato blev lukket, overværede jeg et debatmøde med et par chefredaktører og en medieforsker. Medieforskeren mente – som jeg – at det egentlig ikke gik særlig godt; gratisaviserne render jo med læserne.

»Ork nej,« replicerede Politikens Tøger Seidenfaden, »gratisaviserne, de bestiller ikke andet end at skrive af efter Politiken.«

Var det sandt, havde vi korte arbejdsdage.

Dato blev alene i februar citeret 42 gange af radio og tv. Dertil kommer citater på netaviser, tekst-tv og selvfølgelig i andre aviser via Ritzau. Vel ganske godt for en avis med under 40 redaktionelle ansatte.

Måske skulle man tage ved lære i stedet for at foragte. Hvad kunne Dato? Vi havde ikke kræfter til features og kampagnejournalistik. Til gengæld kunne vi lave klassisk, objektiv nyhedsjournalistik på alle stofområder, herunder også erhverv.

Vi vidste ikke, om vores læsere lå i det grønne eller blå segment. Til gengæld prøvede vi at skrive for alle, som ville læse os. Vi støttede os her på en fornemmelse for, hvad en god historie er – en fornemmelse, som ligger i faget, og som vi deler med de fleste journalister – uanset medie.

I den forstand var Dato ikke nogen fornyelse, men en besindelse – en besindelse på reglerne for klassisk journalistisk.

Herunder reglen om aldrig at skrive længere end nødvendigt.

Det er svært at skrive kort. »Undskyld, jeg skrev så langt, jeg havde ikke tid til at skrive kort,« sluttede Cicero engang et brev til sin hushovmester. Kort form kræver et sikkert sprog og en klar forståelse. Med tekstmassiver kan man skjule egen rådvildhed – og emnets ligegyldighed. Og skræmme mange læsere bort.

Uffe Gardel er journalist på Berlingske Tidende – fra august 2006 til april 2007 debatredaktør på morgenavisen Dato.