Sikkerhed

Europæisk journalistforbund: Ny rapport er et ‘bekymrende alarmsignal’

Der mangler på den ene eller anden måde lovgivning, der sikrer journalister, i 16 EU-lande, påpeger rapport

EU-Kommissionens rapport over den nuværende lovgivning i EU’s medlemsstater er ikke ligefrem opløftende læsning, hvis man spørger det europæiske journalistforbund (EFJ).

“Rapporten viser, at beskyttelse af journalister, statslige mediers uafhængighed eller regulering af et pluralistisk medielandskab er fraværende i hvert anden europæisk stat,” siger EFJ’s præsident, Maja Sever, i en pressemeddelelse.

“Det er et bekymrende alarmsignal,” tilføjer hun.

16 EU-lande bliver i rapporten opfordret til at indføre ny lovgivning, der på den ene eller anden vis skal være med til at sikre journalister og mediers arbejde og medarbejdernes sikkerhed.

Rapporten påpeger også for første gang, at der er behov for at sikre den redaktionelle frihed for public service-medier i Cypern, Tjekkiet, Ungarn, Malta, Polen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien.

Kroatien bliver af EU-Kommissionen opfordret til at gøre noget ved problemet med strategiske søgsmål mod medier. Det er søgsmål, der bliver kaldt SLAPPS, og som har til formål at stoppe kritisk dækning af en sag.

EU-lovgivning på vej

Også journalisters fysiske sikkerhed er en del af anbefalingerne, og Grækenland bliver opfordret til at indføre lovgivning, der skal sikre journalister mod overfald. Så sent som onsdag, samme dag som rapporten blev udgivet, blev et mediehus udsat for et brandattentat.

Samme anbefaling bliver givet til Slovakiet, mens Slovenien får en løftet pegefinger om særligt at have fokus på journalisters online.

Der har de senere år været en række overfald mod journalister i en række europæiske lande.

Samtidig påpeger EFJ, at der siden 2015 er blevet dræbt 15 journalister i EU-lande. Blandt de dræbte er Kim Wall i Danmark og den maltesiske journalist Daphne Caruana Galizia, der blev dræbt af en bilbombe i 2017.

EU-Kommissionens rapport kommer, forud for at EU i september ventes at udgive European Media Freedom Act, der skal sikre lovgivning, der skal værne om mediernes uafhængighed i EU.

Og sådan lovgivning er der behov for, understreger Maja Sever.

“For mange EU-lande forbliver passive, når det kommer til forringede arbejdsforhold for journalister og nedadgående pressefrihed,” siger hun og opfordrer EU-Kommissionen til at vedtage en lov, der skal styrke beskyttelsen af journalister og mediernes uafhængighed.