Freelancere, som arbejder på tværs af EU’s landegrænser, kan nu søge fonden for Investigative Journalism for Europe (IJ4EU) om et legat til undersøgende journalistiske projekter. IJ4EU er en fond drevet af the European Journalism Centre.
Det indgår i fondens kriterier, at det kun er freelancejournalister, som kan søge midler fra fonden. Derudover skal der være mindst to journalister med i hvert projekt, og de skal have base i hver sit EU-land, eller et EU-land og et EU-ansøgerland, ligesom selve det journalistiske emne også skal være relevant på tværs af landegrænser.
Ansøgere kan få op til 20.000 euro til deres journalistiske projekt.
Journalister kan søge via IJ4EU’s ansøgningsskema. Fristen for at søge er 13. oktober.