Selv om det selvfølgelig er en udfordring, at etikken kan være på spil, når budskabet skal bedst muligt ud over kanten, er det yderst positivt, at udfordringen nu dokumenteres med kommunikatørernes egen røst.

Tallene bekræfter, at nogle kommunikatører – det afhænger selvfølgelig af deres arbejdsfelt – står med præcis de samme etiske udfordringer, som journalister hver dag oplever. Det er ofte to sider af samme sag.

Måske er det i virkeligheden netop denne etiske udfordring, hvor man både som kommunikatør og som journalist fortæller en version baseret på valg og fravalg, der i sidste ende mest af alt kan skabe sammenhængskraft mellem de to medlemsgrupper.

Spørgsmålet er ikke mindst, om kommunikatørerne er klar til at gå ind i debatten.

Journalister har altid diskuteret etik – DJ er en klub med livlig fagkritik og heftig debat om fagenes metoder.

Og der er masser at komme efter, også når vi taler journalistik:

Som Journalisten skitserede med casen fra Aarhus Universitet i seneste nummer, kan journalister fx sagtens dække en sag helt i overensstemmelse med de presseetiske spilleregler – og alligevel modtage massiv kritik, fordi den version af forløbet, som folk tæt på har oplevet, ikke får plads i spalterne.

Er journalistikkens regler så gode nok?

Eller som vi beskrev det med casen om Carlsberg, der finansierer mediernes udgifter til dyre Asien-rejser, så udløser den slags ganske vist altid kritisk refleksion hos de journalister, der tager med på turen. Men trods alle gode refleksioner så har Carlsberg estimeret overskud på turen, alene fordi journalistisk omtale er penge værd.

Hvis sag tjener journalister i virkeligheden? Og kan vi stå inde for det? Ved mediebrugerne det?

Eller som DJ trækker det op i undersøgelsen af de etiske overvejelser hos kommunikatørerne:

”Mange af respondenterne gør sig tanker om, at man som kommunikatør fortæller om et udsnit af en helhed, som måske i andres øjne ser helt anderledes ud.”

Du kan sagtens skifte ordet kommunikatør ud med journalist i den sætning.

Af de 568, der har svaret på undersøgelsen, har to tredjedele af kommunikatørerne jævnligt etiske dilemmaer. Tallet er så højt, at det kommer bag på formanden for DJ Kommunikation, Lars Elmsted.

Jeg tror, overraskelsen skyldes, at vi ikke med konkrete cases italesætter dilemmaerne omkring kommunikationsetik.

Når Journalisten forsøger at stige om bord i aktuelle sager, bliver de ofte lukket ned. ”Det har vi ingen interesse i,” lyder det typisk.

Der er ellers nok at tale om: Godt en fjerdedel af respondenterne oplever etiske dilemmaer flere gange om måneden.

I den mission, hvor man skal tjene den hånd, der fodrer en, dvæler flere kommunikatører ved, om de dermed bøjer sandheden for meget:

”Derfor opleves det som en balancegang at være så objektiv, som man kan, samtidig med at man ikke får for mange dårlige sider frem,” lyder en sammenfatning i undersøgelsen, som DJ præsenterer den – eller som en respondent citeres:

”Hensynet til virksomhedens interesser på den ene side og pressens ønske om at få den fulde sandhed på den anden.”

Det er også en del af sandheden: Nogle kommunikatører arbejdet målrettet med at styre journalister. Med andre ord: Hvis vi er i samme båd, er det ikke altid, at årerne vil samme vej.

Skulle vi tale højt og sammen om retningen?

DJ har netop sat en række etiske standarder for kommunikatører til debat og senere afstemning på delegeretmødet i april. Spørgsmålet er, om overholdelse af disse standarder løser et eneste af de etiske problemer, der skitseres som centrale i DJ's undersøgelse.

Som journalist, med de enorme begrænsninger det giver mig, hvad angår indsigt i kommunikationsfaget, har jeg min dybe tvivl. Jeg tror, debatten skal starte med de konkrete cases, hvis den skal rykke.

Personligt håber jeg, at DJ's undersøgelse kan være med til at skubbe de etiske dilemmaer ud af kontorer og spørgeskemaer og ud i den åbne debat, hvor også journalistikkens spilleregler endevendes.

Sådan som fx Rigshospitalets kommunikationsafdeling valgte at gøre efter Præstø-ulykken, hvor de over for Journalisten beskrev, at de ligefrem måtte bruge vagter for at holde fotograferne væk fra ofrene. Begge parter passede et arbejde – men deres interesser var direkte modsatrettede. Nyfigen offentlighed over for beskyttelse af de unge.

Eller da Sune Bang på Kommunikationsbureauet København havde modet til at lukke Journalisten ind, efter at en række andre bureauer først havde sagt nej. Det gav afsæt til en væsentlig debat, der satte sit spor:

”Vi tjener gode penge på det. Blandt andet fordi vi laver mod-kommunikation til alt det lort, som journalisterne laver. I reklamebranchen er vi mindst lige så troværdige som journaliststanden,” lød det fra Sune Bang.

Hvis 2 ud af 3 kommunikatører oplever, at deres etik er på spil, skulle vi så ikke få svesken på disken?

Journalisten leverer gerne kritisk modspil. Fair og i overensstemmelse med alle fagets idealer. Og altid med fri adgang i debatfeltet.