Fra et skrivebord på Kongens Nytorv bliver nyheder fra de væsentlige danske nyhedshjemmesider overvåget. "Vi samler andre mediers gode nyheder," siger redaktionschefen.
"Ecco sko køber skindfabrikker."
Cand.mag. Mogens Folkmann Andersen skimmer nyheden fra berlingske.dk's hjemmeside på sin computerskærm.
Han har lige fået en mail med besked om, at nyheden er kommet til Berlingskes hjemmeside, og nu vurderer han, om den er interessant nok til at blive refereret på World Radar. En hjemmeside, der lever af at referere de bedste nyheder fra danske net-nyhedssider som berlingske.dk, tv2.dk og jp.dk.
Et specialproduceret softwareprogram sørger for, at de to folk, der er på vagt ad gangen for World Radar, via mail konstant bliver orienteret om bevægelser på de væsentligste danske nyhedshjemmesider.
"Ecco sko køber skindfabrikker" er ikke interessant nok, vurderer Mogens Folkmann Andersen. Historien får lov til at ligge.
Til gengæld bliver der hver dag lagt dusinvis af andre nyheder ud på hjemmesiden i form af referater på 10-15 linier. Nederst i referatet henvises der videre til det originale medie og den fulde historie via et link.
Siden begyndelsen af september har folkene bag World Radar overvåget andre medier, primært netmedier, og refereret deres nyheder, spejlet deres prioriteringer og overført det til World Radars hjemmeside.
Resultatet er en hjemmeside, der med et øje på hver af de store nyhedssider holder øje med hele nyhedsbilledet og fortæller de bedste historier videre i referatform.
World Radar producerer ingen nyheder selv, ringer ikke til nogen kilder og forsøger ikke at prioritere nyhederne selv.
"Vi vil vise så præcist et billede som muligt af, hvilke nyheder der er. Det skal være en spejling af nyhederne på de andre nyhedssider," siger Maja Dencker.
Mogens Folkmann Andersen og hans kollega på den anden side af bordet, Bettina Ugelvig, er begge nyuddannede cand.mag'er og deler nyhedsvagterne med to andre universitetsuddannede. De laver typisk 15-17 referater hver om dagen, der straks bliver lagt ud på World Radars hjemmeside.
De kan ikke se nogen problemer i det, de laver:
"Alle medier tager fra hinanden, og vi kan også se, hvor meget danske medier stjæler fra udenlandske medier, fordi vi også kigger på udenlandske hjemmesider. Vi er ikke mere snyltere end andre medier. Måske tværtimod, for vi skriver altid, hvor vi har vores historie fra," siger Mogens Folkmann Andersen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.