Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix
DR’s Rosenkjærpris går til professor emerita i retsvidenskab Eva Smith. Prisen på 50.000 kroner er siden 1963 blevet uddelt til en person, der evner at gøre vanskeligt stof tilgængeligt og formidle forståeligt og levende. Det skriver DR Presse.
Eva Smith får Rosenkjærprisen for gennem et helt liv at gøre svære juridiske problemstillinger tilgængelige for os alle og for evnen til at gøre de større, indviklede samfundsproblematikker forståelige.
Her har hun været en ihærdig fortaler for både det enkelte individ og statens retssikkerhed og haft et særligt fokus på børn og unge. Senest har hun for eksempel været fortaler for at hente danske børn hjem fra fangelejrene i Syrien og været modstander af forslaget om nedsættelsen af den kriminelle lavalder til 12 år. Under corona-nedlukningerne har hun også jævnligt gjort blandt andre politikerne og befolkningen opmærksom på, at corona-særlovene ikke måtte blive permanente, fordi det kunne udfordre retssikkerheden.
Eva Smith blev i 1990 landets første kvindelige professor i retsvidenskab ved Københavns Universitet. Hun er æresdoktor ved Lunds Universitet og har blandt meget andet siddet som formand for Det Kriminalpræventive Råd og som dansk medlem af Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance.
Rosenkjærprisen er på 50.000 kroner, og med prisen følger en forpligtelse til at deltage i en serie radioprogrammer i DR om ens professionelle virke.