search

Etikmøde blev holdt med referatforbud

Tirsdag aftens etikmøde i Brønderslev blev - efter krav fra borgmesteren - afholdt med referatforbud. Med udgangspunkt i Brønderslev-sagen diskuterede journalisterne beskyttelse af børn, hurtige nyheder og etiske udfordringer

Tirsdag aftens etikmøde i Brønderslev blev – efter krav fra borgmesteren – afholdt med referatforbud. Med udgangspunkt i Brønderslev-sagen diskuterede journalisterne beskyttelse af børn, hurtige nyheder og etiske udfordringer

DJ-formandskabets danmarksturne med etiske spørgsmål nåede tirsdag aften Brønderslev.

Her blev der – med udgangspunkt i Brønderslev-sagen – ivrigt diskuteret de dilemmaer, medier og journalister stilles i, når sager med børn som ofre skal rulles op.

Debatten foregik mellem borgmester Lene Hansen, Brønderslev Kommune, og DJ formand Mogens Blicher Bjerregård.

Borgmester Lene Hansen bad om referatforbud. Hertil siger DJ's formand, Mogens Blicher Bjerregård, i et skriftligt svar til journalisten.dk:

"For mit vedkommende var det et åbent møde, og mine udtalelser var naturligvis til citat. Borgmesteren har så haft sine grunde."

"Vi havde et rigtig fint debatmøde i Nordjylland, hvor vi især drøftede dilemmaerne, når for eksempel ofre bliver interviewet, og hvordan vi håndterer det, når børn optræder i medierne. Jeg er glad for, at Lene Hansen stillede op med den meget alvorlige case fra Brønderslev Kommune. Det er ærgerligt, at borgmesteren ikke ville citeres for det, hun sagde på debatmødet i Kreds 6. Den journalistiske etik er i den grad på dagsordenen i øjeblikket, og Lene Hansens bidrag var særdeles relevante."

Carsten Randers er journalist og kommunikationsmedarbejder. Han var en af de 25 fremmødte.

"Det centrale, vi talte om, er, hvordan man tager hensyn til børn. Udgangspunktet var det, som medierne omtaler som Brønderslevsagen. Det, vi heroppe kalder Serritslevsagen. Havde medierne tænkt nok på børnene?" siger Carsten Randers.

"Vi diskuterede meget, om hurtigheden i medierne sker på bekostning af etikken. Hvordan man tager hensyn til børnene. Om tingene blev udpenslet for meget og børnene dermed blev gjort til ekstra ofre. Børn kommer i klemme i de hurtige nyheder og effektjagten. Men det er samtidig nødvendigt at oprulle den slags sager, for ellers sker der ingen ændringer."

Kommentarer
3
Thomas Chemnitz
22.11.12 12:36
Re: Etikmøde blev holdt med referatforbud

Det er desværre et ret tyndt grundlag Journalisten vinkler denne historie på. Der var ikke tale om et generelt "referatforbud".

Referatforbud bruges som blikfang i historien/vinkling i stedet for at fokusere på det væsentlige: At der holdes et godt debatarrangement, hvor de etiske retningslinjer bliver diskuteret.

Som en af arrangørerne kan jeg give lidt fakta til eventuelle læsere og Journalisten:

Da Brønderslev Kommune sagde ja til arrangementet havde de ikke fået spørgsmål til, om de ville udtale sig til pressen i denne sammenhæng. Det opstod meget sent, og de sagde nej. De var formentlig bange for, at eventuelle historier i pressen kom til at handle om selve sagen igen - og ikke om mediernes etik.

Man kan så have sin holdning til, om det er en god eller dårlig idé ikke at sige noget, men det vedrører ikke mine indvendinger her.

Journalistens historie her burde vel handle om, at Forbundet er i gang med at holde møder med medlemmerne/kredsene om vores fremtidige etiske grundlag - og hvad med, at Journalisten i stedet både vinklede og satte fokus på det. Det kræver ikke altid, at alle kilder absolut skal stille sig til rådighed, og det kræver ikke altid, at Journalisten skruer op for blusset under en meget tynd vinkel for at få blikfang ;-)

 

 

Fremhævet af Journalisten
Øjvind Hesselager
22.11.12 13:47
Re: Etikmøde blev holdt med referatforbud

Kære Thomas

Tak for indlæg.

Jeg forstår ikke helt din sondring.

Du skriver, at der ikke er tale om generelt referatforbud. Samtidig skriver du, at Brønderslev Kommune, der siden 31. oktober har været lanceret som arrangementets case, pludselig sagde nej til at arrangementet måtte dækkes. Det er vel et referatforbud - eller?

Jeg har i øvrigt haft Brønderslev Kommune i telefonen. De er stærkt pikerede over, at Journalisten overhovedet nævner referatforbudet. De pointerer, at det har været aftalt med jer siden efteråret, og derfor ikke burde omtales.

Dansk Journalistforbund fremhæver, at etikturneen og "medlemsinvolveringen skal danne bund for arbejdet med justering af de presseetiske regler."

Journalisten har prioriteret at dække så mange af arramgementerne som muligt. Derfor noterer vi selvfølgelig over for læserne, at vi ikke kan referere frit fra det.

Den historie du efterlyser - at forbundet er i gang med at holder møder om det etiske grundlag - har vi skrevet:

https://journalisten.dk/dj-inviterer-medlemmerne-til-debat-om-etik

og:

https://journalisten.dk/dj-medlemmer-sylter-etik-snak

 

Med mange venlige hilsner

 

 

Fremhævet af Journalisten
Thomas Chemnitz
22.11.12 15:45
Re: Etikmøde blev holdt med referatforbud

Hej Øjvind

Det er ikke korrekt, at Brønderslev "pludselig sagde nej".

De sagde først nej til at blive citeret i pressen for udtalelser fra mødet, da forbundet spurgte i fredags (vel på jeres vegne og på vegne af et eller flere landsdækkende medier), om arrangementet må "dækkes".

Når det sker især i ellevte time, kan jeg da godt se, at kommunen har svært ved at finde et ståsted og et "ja ja..". Kommunen lægger i forvejen lokaler til, og de stiller velvilligt op til et godt arrangement.

Vi har ikke spurgt kommunen tidligere, og den "hænger" derfor på vores kappe. Vi har ikke skænket det en tanke. Vi har lokalt brug for at kunne gennemføre arrangementet til fordel for de medlemmer, der møder op til en debat om etik med en god case.

Om vi eller kommunen så er ømfindtlige - det kan vi nok hurtigt nå frem til en konklusion på. Kunne du lave en vinkel på langsommelighed i egne rækker, hvor vi ikke havde overvejet pressens interessere - et rungende ja... :-)

Alle burde naturligvis have mulighed for indsigt i den debat der foregår, som udgangspunkt. Forbundet kunne have en interesse i, at det blev dækket, så det blev bredt ud til flere medlemmer end dem, der mødte frem. Men det vigtigste må nu alligevel være de medlemmer, der møder og tager debatten.

Så, hvad er så vigtigst bagefter for Journalisten, og hvad er vigtigst for jeres målgruppe: At gøre en i denne sammenhæng ret ligegyldig oplysning om, at en borgmester ikke ønsker at blive direkte citeret vedr. en debat om en gammel sag til noget "odiøst"? Eller kunne I lave vinkel på arrangementet og indholdet og skrive mere om debatten blandt medlemmerne?

Jeres historie er blevet en mærkelig cocktail, og vi skal naturligvis lokalt forklare, hvordan Journalisten er uafhængigt af Forbundet etc. ;-)

Alt sagt i venlighed og meget apropos vores egen etik :-)

Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen