Etiopisk dommer: Beviserne mod svenske journalister holder

Beviserne holder, og sagen mod to svenske journalister fortsætter, afgjorde en dommer i Etiopien for kort tid siden. De to kolleger er tiltalt for terror. »Mit arbejder er at indsamle materiale,« lød forsvaret fra en af de tiltalte i retten.

Beviserne holder, og sagen mod to svenske journalister fortsætter, afgjorde en dommer i Etiopien for kort tid siden. De to kolleger er tiltalt for terror. »Mit arbejder er at indsamle materiale,« lød forsvaret fra en af de tiltalte i retten. Efter et kvarters pause besluttede den etiopiske dommer for kort tid siden, at beviserne mod to svenske terror-tiltalte journalister rækker til, at retssagen mod dem kan føres videre. Næste retsmøde, hvor den egentlige forhandling om skyldsspørgsmålet går i gang, er 1. november.

Som Journalisten.dk tidligere har skrevet om, er journalisterne Martin Schibbye, 31, og Johan Persson, 29, tiltalt for terror i Etiopien efter de i sommer illegalt rejste ind i landet sammen med oprørsgruppen ONLF.

Udover at rejse ind i landet uden visum, støttede og samarbejdede de derfor også med terrorister, mener landets regering.

Men mens Martin Schibbye og Johan Persson erkender den illegale indrejse, forsvarer de sig mod terror-anklagerne med, at de var journalister på arbejde.

»Jeg er en svensk journalist, og mit job er at indsamle materiale, og jeg er ikke skyldig til anklagepunkt to og tre,« sagde Schibbye højt og klart i retten ifølge Dagens Nyheter:

»Vi havde ikke alle korrekte indrejsepapirer, da vi krydsede den etiopiske grænse, og for det beder jeg den etiopiske regering om tilgivelse. Men jeg ikke skyldig i terrorhandlinger.«

Fotojournalist Johan Persson gav samme forklaring. De var begge klædt i mørkt tøj, som de har fået af deres familiemedlemmer, der har fået lov til at møde dem. De fortæller selv, at de er ved godt mod.

Men videoklip, dokumenter fra computere og en harddisk beviser de tiltaltes skyld, mener anklagemyndigheden. Beviserne blev dog ikke fremlagt før næste retsmøde, hvilket dommeren accepterede. Nu får anklagemyndigheden 10 dage til at indkalde vidner fra den lukkede Ogaden-provins, hvor journalisterne blev pågrebet.

Imens kritiserer svenskernes forsvarsadvokater, at de endnu ikke har set beviserne – og understreger, at de behøver det, for at kunne forberede sig. De pointerede i retten, at det var utydeligt, hvordan journalisterne skulle have støttet den terrorstemplede organisation, skriver Dagens Nyheter.

Ambassadør: Negativ presse hjælper ikke

Retssagen startede i tirsdags, men blev dog efter en time udsat til i dag, fordi to somaliere fra ONLF, der er anklaget under samme søgsmål, ikke havde nogen forsvarer.

Ved første retsmøde var der omkring 16 ambassadører og repræsentanter fra andre landet til stede, for at vise opbakning. Her i blandt den amerikanske ambassadør, Donald Booth. I dag var der dog betydeligt færre til stede.

Mens retssagen med udenlandske øjne handler om pressefrihed, er det tydeligt, at den i Addis Ababa er en retssag om terror, fortæller Dagens Nyheter.

I går såede den svenske ambassadør, Jens Olander, tvivl om, hvorvidt det store presseopbud fra Sverige gavner svenskernes sag.

»Baseret på over to og et halvt års arbejde med etiopiske myndigheder er min bedømmelse, at de ikke påvirkes i positiv retning af negative skriverier,« siger han til Journalisten.se.

Carl Bildts olie-fortid skaber røre

Den svenske udenrigsminister Carl Bildt har modtaget meget kritik for ikke at give sin tydelige støtte til svenskerne. Samtidig har han selv har en rolle i sagen: Han sad indtil 2006 i bestyrelsen i Lundin Petroleum – en af de olievirksomheder, som anklages for at medvirke til overgreb op lokalbefolkningen i den konfliktfyldte provins Ogaden. Det var de anklager Martin Schibbye og Johan Persson ville afdække.

Carl Bildt har dog længe afvist, at hans bestyrelsespost skulle have nogen betydning for sagen og afvist, at Lundin Petroleum var aktive i Etiopien i hans periode. Et udsagn, Sveriges Radios program Ekot har afsløret som usandt. Under sin tjenesterejse i Indien giver han derfor nu sit andet interview om Etiopien til Expressen.

Artikel 3 i den etiopiske terrorlovgivning, som de to er tiltalt efter, giver fra 15 års fængsel til livstid eller dødstraf. Journalisternes svenske advokat, Thomas Olsson, vurderer dog overfor Journalisten.dk, at de kan vente sig 10 år fængsel, hvis de dømmes. Det kan dog fordobles, eftersom de er anklaget for to lovbrud i forhold til terror.

Læs mere om kritikken af Carl Bildt i dagens udgave af Journalisten eller følg sagen på Twitter ved at søge på #EthiopiaSwedes.

0 Kommentarer

data_usage
chevron_left
chevron_right