Alt for få medier forsøger at gå bag om de traditionelle indvandrerhistorier. Det siger initiativtagerne til et nyt etnisk nyhedsbureau.
"Efter valget den 20. november blev vi enige om, at vi var nødt til at gøre noget. Vi vil gerne forsyne medierne med nye tilgange til stoffet. Det kan forhåbentlig være med til at nuancere debatten," siger Hamid el Mousti, medlem af Borgerrepræsentationen i København for Socialdemokratiet.
Sammen med blandt andre Mohammed Hassan Gelle og Bashy Quraishy har han besluttet at gøre noget ved det, de opfatter som mediernes negative indvandrerhistorier. Gelle er formand for IND-sam (De etniske mindretals sammenslutning), mens Quraishy er næstformand i Poem (Paraplyorganisationen for de etniske mindretal).
Et netværk af frivillige skal løbende give medierne nye ideer til mere nuancerede hi-storier om indvandrere.
Nyhedsbureauet skal være klar i løbet af juni, inden Danmark overtager formandskabet i EU. Bureauets første opgave bliver at give udenlandske journalister information om indvandrere i Danmark.
Hamid el Mousti ser gerne, at det nye nyhedsbureau også kan være med til at motivere flere unge indvandrere til at blive journalister.
"Indvandrere vælger i dag uddannelser inden for IT, medicin og ingeniørfag. Vi har brug for journalister med indvandrerbaggrund," siger Hamid el Mousti.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.