Danskere med pensionsopsparing fik noget at tænke på en fredag morgen i februar.

Landet stod op til en historie om, at landets største pensionsforsikringsselskab, Danica, sammen med en lang række andre selskaber øjensynligt lader hånt om etikken i deres investeringspolitik. Pensionskundernes penge investeres i klyngebomber, i virksomheder, som undertrykker egne medarbejdere, og der kastes penge i selskaber, som tjener penge i lande, hvor grundlæggende menneskerettigheder ligger mere fjernt end den berømte by i Rusland.

For mange stod det klart, at det afkast, der skal sikre én en lempelig overgang fra arbejds- til pensionistliv, måske kommer fra gevinster i foretagender, hvis produkter man nok ikke selv helt kan stå inde for.

Historien tvang os til at tænke på, at det måske slet ikke er en slags naturlov, at et godt afkast er så vigtigt, at man lukker øjnene for, hvordan gevinsterne bliver skabt.

Blev DJ, som i årevis har haft et tæt samarbejde med landets to største pensionsselskaber, så kimet ned af vrede medlemmer denne fredag?

Slet ikke. Men de kommentarer, henvendelser og kritiske spørgsmål, som vi fik fra medlemmer denne fredag og de efterfølgende dage, talte et tydeligt sprog: Vi ønsker ikke, at vores pensionsopsparing anvendes til at finansiere klyngebomber eller understøtte, at mennesker undertrykkes.

Når vi nu ikke blev blæst omkuld af massevis af henvendelser, kunne det jo også være det tavse flertals budskab om, at afkast er vigtigere end etik. Dilemmaet er til at forstå: Alle, der sparer op til deres pension, vil have så stort et afkast som muligt. Det ligger i sagens natur. Derfor er forventningen og kravet, at selskaber eller banker, der forvalter vores pensionspenge, går efter det bedst mulige afkast. Og i sagens natur investerer, hvor det skønnes at være bedst muligt.

Og så længe kunderne ikke stiller krav til, at afkast og etik skal være i balance, er det efter min opfattelse vanskeligt at anklage selskaberne for at handle forkert.

Pointen er derfor, at den enkelte pensionskunde skal deltage i at holde selskaberne fast på en ordentlig investeringspolitik. Og hvor en organisation som DJ kan øve indflydelse, er vi forpligtet til at gøre det.

Det er da ganske rimeligt som medlem at forlange, at penge, som vi tvinger vores medlemmer til at indbetale til et bestemt selskab, ikke investeres i virksomheder, der primært producerer våben, er kendt for at være fagforeningsfjendtlige, benytter sig af børnearbejde eller direkte samarbejder med regimer, der undertrykker grundlæggende menneskerettigheder. En hel del DJ-medlemmer tvinges til at være med i gruppeordningen, som er i Danica Pension. En del af de præmier, medlemmerne indbetaler måned efter måned, indgår i selskabets samlede investeringer. Vi skal arbejde for, at det sker etisk forsvarligt.

Når det drejer sig om pensionsopsparing, forholder det sig anderledes. I modsætning til mange andre brancher er hovedparten af DJs medlemmer ikke tvunget til at spare op i et bestemt selskab. Det giver den enkelte frihed til at vælge en opsparing, hvor både afkast og etik hænger sammen. Undtaget herfra er desværre vores offentligt ansatte medlemmer, der på grund af nogle aftale- og lovmæssige forhold er forpligtet til at lægge deres pensionspenge enten i Danica eller PFA Pension.

Vi har set, at pres fra kunderne virker. Allerede samme dag meddelte Danica Pension, at man hurtigst ville skille sig af med aktier i virksomheder, der producerer klyngebomber. Og i dagene og ugerne efter kom der lignende meldinger fra andre pensionsselskaber og pensionskasser, der begyndte at se på deres porteføljer fra en etisk synsvinkel.

I hovedbestyrelsen skal vi nu have en debat om, hvad vores etiske krav over for selskaberne skal være, så vi kan melde klart ud over for de selskaber, som vi samarbejder med.

Og vi skal gøre noget for at få andre organisationer med på at skabe en tilstand, hvor etik og afkast kan gå hånd i hånd. /

Fred Jacobsen

Næstformand i Dansk Journalistforbund