Hvorfor blev du journalist?
Da jeg var 15 år, gik jeg ned på det lokale bibliotek og læste i en ’hvad kan du blive-bog’. Der stod et kapitel om at være skrivende journalist. Det fascinerede mig og lød fantastisk spændende. Fra den dag har jeg aldrig villet være andet.
Hvordan blev du en del af Snowden-teamet?
Den 31. maj 2013 fortalte min redaktør i New York mig, at jeg dagen efter skulle til Hongkong med avisens klummeskribent Glenn Greenwald og den amerikanske dokumentarist Laura Poitras. Laura havde i måneder e-mailet med den her anonyme mand, som viste sig at være Edward Snowden. Han påstod at have en kæmpe historie. Han havde specifikt bedt om at tale med Glenn, fordi han har beskæftiget sig indgående med overvågning. Jeg blev sendt med, fordi jeg har været på avisen i mange år. De stolede på mig. Glenn havde kun været på avisen et år, og Laura var slet ikke tilknyttet. Vi var bange for, at Snowden var en joke. Vi var nødt til at tjekke det.
Vi kom til Hongkong søndag den 2. juni. Om mandagen mødtes Glenn og Laura med Snowden. Han ventede kun de to, så jeg mødte ham først tirsdag. Onsdag tog vi alle tre hen på hotellet, og torsdag morgen Hongkong-tid publicerede vi den første historie. Vi var der i 10 dage. Vi sov to timer hver nat. Vi var høje på adrenalin og kaffe. Jeg var et vrag, da vi tog hjem.
Hvad var den største udfordring ved at skrive NSA-historierne?
Kompleksiteten. Jeg skrev også om WikiLeaks-dokumenterne, og de var skrevet af diplomater. De var forståelige. Det var NSA-dokumenterne ikke. De var til NSA-folk, så de var ekstremt tekniske og fyldt med koder og akronymer. Det var alt sammen nyt for mig.
Hver morgen, når vi gik hen til hans hotel i Hongkong, tænkte vi, at han ville være væk. Så vi havde altid travlt med at få så meget information ud af ham som muligt. Vi var altid bekymrede for, at CIA skulle komme og anholde Snowden – og os.
Det har altid undret mig, at hvis dokumenterne var så farlige for den nationale sikkerhed, som den amerikanske regering påstod, at CIA så ikke fik ham i Hongkong.
Sikker kommunikation mellem os og redaktionerne i New York og London var også en stor udfordring. Vi gik straks bort fra krypteret gmail og begyndte at bruge Crypto Chat. Men efter 24 timer fandt vi ud af, at det ikke var sikkert. Så brugte vi Hushmail. Efter 24 timer fandt vi ud af, at det heller ikke var sikkert. Til sidst brugte vi programmet Tails i kombination med PGP – krypteret chat. Snowden sagde, at det var sikkert. Vi stolede på ham.
En anden udfordring var beskyldningerne mod Glenn. Mange, især i Amerika, sagde, at han ikke er journalist, men blogger og aktivist og derfor ikke til at stole på. Det er nonsens. I dag betyder det ikke noget. Alle er bloggere. Han fik historien, et scoop. Det er det eneste, der betyder noget. Han er lige så meget journalist som du og jeg.
Hvad har det personligt betydet for dig at skrive NSA-historierne?
Jeg stoler ikke på telefoner mere. Hvis jeg har en privat samtale af følsom karakter, har jeg ikke en telefon i nærheden. Når jeg taler med kilder, bruger jeg minimum krypterede mails, og hvis det er meget følsomt, bruger jeg Tails og PGP. Alle burde være mere opmærksomme på overvågning. Folk er for afslappede.
Det har også betydet, at mit liv stadig handler om Snowden, selv om jeg egentlig er sikkerhedsreporter i London. Til sommer siger jeg måske stop og prøver at holde lidt fri og passe mit arbejde. Ingen af os forventede, at det ville blive så stort. I Hongkong var det bare endnu en historie. Det var ikke noget særligt. Men i forhold til mange af de andre emner, jeg har dækket – IRA i Nordirland, Irak-krigen, det amerikanske valg i 2008 – er konsekvenserne nogle helt andre.
Laura var den eneste, som sagde, at ’journaliststuderende vil lære om det her’. Selv vil jeg, så længe jeg er journalist, prøve at få Snowden ud af Rusland og ændre det negative syn på ham, særligt i USA.
Hvad er branchens største udfordring?
At tjene penge. To tredjedele af The Guardians indtægter kommer stadig fra papiravisen. Vi tager ikke betaling online, så selv om vi har et kæmpe onlinepublikum i både Asien, Australien og USA, producerer den digitale del ikke nok indtægter.
Hvad er løsningen?
Alan Rusbridger, redaktør på The Guardian, prøver mange forskellige ting, blandt andet at bygge et fællesskab for læserne. De kan tage kurser i at skrive og fotografere. Vi tjener også penge ved at have forskellige sponsorater fra virksomheder. Så det gælder om at eksperimentere og have et åbent sind.
Men jeg er meget optimistisk. Det er en fantastisk tid at være journalist i. Du kan fortælle historier meget bedre på nettet. Der er grafik, videoer, og det bedste er den direkte respons fra læserne. Det bliver en levende og dynamisk fortælling.
Hvad er den vigtigste fejl, du har begået?
Jeg havde influenza i 1989. Jeg havde ikke set fjernsyn eller læst avis i nogle dage. Min redaktør ringede og spurgte, om jeg ville tage til Berlin. Der havde været nogle demonstrationer. Jeg havde det bedre, men følte ikke, jeg var rask nok til at tage dertil. Jeg skulle have taget af sted. Jeg missede Murens fald!
I serien Til Citat møder Journalisten en kollega og stiller tre spørgsmål: Hvorfor blev du x? Hvad er den største udfordring, branchen står over for? Og hvad er løsningen?
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Ja man er da godt tosset, hvis man lægger mobiltelefonen foran sig på bordet, når man holder et fortroligt møde, men man kan da bare slukke mobiltelefonen, og alternativt så kan den blimbes.
MVH
NRE