Som arbejdsløs journalist virker det dybt meningsløst at få valget mellem kurser i dansk
og regning på 9. klasse-niveau eller sælge pølser og sætte stole frem til møder, når man skal ‘aktiveres', mener Lisbeth Nielsen, der fik dette valg efter 2½ års ledighed.

»Det er dybt uværdigt bare at skulle aktiveres for aktiveringens skyld. For mig er meningen med et arbejde, at man både giver og modtager – og det giver altså ikke mig som journalist noget at sætte stole og borde op før et møde.
Selvom man er arbejdsløs, har man vel lov at have sin værdighed.«
Lisbeth Nielsen fra Fyn deltager i landsmødet for arbejdsløse og er gæst på A-kassens delegeretmøde. Hun har nu været arbejdsløs i omkring 2½ år. Efter knap syv år i TV 2, hvor hun arbejdede som nyhedsgrafiker og informationsmedarbejder, skiftede hun job til et alternativt bistandsprojekt i Afrika. Og da det løb tør for penge, blev hun ledig.
I februar i år kontaktes hun af den lokale Arbejdsformidling, da hun er på vej ind i ‘aktivperioden' – perioden, hvor man havner, hvis man i en tre-års periode har modtaget dagpenge i sammenlagt mere end to år. Er man i aktivperioden, skal man have udarbejdet
en individuel handlingsplan, hvori der indgår en form for aktivering.
Tilbuddene til Lisbeth Nielsen var enten kurset ‘Skift kurs' med dansk og regning på 8.-10. klasse-niveau og virksomhedsbesøg eller et puljejob som mødearrangør i det lokale projekt ‘Badstuen', hvor der også skulle være en del pressearbejde.
»Dansk og regning på folkeskoleniveau var jo mildt sagt ramt ved siden af. Og i de to års ledighed har jeg været på et hav af – gode – kurser gennem forbundet og DjE, så jeg var mæt af kurser og ville bare i arbejde. Så jeg valgte jobbet på Badstuen,« fortæller hun.

Bordopstiller
Men da hun møder op, viser jobbet sig at være et ganske andet. Hun skal sætte projektører op og flytte borde og stole frem til møder og sælge billetter til rockkoncerter og pølser i pauserne.
»Det svarede overhovedet ikke til den jobbeskrivelse, jeg havde fået. Det blev i bogstavligste forstand ‘jobtræning' – altså ren træning i at arbejde, og det ved en gammel rotte som jeg altså godt, hvad er,« siger Lisbeth Nielsen, der er 49 år. Og det er ikke selve begrebet jobtræning, hun vender sig mod, men hun mener, det skal være træning i det fag, man har været borte fra.
»Det er ikke fordi, det er uværdigt at sætte borde op eller sælge pølser, men hvordan pokker skal jeg komme tilbage til et job som grafiker eller journalist efter sådan et job,« spørger Lisbeth Nielsen, der nu i stedet er i gang med et 10-ugers Internet-kursus på Teknisk Skole og arbejder på at komme i jobtræning på Fyens Stiftstidende som nyhedsgrafiker.

AF ikke gearet til DJ
For sekretariatsleder i Journalisternes A-kasse, Linda Garlov, er problemstillingen ikke ny:
»Desværre er arbejdsformidlingerne rundt omkring i landet dårligt gearet til at give relevante tilbud til vores medlemmer. De er primært bemandet med henblik på at hjælpe de arbejdsløse fra de store LO-forbund, så der er simpelthen for få sagsbehandlere, der kender til vores fagområde.«
Og så længe ledige får tildelt sagsbehandler efter CPR-nummer og ikke efter fagområde, er det svært at få en mere kvalificeret behandling, forklarer Linda Garlov.
»Men vi arbejder på, at AF i de større byer som København og Århus afsætter nogle enkelte personer til at servicere vores ledige. Personer, som således får en specialviden på området.«
Hun nævner, at i København er de ledige medlemmer af A-kassen nu tilknyttet én enkelt arbejdsformidling, som især betjener folk med længerevarende uddannelser.
»Det er et godt skridt på vejen. På længere sigt håber jeg, at de vil sætte en eller to sagsbehandlere af til kun at tage sig af journalisterne.«
Desuden følger Journalisternes A-kasse med stor interesse et pilotprojekt, som Ingeniørernes A-kasse har i gang. Her er det A-kassen selv, der står for grundregistreringen og udarbejdelsen af handlingsplaner for de ledige ingeniører – og har overtaget de offentlige kursusbevillinger fra arbejdsformidlingen.