EU vil bremse italiensk mediemagt

 

 

Hvis ministerpræsident Berlusconi og hans regering får held med at indføre en ny medielov om tværgående ejerskaber af medier, vil aviserne få svæt ved at overleve.

Timingen var i orden, da den europæiske sammenslutning af journalistforbund, EFJ, var på »factfinding mission« til Italien i november måned under mediemogul Berlusconis formandskab for EU. Hvis den italienske regering ændrer mediernes vilkår, vil det risikere at give en afsmittende effekt på resten af EU. Derfor var det vigtigt for de europæiske journalistforbund at undersøge, hvad der reelt foregår i støvlelandet.

Og det ser ikke rart ud.

"Det er rystende, at en ministerpræsident samtidig kan være eneejer af medier. Det er en uhørt sammenblanding af statsmagt og mediemagt i forhold til den rolle, som medierne har i en demokratisk udvikling. På papiret har italienerne nok pressefrihed, men de er ikke sikret uafhængige medier, når Berlusconi kontrollerer de tre største private tv-selskaber og også har kontrol over de tre nationale tv-stationer, RAI 1, 2 og 3," siger Dansk Journalistforbunds formand, Mogens Blicher Bjerregård, som var med EFJ-missionen til Italien.

Den nye medielov, som er på vej i Italien, den såkaldte Gasparri-lov, opkaldt efter ministeren for telekommunikation, vil øge de kapitalstærke tv-mediers andel af reklamemarkedet. I forvejen har tv-stationerne i Italien en større markedsandel på reklameområdet end herhjemme.

Silvio Berlusconi vil gennem sit selskab Mediset sandsynligvis få stor fordel af den nye lovgivning, fordi selskabet kan gå i kompagniskab med aviserne Il Foglio og Il Giornale, som ejes af henholdsvis hans kone og hans bror, og derved få en endnu stærkere position. Alle øvrige aviser vil derimod få forringet deres overlevelsesmuligheder. Derfor håber mange af de italienske medier uden for Berlusconis kreds, at EFJs fokus på situationen vil komme dem til gavn.

»Problemet er, at en ministerpræsident som Berlusconi udnytter sin magt til at få indført en lov, som vil give hans medier endnu større indflydelse. I løbet af tre dage holdt vi 20 møder med mediefolk, politikere og andre, men Berlusconis medierådgiver forhindrede os i at mødes med Gasparri, selv om denne havde indvilget. Vi håber med vores rapport fra missionen til Italien, at vi kan gøre EU opmærksom på, at der er behov for at et EU-direktiv eller guidelines, som vil hindre ledende politikere i at eje medier samtidig,« siger Mogens Blicher Bjerregård.

 

0 Kommentarer