Radiolyttere i Indonesien står i kø for at komme direkte på i æteren. »Det er en utrolig frihed for os. Lytterne er helt euforiske over at blive hørt. Efter 32 års tavshed kan vi pludselig tale frit,« siger den indonesiske radiovært Nor Pud Binarto.

Det lille lokale på to gange to meter er beklædt med stof på væggene og fyldt med båndoptagere, miksere og andet elektronisk udstyr. JakartaNews FM holder til i et rækkehus i en forstad til Jakarta, Indonesiens hovedstad.
Foran mikrofonen i det klaustrofobiske, grønne studie sidder 34-årige Nor Pud Binarto, som er studievært på morgenprogrammet Porto Folio – et talk-show lidt ligesom Strax på P3 med gæster, musik og ikke mindst lyttere, der ringer ind og ytrer deres meninger.
Dagens emne på denne oktoberdag er Øst Timors ret til selvstændighed.
»Jeg mistede et ben i kampene for at indlemme Øst Timor i Indonesien for 23 år siden,« lyder en skrattende stemme over telefonen.
»Jeg var soldat og kæmpede for den indonesiske regering. Hvorfor fanden lader Habibie (indonesisk præsident indtil 20. oktober. Den muslimske Abdurrahman Wahid er ny præsident. Red.) dem nu bare træde ud af Indonesien igen uden at tænke på mine ofre og mine følelser?«
Lytteren er direkte i radioen og tydeligt ophidset. Værten Nor Pud Binarto prøver at få ham til at falde lidt ned.
»Men skal folket i Øst Timor ikke have lov til selv at vælge, hvor de vil høre til?« spørger han med sin rolige stemme.
»Det er ikke kun deres valg. Det er noget alle indonesere skal være med til at bestemme. Vi har alle ofret noget i forhold til Øst Timor«.
Studieværten takker for opkaldet og stiller en ny lytter igennem. En kø på 20-30 lyttere venter hele tiden på at komme til, og alle stilles direkte igennem uden sluse.

Euforiske lyttere
Porto Folio sendes hver morgen mellem klokken 7 og 9 og er bare et af de mange radio- talk-shows, der er startet, siden den tidligere indonesiske præsident Suharto blev tvunget til at træde tilbage i maj 1998. Før det kunne man ikke sige noget kritisk om regeringen, militæret eller statsapparatet, og derfor fandtes stort set ingen offentlig debat i medierne. Nu er der pludselig givet frit spil, og befolkningen kaster sig begærligt ud i æteren med meninger om alt lige fra korruptionsskandaler og regeringens sammensætning til tv-serier og bøger.
»Det er en utrolig frihed for os. Lytterne er helt euforiske over at blive hørt. Efter 32 års tavshed kan vi pludselig tale frit,« siger Binarto. Flere af hans radioprogrammer blev lukket og han selv bandlyst fra æteren under den forrige præsident Suharto, fordi regeringen fandt radiojournalisten for kritisk.
»En time efter Suharto trådte tilbage, ringede telefonen hos mig, og jeg blev tilbudt at starte denne radiostation op,« smiler den 32-årige systemkritiker og slår ud med armene i det klaustrofobisk lille studie.

Ordet er frit
Intet udefra vidner om, at der i det lille rækkehus gemmer sig en uvurderlig skat i et gryende demokrati. Ytringsfriheden i sin reneste form udgår fra det lille værelse på første sal. Et lille interimistisk radiostudie, men mere skal der ikke til for at praktisere en af de fundamentale menneskerettigheder, som i Danmark tages for givet, men som for indoneserne er en ny, fantastisk gave.
»Det er vigtigt, at alle kan tale frit og komme til orde. Og der er radiostationerne det eneste medium,« siger Jakarta News FM´s 24 årige kvindelige leder, Dini Putri, som har ansvaret for 20 timers radio dagligt og 30 medarbejdere – deriblandt Nor Pud Binarto og hans Porto Folio.
»Vi har muligheden her. Vi har en radiolicens, og vi har en radiostation – og den mulighed, synes vi, det er vigtigt, at vi deler med lytterne«.
Radiolicenser er ellers ikke lette at komme i nærheden af. Den tidligere præsident Suharto uddelte alle licenserne i landet til sin familie og sine venner og gjorde dem samtidig til livstidslicenser, der går i arv. Det er derfor stadig Suhartos nærmeste kreds, der sidder på alle licenserne, og det gør det næsten umuligt at starte en helt uafhængig radiostation.
Selv den officielle sammenslutning af såkaldt frie radiostationer er ledet af Suhartos datter.
Nor Pud Binarto har derfor startet en alternativ sammenslutning af frie radiostationer sammen med en flok andre menneskerettighedsforkæmpere, fordi de mener, at det er vejen til udbredelse af andre synspunkter end regeringens. Og deres ønske er at udbrede de frie lokalradioer over hele landet – og ikke som nu, kun i de største byer.
Foreløbigt har JakartaNews FM fået lov til at leje en licens i 5 år, men det er langtfra sikkert, at licensen bliver fornyet. De skal stadig opføre sig pænt.
»Suharto og hans nærmeste sidder stadig på magten over medierne her i landet,« fortæller Binarto.
»De største aviser og alle tv-stationerne er ejet af Suhartos venner eller familie eller af Habibie, og de bringer kun regeringens synspunkter. Derfor er det så vigtigt, at de af os, der har friheden og medierne til det, sørger for, at også andre synspunkter og historier kommer frem.«

Modvægt til regeringen
Men denne iver efter at være i opposition betyder også, at de nye frie medier nogle gange får mere præg af politiske kampskrifter eller propagandistisk radio end af objektiv, velafbalanceret, kritisk journalistik. Det erkender Dini Putri også, at der er en fare for, at hendes radiostation til tider gør. Især Binartos programmer ligger på grænsen af, hvad hun mener, er objektiv radio.
»Men hvis man kigger på vores flade som helhed, så mener jeg, at vi afdækker alle vinkler og synspunkter«, siger hun. »Det er ikke vores mission at være en politisk radio. Vi er først og fremmest en nyhedsstation«.
»Jeg mener stadig, at det er vigtigt at skabe en modvægt til den siddende regering«, afbryder Binarto.
»Især så længe regeringsmedlemmerne ejer de fleste medier. Jeg er ikke politisk – jeg har ingen ambitioner om at gå ind i politik – men jeg er kritisk over for magthaverne, og det vil jeg altid være, ligegyldigt hvem de er.«
Hvor længe JakartaNews FM og de andre frie medier kan få lov til at udnytte ytringsfriheden er dog meget usikkert, mener Nor Pud Binarto.
»Jeg tror, den nye regering vil begrænse pressens muligheder igen. Så længe militæret er så magtfulde, som de er, vil vi ikke få pressefrihed,« siger han og den unge kvindelige leder af stationen fortsætter energisk:
»Men det bliver ikke uden kamp. Ytringsfrihed er en naturlig ting – det bør være normaltilstanden«, siger Dini Putri. »Nu har befolkningen smagt friheden, derfor tror jeg, det bliver svært at tage friheden væk igen. Der bliver store demonstrationer, hvis de gør det«.

At turde åbne munden
»Øst Timor er Indonesiens syge blindtarm«, proklamerer en ny lytter på Porto Folio. »Det eneste rigtige er at få den opereret væk hurtigst muligt. Før vil Indonesien ikke blive rask igen«.
Klokken nærmer sig ni, og Nor Pud Binarto takker af for denne gang, og hænger høretelefonerne på mikrofonen foran sig, mens reklamerne kværner løs.
»Det virker måske almindeligt og uinteressant for dig, men for os er sådan et radioprogram, som du lige har hørt, en stor forandring. Vi plejede at sige, at vi blev nødt til at tage til Singapore, hvis vi skulle til tandlægen. For det var ulovligt at åbne munden her i Indonesien. Men nu kan vi endelig åbne munden, uden at frygte følgerne«.