For eller imod

En række europæiske medier genoptrykte Jyllands-Postens
Muhammed-tegninger, andre udtalte sig meget kraftigt
imod at gøre det. Journalisten har spurgt en række af dem:

– om det var en god idé af Jyllands-Posten at afprøve selv-
censur og ytringsfrihedens grænser ved at bringe tegningerne.

– om synet på ytringsfrihed kontra religiøse følelser.

– om konsekvenserne af halve og hele undskyldninger.

– om sagen ville få indflydelse på deres fremtidige beslutninger.

STRIDSPUNKT. Ingen lagde for alvor mærke til, at JP-tegningerne var blevet trykt i flere europæiske aviser, før helvede brød løs i forrige uge.

Aviserne har først og fremmest bragt tegningerne som dokumentation udvalgt efter journalistiske kriterier. Og det vil de gøre igen en anden gang, lyder budskabet.

»Pligten til at dokumentere kommer først,« hedder det i Frankrig og Tyskland.

I Storbritannien er der derimod tilbageholdenhed med at vise tegningerne, selv om medierne netop havde afværget en lov, der skulle begrænse ytringsfriheden af hensyn til religionen. Der er et 'overvældende behov' for at favne alle samfundsgrupper i det offentlig liv, formaner avisen The Guardian.

Die Welt, Tyskland

DOKUMENTATION. »Vi bragte tegningerne allerede for flere uger siden. Da var der ikke nogen, der bemærkede dem. Nu bragte vi dem så igen,« siger Roger Köppel, chefredaktør for Tysklands store borgerlige avis Die Welt.

Han ville være 'meget påpasselig' med at karikere en religion uden anledning. Men i dette tilfælde var tegningerne nødvendige som journalistisk dokumentation.

»Det, der står i centrum, er jo, hvilken målestok der gælder i vestlige lande: Gælder et militant mindretals målestok, eller gælder reglerne af et liberalt samfund, inklusive det at stille spørgsmålstegn ved autoriteterne?« siger Roger Köppel, der opfordrer muslimerne til at stille sig selv spørgsmålet, hvorvidt de omstridte tegninger er mere krænkende for religionen end vold udøvet i islams navn.

»Jeg ville altid undskylde over for muslimer, som ringer til mig og siger, at 'det var noget svineri'. Det var ikke meningen, og det beklager jeg. Men jeg må kunne berette om en historie, når der er døds- og bombetrusler. Pligten til at dokumentere kommer først,« siger Roger Köppel.

»Journalistisk selvcensur er negativ. Taktfølelse og anstand er i centrum af vores kultur, men det er friheden også. Folk, der lever her, må acceptere det.«

France Soir, Frankrig

FYRING. Den skrantende franske avis France Soir bragte onsdag den 1. februar alle tolv tegninger i sin papirudgave. Der var kun én historie på forsiden, og rubrikken lød »Ja, man har lov at karikere Gud«.

Dagen efter blev udgiver Jacques Lefranc, der er ansvarlig for at styre avisen økonomisk under betalingsstandsningen, fyret af avisens fransk-egyptiske ejer, Raymond Lakah, for ikke at have standset udgivelsen.

»Jeg er stolt over, hvad vi har gjort, selv om der er kritikere,« siger redaktionschef Arnaud Levy.

Han understreger, at det er endnu usikkert, om fyringen overhovedet var lovlig, da avisen er under betalingsstandsning, og ejerforholdene derfor er usikre.

»Vi havde en debat, og vi var uenige. Udgiveren var blandt dem, der var imod at bringe tegningerne, men chefredaktøren havde det sidste ord. I dag står vi sammen om, at Lakah ikke skal blande sig,« siger Arnaud Levy.

Om den forudgående diskussion på redaktionen siger han:

»Jeg syntes, det var vigtigt at kende tegningerne for at se, om der var en fornuftig forbindelse mellem vreden og vredens årsag. Er disse tegninger racistiske? Er de provokerende? Hvad er det for en avis?«

Redaktionen på France Soir var ikke enige om alle tegningerne. Nogle fandt man smagløse, nogle kunne virke sårende, andre var rammende og rigtige. Argumenterne imod offentliggørelse var, at det ville være at hælde benzin på bålet og føje vrede til vrede.

»Men det kan ikke gå an, at man truer journalister, der gør deres arbejde. Vi besluttede at offentliggøre dem, fordi de var blevet anledning til så megen vrede og en diplomatisk krise,« siger Arnaud Levy.

»Vi vidste, at nogle ville være uenige. Men det er vores holdning, at religiøse regler ikke kan sætte standarden for frie medier,« siger Arnaud Levy.

The Guardian, Storbritannien

TILBAGEHOLDENHED. Den britiske avis The Guardian beretter udførligt om Muhammed-sagen, men bringer ikke billederne. Retten til at offentliggøre forpligter ikke til at offentliggøre – smag, lov, konvention, princip og bedømmelse må også spille ind, skriver avisen i en leder om sagen. Redaktører giver ikke kommentarer, men henviser blot til lederen.

Hvis ytringsfriheden skal give mening, hedder det i samme leder, kan der ikke tages hensyn til, hvad et flertal eller mindretal finder upassende. Men aviser er ikke tvunget til at genudgive materiale, blot fordi det er omstridt. Det ville eksempelvis være upassende at genudgive antisemitiske tegninger fra nazi-Tyskland, akkurat som man jo heller ikke bringer billeder af børnepornografi blot for at illustrere sagen, hedder det.

The Guardian vil ikke afprøve ytringsfrihedens grænser, specielt fordi der for tiden er sådan et 'overvældende behov' for at favne alle i en fælles, offentlig kultur.

»Derfor er genoptrykningen af tegningerne i nogle dele af Europa mere tvivlsom, end det kan virke ved første øjenkast. Og derfor er tilbageholdenhed hos størstedelen af de britiske medier nok mere vis.«

DerStandard.at, Østrig

ONLINE. Den liberale østrigske avis Der Standard bragte nogle af tegningerne som illustration, men det valgte den selvstændige online-redaktion på DerStandard.at ikke at gøre.

»I karikaturerne bliver terrorister og muslimer sidestillet. Og vi synes ikke, det er nødvendigt at piske stemningen yderligere op,« beretter Rainer Schüller, politisk redaktør på online-udgaven.

Desuden var tegningerne ikke nye. Hvis de pludseligt blev offentliggjort, ville det ligne et forsøg på at få mange besøgende på websiden – ikke en markering af ytringsfriheden, fortæller Rainer Schüller.

Redaktionen på online-avisen valgte at sætte sagen i en samfundsmæssig kontekst. Det var 'ikke særlig klogt' og 'sensations-liderligt' af Jyllands-Posten at bringe tegningerne i en tid, hvor stemningen er ophidset i forvejen. Også afvejningen mellem ytringsfriheden og respekt for religiøse følelser skal ses i den sammenhæng.

»Hvor grænsen går, er et stridsspørgsmål. Det må afgøres af den enkelte redaktion,« siger Rainer Schüller.

»Det handler mindre om respekt for religiøse følelser end om en nødvendig tilbageholdenhed for ikke at forstærke samfundsmæssige konflikter, der findes i forvejen,« siger han – selv om han pointerer, at at alle religioner bliver karikeret, og det principielt selvfølgelig også skal kunne gælde islam.

Men det er helt i orden at undskylde, hvis en avis kommer til den konklusion, at den har truffet en forkert beslutning, siger Rainer Schüller.

»Det ville jo være slemt, hvis holdninger ikke kunne ændres, og hvis aviser ikke kunne vedstå fejl og undskylde for dem.«

Dramatisk bliver det først, hvis man i et demokrati ikke kan debattere grænsen mellem at kritisere og at såre, mener Rainer Schüller. En debat, der i hans øjne er mere påtrængende end nogensinde.

Blick, Schweiz

VOLD. Tabloid-avisen Blick fra Zürich bragte to af tegningerne i sin papiravis allerede tirsdag den 31. januar. Der gik flere dage, før andre schweiziske medier opdagede det og tog afstand fra offentliggørelsen, fortæller nyhedschef Peter Fürst.

Da den første bombetrussel var kommet, valgte Blick at bringe historien samt tegningerne for at illustrere den – selv om Peter Fürst syntes, at tegningerne var 'af beskeden kvalitet'.

I stedet for selv at tegne skrev Blicks tegner en kommentar om, at flere af tegningerne jo ikke handlede om islam selv, men om den vold, der bliver udført i islams navn.

»Man skal jo spørge sig selv om forholdet: At trykke tegningerne på den ene side og maskerede mennesker, der stormer EU-kontorer på den anden,« siger Peter Fürst.

Reaktionerne i Schweiz udeblev ikke.

»Vi blev beskyldt for en xenofobisk holdning,« fortæller Fürst, og flere schweiziske medier valgte udtrykkeligt ikke at vise tegningerne.

»Nogle kolleger brystede sig af at udøve selvcensur. Det synes jeg er absurd,« siger Fürst, der ser det som sin pligt at oplyse sine læsere – religiøse følelser eller ej.

»I vores kulturkreds er det logisk at bringe tegningerne,« siger han.

Peter Fürst mener, at undskyldningerne fra Jyllands-Posten og den danske regering får dem til at fremstå som vægelsindede. Han satser kraftigt på at fortsætte debatten i Schweiz, eksempelvis gennem kritik af de medier, der ikke bringer tegningerne.

Rzecspospolita, Polen

SOLIDARITET. Da Muhammed-krisen for alvor blussede op, var der ikke nogen polske aviser, der genoptrykte tegningerne. Heller ikke avisen Rzecspospolita, der ikke ønskede at såre religiøse følelser. Men lørdag den 4. februar blev der alligevel trykt to tegninger.

»Vi trykte dem i solidaritet med den måde, medierne blev behandlet i Vesteuropa, ikke blot af politikere, men også af terrorister,« siger Grzegorz Gauden, chefredaktør for Rzecspospolita, der betyder Republik.

Offentliggørelsen affødte meget stærke reaktioner i Polen, hvor den katolske kirkes rolle i samfundet har en helt anden karakter, end folkekirkens har i Danmark. Både premier- og udenrigsminister var meget hurtigt ude med kritik af avisen og undskyldninger på Polens vegne. Religiøse organisationer og journalister er også blandt kritikerne.

Trods den alvorlige modvind står Grzegorz Gauden fast:

»Vores intention var at vise solidaritet med medierne i Europa, vores intention var ikke at såre nogen.«

Mandagen efter offentliggørelsen bakkede det andet store dagblad i Polen, Gazeta Wyborcza, samt andre medier op om de genoptrykte tegninger, uden dog selv at offentliggøre dem.

»Fremtiden er ytringsfriheden. Vi har respekt for religionen. Tegningerne blev jo offentliggjort for fire måneder siden, og vi havde ingen planer om at vise dem dengang. Men selv når vi ikke støtter tegningerne, må vi støtte de frie medier,« siger Grzegorz Gauden.

*
Læs også de øvrige artikler om Muhammed-sagen i denne udgave af Journalisten: »Fra løs idé til krise«, »Juste: Der var selvcensur. Rose: Der var ikke selvcensur«, »Kære dagbog«, »Orkanens øje«, »Slaget om ytringsfriheden«, »Gris på bålet«, »Nej til europæiske retningslinjer for pressen« og »Tvivl og vrede«.