Det startede som et millionprojekt, men er endt med at gå totalt i vasken. Alt sammen på under en måned. Nu kan det meget vel ende med, at millionerne – der skulle styrke EU-journalistikken – ender med at gå til noget helt andet.

Historien fra start: Europa-Kommissionen søsatte midt i juni et nyt storstilet EU-projekt. Formålet var at stifte et stærkt online-medie med fokus på EU. Redaktionelt uafhængigt, men betalt af EU, var tanken.

Med i pengeposen fik det nye medie over 3 millioner euro årligt – cirka 24 millioner kroner – eksklusive moms. Til gengæld var der krav om både oversatte artikler fra andre medier, ledere, temaer, video, lyd, fotos, illustrationer og datajournalistiske projekter.

Det nye medie skulle erstatte Presseurop, et andet EU-finansieret medieprojekt, der i dag primært oversætter artikler fra EU-landenes store medier til en række sprog.

Europa-Kommissionen løftede sløret for projektet den 18. juni og offentliggjorde en 20 siders tekst, der i detaljer beskriver en lang række krav til det nye EU-medie.

Men projektet faldt mildest talt ikke i god jord hos de selvsamme, der egentlig skulle ansøge om at skabe mediet: Journalisterne.

Protestbreve fra journalister

Blot to uger efter at projektet blev afsløret, landede det første protestbrev – fra International Press Association (IPA). Foreningen repræsenterer journalister, der har base i Bruxelles.

Journalisten er i besiddelse af brevet, der er stilet direkte til den ansvarlige EU-kommissær, Viviane Reding. IPA advarer i skarpe vendinger mod projektet.
”Et sådant projekt vil skabe et Kommissions-kontrolleret medie i konkurrence med de eksisterende medier og ville krænke princippet om en fri presse,” lyder det.

IPA advarer blandt andet mod en konkret formulering i de 20 siders regelsæt for det nye medie. Her står, at mediet skal ”skabe sammenhængende og kronologiske fortællinger om EU-forhold”.
”I et frit land med en fri presse er det journalisters opgave, og ikke politikeres eller offentlige institutioners. De politiske institutioners rolle er at være gennemsigtige og oplyse medierne om deres aktiviteter,” skriver IPA.

Seks dage senere modtog Kommissionen et nyt protestbrev, denne gang fra Association of European Journalists (AEJ). Dette brev ligger online og kan læses her.
”I kravene står, at fokus skal være udtrykkeligt på EU-stof og på EU’s årlige politiske prioriteter. Det vil naturligt føre til en forvrængning af det overordnede indhold på en måde, som er bestilt af Europa-Kommissionen på vegne af EU’s institutioner, og det vil kaste tvivl over det erklærede mål om redaktionel uafhængighed,” lyder det.

"Ingen whistleblower ville nogensinde gå til os igen"

Journalisten har talt med en række journalister i og omkring Bruxelles, der deler bekymringerne. En af dem er Lisbeth Kirk, redaktør på og medstifter af EU Observer. EU Observer er et netmedie, der dækker EU, men ikke er udgivet af unionen.
»Jeg overvejede da, lige da det kom, om det var noget for os. Det er jo mange penge. Men der er simpelthen alt for meget i det, som vi aldrig kan gå med til,« siger hun.

Det er især de skrappe krav til kontrol med EU-midler, der fik Lisbeth Kirk til at ryste på hovedet. Hun frygter, at EU’s antisvindel-enhed OLAF vil få adgang til det nye medies arbejde, databaser og research.
»Da det er EU-penge, kan OLAF gå ind og tjekke alting, altid. Det er klart, at ingen whistleblower ville nogensinde gå til os igen, hvis de vidste, at OLAF har adgang til alt på vores computere,« siger Lisbeth Kirk.

Også andre kritiske røster har blandet sig i debatten i sommeren, især i de britiske aviser. Avisen The Times kaldte endda projektet ”Pravda” i en overskrift midt i juli.

Dødfødt projekt

Dagen efter blev projektet slået ihjel. Under en måned efter fødslen. Kommissær Viviane Reding trak stikket og erklærede, at projektet ikke kunne lade sig gøre alligevel.

I dag forklarer hendes talsperson Mina Andreeva til Journalisten, at det var den heftige kritik fra journalister, der dødfødte projektet.
»Så snart kommissær Reding blev opmærksom på projektet via kritik fra journalister, sørgede hun for at lukke det ned. Hun er selv tidligere journalist og kunne med det samme se, at det var problematisk,« siger Mina Andreeva.

Viviane Reding har selv været journalist og formand for det luxembourgske journalistforbund. I dag er hun kommissær og en af Kommissionens næstformænd. Viviane Reding er en af de mest magtfulde personer i EU’s politiske hierarki.

Mina Andreeva lyder overrasket over de kraftige reaktioner og mener ikke, der er den store forskel på det projekt, Kommissionen nu ville skabe, og Presseurop, der allerede findes i dag.

Godkendt af embedsværket – aflyst af kommissæren

Hvad ville være forskellen på det nye projekt og Presseurop?
»Jeg mener ikke, der er den store forskel. Der er spørgsmålet om redaktionelt indhold. I dag oversætter Presseurop indhold fra andre medier, men de bringer også egne blogs. I forhold til det nye udbud var der en frygt for, at der også ville blive produceret artikler. Det var aldrig planen, at kommissionens egne ansatte skulle skrive dem, men det har åbenbart skabt bekymring for uafhængigheden,« siger Mina Andreeva.

Hvorfor den bekymring?
»Det må du spørge presseorganisationerne om.«

Men kommissæren deler bekymringerne?
»Kommissær Reding var lydhør over for bekymringerne. Hvis de europæiske medier udtrykker bekymring, så lytter hun til det. Og hvis mediernes egne repræsentanter ikke har tillid til sådan et projekt, så mister det sin værdi.«

Mina Andreeva understreger, at det 20 siders projektpapir ikke var godkendt af kommissæren Viviane Reding. Det blev godkendt i embedsværket og herefter sendt ud.

Hvordan kan det være, projektet ikke blev stoppet, inden det kom så vidt som et offentligt udbud? Der har været debat om selvsamme spørgsmål i forbindelse med andre sager …
»Der er allerede lignende projekter, vi medfinansierer – for eksempel Euronews. Det er et andet eksempel på, at vi støtter en fælles europæisk offentlighed, oversætter til en række sprog og samtidig respekterer den redaktionelle uafhængighed. Man kan ikke sige, at Kommissionen per definition ikke kan give økonomisk støtte til et fælleseuropæisk tilbud af den type.«

Netop Euronews har i øvrigt også været i skudlinjen, netop for ikke at være redaktionelt uafhængigt. Den kritik har bl.a. danske Morten Løkkegaard, medlem af Europa-Parlamentet for Venstre, været afsender på. Du kan læse mere om hans kritik i Journalisten, som afdækkede striden i december 2011. Det var i øvrigt også en strid, der i høj grad handlede om, hvorvidt Europa-Kommissionen – og Viviane Reding – reelt ønsker at støtte uafhængig journalistik om EU.

Pengene kan sive tilbage i kassen

I dag er resultatet, at de omtrent 24 millioner kroner årligt kan ende med at sive tilbage i EU’s store kasse – og slet ikke bliver brugt på journalistik. Presseurop, der får pengene i dag, kan nemlig meget vel blive aflivet, uden at der kommer et alternativ. Især i sparetider kan det være en svær disciplin at finde steder, hvor sparekniven skal svinges. En kontrakt, der udløber, er et fristende sted at skære.
Og det er synd, mener Lisbeth Kirk. Hun foreslår, at EU i stedet bruger nogle af pengene på at støtte de EU-medier, der findes i dag. Hun nævner selvsagt sit eget, men også bl.a. konkurrenten Euractiv.

»Jeg synes, de penge burde gå til at købe Premium-abonnementer eller annoncere hos os eller nogle af vores dygtige konkurrenter,« siger hun.

Mina Andreeva understreger, at fremtiden for Presseurop er usikker – men ikke afgjort.
»Man kan ikke sige, at det er lukket endnu, for det fortsætter i hvert fald året ud. Det er stadig ikke besluttet, om der skal laves et nyt udbud. Det kan også være, der er andre, der ønsker at skyde penge i projektet,« siger hun.

EU's institutioner forhandler i skrivende stund om de langsigtede budgetter. Før de er på plads, er det ikke til at sige, hvordan EU-millionerne til medieprojekter bliver fordelt.