search

Et spørgsmål om vinkling

Et møde mellem mødre på Nørrebro fik blodet i kog blandt kommentatorer og politikere. Mindre end et døgn efter ”afsløringen” får piben dog en anden lyd hos flere. Var det, fordi den oprindelige artikel gengav virkeligheden forkert? 

Et møde mellem mødre på Nørrebro fik blodet i kog blandt kommentatorer og politikere. Mindre end et døgn efter ”afsløringen” får piben dog en anden lyd hos flere. Var det, fordi den oprindelige artikel gengav virkeligheden forkert? 

Ingen tvivl om, at det er en god historie. I disse tider er vi på vagt over for alt, hvad der kan tolkes som et knæfald for islamistiske kræfter. Ikke mindst efter et halvt års nærmest fiktiv debat om burkaer og hele sagen omkring en tegning, der på oprindelsestidspunktet egentlig også forargede en del pressefolk. Alt hvad der lugter af en islamificering af det danske samfund, er en god historie. En vigtig historie, for det er noget, der optager sindene fra Gedser til Skagen, hedder det sig.

Både fra Gedser og fra Skagen er der langt til Nørrebro. Og man kan også hævde, at der fra Pilestræde kan være langt ud til Holbergskolen. I hvert fald får man  efter et døgns tid fornemmelsen af, at der er noget, der mangler i denne ellers gode historie.

Lad os i dette faglige forum dissekere artiklen for at søge en forklaring på, hvorfor flere ændrede holdning, da de havde sat sig lidt mere ind i sagen og på hvorfor både borgerlige og ikke-borgerlige samt socialistiske og ikke-socialistiske stemmer, syntes at reaktionen fra meningsfæller, var lige vel hysterisk.

http://www.berlingske.dk/danmark/faedre-ingen-adgang-til-skolemoede

I første sætning af manchetten, falder man over et værdiladet ord: ”nægter”. Det er ikke forkert, at fædrene bliver ”nægtet” adgang til mødet, ligesom når vi i min mødregruppe er indforstået med, at fædre er ”nægtet” adgang. En gruppe i øvrigt sammensat af kommunens sundhedsplejerske. Ordet ”nægter” er faktuelt korrekt, men alligevel lægger vi – med hele debatten i baghovedet – en vis negativ klang over dette. 

Indledning: Lødig, tjek. Præsentation, tjek. Første uddybende citat er af skolelederen, øverst ansvarlig, men dog en mand, der ikke er arrangør af mødet. Han kommer med en generel påstand om, at kvinderne ellers ikke ville komme, fordi de ikke må for deres mænd. En rask lille generalisering, som accepteres ukritisk af os alle, fordi sådan er de jo de mænd. Det læser man jo hele tiden om. Det ved alle. Jeg har godt nok aldrig hørt det, hverken fra mændene selv eller deres koner, men en skoleleder er god nok som sandhedsvidne i denne journalistiske sammenhæng. Han må vide det.

Netop denne begrundelse er baggrunden for den vilde opstandelse, som artiklen afstedkom. Skolen er nødt til at kønsopdele forældrene, fordi muslimske mænd nægter deres koner at mødes med andre mænd. Det kan og vil vi ikke finde os i, udbasunerede Søren Pind eksempelvis i samme medie og i lidt mere seriøse vendinger, chefredaktør Tom Jensen. http://tomjensen.blogs.berlingske.dk/2010/02/04/holbergskolen-g%25c3%25b8r-fatal-skade-pa-integrationen/

Det principielle er ikke mange uenige om. Mænd må ikke sige til deres koner, at de ikke må dit og dat. Den ballade har vi selv været igennem for en generation siden, og i dag har vi ligestilling (!) og derfor accepterer vi ikke kønsopdeling. Her skal jeg undlade at indlede en polemik, hvori jeg inddrager førnævnte mødregruppe og endnu bedre Carlsberg-reklamerne om ”vores” (drengerøvenes) øl. Kort vil jeg dog gerne påstå, at kønsopdeling i dag er mere moderigtig end dengang, jeg voksede op i 70erne.

Men stadig: Dette ligner et knæfald for muslimske mørkemænd og derfor er det en historie om, hvordan vi er på vej ned ad en glidebane. Eller rettere – det er, hvad der ligger til grund for historien og sådan bliver historien også brugt – for frivillig og ufrivillig kønsopdeling har vi ellers masser af i vores åbne samfund.

Har journalisten et ærinde? At gøre os bange for den truende islamisme? Næppe. Hvorfor skulle denne, dygtige, erfarne journalist dog ville det? Han er journalist. Han gengiver verden, som den er, og så må denne verden slås om, hvad der skal gøres. Hans vinkel bakkes op af politikere, der forholder sig til egne indeværende værdikampe, og det er journalisten formentlig bevidst om, men dækkes ind af det faktum, at reaktionerne er enslydende fra DF til SF. Et kritisk spørgsmål kunne her være: Hvorfor spørge Christiansborg-politikere? Hvorfor ikke mødrene selv? Fædrene? Andre forældre? De kan sagtens være spurgt, men sorteret fra i den artikel, der danner basis for resten af pressens gengivelse af historien. Men hvorfor blev lige netop de forudsigelige reaktioner fra politikerne taget med i hovedhistorien?

Til allersidst ser vi en skolelederformand, som bakker møderne op, for målet her var at sikre børnene mod mobning – ikke at opdrage på forældrene eller belære fædrene om, hvordan vi gør tingene her til lands. En forklaring, der lidt underløber vinklen, men ikke skader den med sin placering. Placeret længere oppe havde udtalelsen givet anledning til: Strid mellem skole og politikerne – og den historie er ganske enkel for slap. Havde man vendt bøtten, ville vinklen have været positiv i forhold til initiativet, Mødrecafeer. Og helt ærlig, den historie ville heller ikke være nået landet rundt, endsige frem på forsiden.

Vist har journalister del i den indeværende værdikamp, men kunne artiklen være bragt med samme fakta, en anden vinkel, andre kilder og være måske lige så tæt på virkeligheden? Tættere på?

Søren Pind har trukket sit patetiske (i ordets oprindelige betydning) felttog tilbage. Læs gerne anden blogger på samme medie http://kastrup.blogs.berlingske.dk/2010/02/04/s%25c3%25b8ren-pind-kan-selv-v%25c3%25a6re-en-k%25c3%25a6lling/

Jeg for selv i blækhuset, da jeg så vinklen yderligere strammet i andre medier. Brugte dog fem minutter på at læse om mødet og faldt helt ned igen.

Det er en god historie, journalisten har flere citater med, fakta er i orden. Men er historien en ubestridelig gengivelse af virkeligheden? Hvordan sikrer man – eller skal man sikre – at journalistikken ikke bliver brugt i en værdikamp, der af gode grunde ingen facitlister har?

Jeg har ikke svarene, men tillader mig at stille spørgsmålene, idet jeg mere end en gang har oplevet, hvorledes artikler – helt uden faktuelle fejl – tager et billede af den virkelige virkelighed – et billede som i længden går hen og bliver til et forvrænget billede i den medieskabte virkelighed, som vores beslutningstagere desværre ofte baserer deres politik på.

Og for en ordens skyld – således at den journalistiske debat ikke afspores: Personligt kæmper jeg stadig for ligestilling i det danske samfund og er ikke kulturrelativist.

 

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen