Uroen om offentlighedsloven bringer nu medieprofessor Anker Brink Lund på banen. Han mener blandt andet, at der går et spøgelse gennem Dansk Journalistforbund og kalder det "realpolitisk naivt", hvis man vil fjerne undtagelsesbestemmelserne.
I flere måneder har debatten om revisionen af offentlighedsloven raset her på Journalisten.dk's hjemmeside. Senest advarede 30 Cavling-vindere mod DJ's accept. Og før det udtrykte stort set alle kredse i DJ kritik.
I dag går professor i medieledelse ved CBS Anker Brink Lund så ind i debatten. I en klumme i Berlingske Tidende, "Offentlighed og lukkede døre", svarer han igen på de kritikere, der mener, at betænkningen om revisionen af offentlighedsloven lægger op til "en uacceptabel forringelse af de journalistiske arbejdsvilkår".
Og fiølge Anker Brink Lund "går der et spøgelse gennem Dansk Journalistforbund". Samtidig skriver han:
»… at fjerne undtagelsesbestemmelserne helt og aldeles er ikke bare realpolitisk naivt, men næppe heller ønskeligt ud fra en demokratisk betragtning.«
Han advarer samtidig med at tro på, at fuld åbenhed i systemet er at foretrække. Tværtimod, mener han:
»… fri adgang til alle officielle dokumenter skaber en underskov af fortroligt stemplede notater og såkaldte gråpapirer. Derved kan juridiske retsgarantier om formaliseret offentlighed paradoksalt nok skabe mere hemmelighedskræmmeri og lukkethed i det politiske system.«
Med andre ord så mener Anker Brink Lund, at de 30 Cavling-vindere, der har advaret mod DJ's accept af den ny offentlighedslov, er galt afmarcheret.
Han peger samtidig på, at mange journalister i virkeligheden ønsker at bruge offentlighedsloven til sladder frem for de store afsløringer:
»… desværre vil mange journalister hellere bruge loven til at snage i privatlivets ufred, ministerfodfejl og borgmesterfnidder,« skriver han blandt andet og vender kritikken i sin afskedssalut den anden vej rundt – mod journalisterne.
Læs hele kommentaren her.
Og følg Journalisten.dk's tema om revisionen af offentlighedsloven her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.