search

ET SNAKKEHOVED

Lars Christiansen udgør Viborg Stifts Folkeblads redaktion i Bjerringbro. Han savner mere nærværende kolleger end radioens journaliststemmer og besøger derfor flere gange om ugen hovedredaktionen i Viborg. Her opfatter kolleger ham som et snakkehoved. Lars Christiansen tror også, at de synes, at han er et brokhoved. »Men sådan bliver man nok af at sidde alene,« siger han.
Lars Christiansen udgør Viborg Stifts Folkeblads redaktion i Bjerringbro. Han savner mere nærværende kolleger end radioens journaliststemmer og besøger derfor flere gange om ugen hovedredaktionen i Viborg. Her opfatter kolleger ham som et snakkehoved. Lars Christiansen tror også, at de synes, at han er et brokhoved. »Men sådan bliver man nok af at sidde alene,« siger han.

 

• En lyseblå Opel Kadett sørger for at bringe hygge, trivsel og velvære ind i Lars Christiansens arbejdsliv. Mindst et par gange om ugen, når dagens sidste kilde er interviewet, starter han bilen og kører fra Bjerringbro til Viborg for at skrive sine historier. Når han trasker ind på redaktionen i Viborg, så kender han kollegernes reaktion.
»De siger: Nu kommer Lars for at snakke. Og det har de sådan set også ret i,« siger Lars Christiansen.
I godt halvandet år har han ene mand betjent Viborg Stifts Folkeblads redaktion i Bjerringbro. Når han er på sit kontor, sidder den nærmeste fagfælle et par gader væk og skriver for konkurrenten – Midtjyllands Avis. Lars Christiansen mener selv, at ensomheden er skyggesiden ved sit job. Det siger han højt og uden tøven.
»Jeg har ikke jordens fedeste plads. Jeg har da også sagt til min chef, at jeg allerhelst vil sidde i Viborg,« siger Lars Christiansen.
Han er træt af ikke at være med i klubben af kolleger, der drikker fredagsøl, træt af ikke at have nogle at »pludre med«, når han venter på, at kilder ringer tilbage. Og træt af en følelse af, at informationer om avisen slet ikke når eller er længe om at nå lokalredaktionen i Bjerringbro, hvor en gammmel kalender er gået i stå på den 22. marts, og planterne på grund af sygdom og død er henvist til en vindueskarm i baglokalet.
»Jeg føler mig hægtet af,« siger Lars Christiansen uden sådan lige at kunne komme i tanke om en konkret situation, hvor informationer sneg sig uden om Bjerringbro-redaktionen.
Alligevel fornemmer Lars Christiansen, at han af og til bliver overladt til sig selv uden relevant viden om livet på Viborg Stifts Folkeblad. Den samme fornemmelse har nogle af de øvrige medlemmer af avisens lokalredaktørklub, fortæller han.
»Inde i Viborg synes de ikke, at vi lokalredaktører bliver hægtet af. Derfor tror jeg, at de mener, at vi er nogle brokhoveder, men sådan bliver man nok af at sidde alene. Men når vi synes, at der er et problem med informationerne, så er der vel også et problem, og man bliver nok også lidt følsom af at sidde langt væk fra alting. Der er nok lidt et alene-kompleks,« siger Lars Christiansen.
Elektronisk efterkritik og et dagligt telefonmøde for lokalredaktørerne og deres redaktionssekretær er for nylig blevet indført på Viborg Stifts Folkeblad. Det har sat skub i informationsstrømmen. Alligevel holder Lars Christiansen fast i en ide, han mener, ville fremme både personlig trivsel og avisens ve og vel. Kongstanken er, at alle avisens lokalredaktører skal samles på en oplandsredaktion i Viborg, hvor en journalist så dækker skolestof i alle kommuner, mens en anden tager sig af kulturstoffet. På den måde mener han, at historierne ville komme til at appellere til en bredere læserskare, ville få et kvalitetsløft og hans problemer som lokalredaktør forsvinde.
»Jeg tror nu ikke, at det bliver til noget. Men avisen ville ikke blive snydt for ret mange historier ved at skifte mig ud med en postkasse. På den anden side kan det da godt være, at læserne ville opsige deres abonnement, hvis redaktionen her blev nedlagt, og føle, at Viborg Stifts Folkeblad havde forladt dem. Læserne er jo vanedyr ligesom alle os andre,« siger Lars Christiansen.
I redaktionens vindue ud til gågaden, hvor der tidligt fredag eftermiddag er mere plads på bænken end samtlige fodgængere kan fylde, hænger en opslagstavle med dagens avissider. I løbet af en eftermiddag stopper flere bysbørn op og læser artiklerne. En kommer endda trofast hver dag, fortæller Lars Christiansen.

Stort er godt
Det er snart tre år siden, at den nu 29-årige Lars Christiansen fik sit eksamensbevis fra Danmarks Journalisthøjskole. Lige efter eksamenen arbejdede han et lille år for Radio ANR og Tv-Danmark i Aalborg, men skiftede så job for at flytte tilbage til Viborg, hvor Lars Christiansen og hans kone stammer fra.
Lars Christiansen ved, at mange af de gamle skolekammerater fra Journalisthøjskolen ville få kuldegysninger af en arbejdsplads uden kolleger. Og det kan han godt forstå. Lars Christiansen ved også, at nogle af dem ville hade tanken om at sidde alene med ansvar for en kommune og dække hærværk, halmbinderi, kommunalbestyrelsesmøder og kirkekoncerter. Det har han derimod svært ved at forstå.
»På skolen er holdningen, at man helst skal have arbejde på store medier som DR, Politiken eller Jyllands-Posten. Ingen gider at sidde i Sønder-Omme eller Nørre-Snede. Men når man som jeg er ny i faget, er det altså kanongodt, fordi man får et ansvar. I dag får jeg penge for, at der seks dage om ugen kommer stof i avisen fra Bjerringbro. Og det ansvar lever jeg op til. Derfor har det givet selvsikkerhed at være lokalredaktør,« siger Lars Christiansen.
Overblik, is i maven og evnen til at se en historie er ifølge Lars Christiansen nøgleord for en god lokalredaktør.
»Man må heller ikke være kræsen og kun føle, at interviewet med Poul Nyrup Rasmussen er interessant. Mine læsere vil også have gode, personlige historier og historier om halmbinderi,« siger han.
Lars Christiansen er desuden overbevist om, at en konflikt i Bjerringbro Byråd er lige så spændende for ham som lokalredaktør, som skærmydslerne på Christiansborg er for en politisk reporter. Og selv om det af og til er kedeligt at sidde alene på en redaktion, så føler Lars Christiansen sig alligevel heldig.
»For Bjerringbro er en god kommune,« som han siger.
Her er nemlig store virksomheder som Grundfos og System B8. Og med de store virksomheder følger veluddannede indbyggere, der trækker kulturlivet til byen.

En hård konkurrent
Ind ad brevsprækken dumper Midtjyllands Avis – konkurrentens produkt. Lars Christiansen er midt i at fortælle om sin kærlighed til nyheder og om den weekend, hvor han bare knoklede løs på grund af udsigten til besparelser, men midt i en sætning stopper han op og siger undskyldende:
»Jeg kigger lige i avisen med det samme. Jeg skal være sikker på, at der ikke har været gidseldrama, uden at jeg har fået det at vide,« siger han og slår op på Midtjyllands Avis’ side med stof fra Bjerringbro.
Gidseldrama har der ikke været. Derimod viser det sig, at Lars Christiansen er blevet snydt for en historie om, at Cirkus Charlie har underholdt 400 børn.
»Jeg vidste ikke engang, at der var cirkus i byen. Men jeg har jo også været væk et par dage, fordi jeg har været syg. Men det er nu alligevel ærgerligt. Der er altid gode billeder i børn,« siger han, mens artiklen skimmes.
Holdningen til den lokale konkurrence gjorde Lars Christiansen op med sig selv den allerførste dag, hvor han sad på sit kontor som ny lokalredaktør. På det tidspunkt vidste han, at Midtjyllands Avis’ mand i Bjerringbro er en kvinde, der har dækket byen siden 1966. Senere har han også hørt, at kilder dumper forbi hendes skrivebord med flere historier, end de afleverer på hans bord.
»Hun har en masse erfaring og en masse kontakter, men kilderne kender ikke mig, og jeg kender ikke dem, så hvordan skulle jeg få historierne. Jeg kan jo bare ikke stampe i jorden. Det er da træls, hvis jeg bliver brændt for en historie, men jeg græder mig ikke i søvn. Jeg må bare vinde en anden gang, og jeg synes da også, at vi gør det meget godt. Det bilder vi os i hvert fald ind her på avisen,« siger lokalredaktøren forlegent over at komme til at prale.
På dagen, hvor JOURNALISTEN er på besøg, har Lars Christiansen en historie om en pædofil bedstefar. Senere viser det sig, at historien vandrer til spalterne i B.T. med Viborg Stifts Folkeblad som kilde.
»Det er ikke sådan, at jeg falder ned af stolen, fordi en landsdækkende avis har taget min historie. Men det viser bare, at små bysamfund også har andet at byde på end halmbinderi og kirkekoncerter,« siger Lars Christiansen.

Kærlighed til krigen
Uanset, hvor gerne Lars Christiansen vil vinde den lokale konkurrence, så læser han dog hver dag som det allerførste Jyllands-Postens udenrigsstof. Specielt reportagerne fra krige rundt om i verden labber han i sig.
»Krig er fascinerende. Den er taktisk som et spil skak og bringer det grimmeste og det smukkeste frem i mennesket. Hvordan skal jeg forklare mit forhold til krig uden at lyde som en psykopat? Men det har vel noget at gøre med, at Danmark er et kedeligt, men trygt land,« siger Lars Christiansen.
Han ærgrer sig over ikke at have være færdiguddannet under Golfkrigen og for øjeblikket er en ønskestilling på en af de store avisers eller tv-stationers udenrigsredaktioner.
»Men lige nu er det eneste, som jeg kan skrive i en ansøgning som kvalifikation, at det første jeg læser hver dag er Jyllands-Postens sektion International,« siger Lars Christiansen med et grin.
Indtil videre koncentrerer han sig derfor om konflikter i Bjerringbro Byråd, om lokale retssager og om kirkekoncerter. Specielt en kirkekoncert har været en krigerisk oplevelse for Lars Christiansen og den eneste gang, hvor han har følt behov for at sige fra over for kilder.
Det hele begyndte med, at en lokal organist en dag tropper op på redaktionen for at få omtalt en kirkekoncert. Lars Christiansen siger til organisten, at han ikke kan love, at han får tid til at omtale den. Organisten bliver vred og siger: Bliver koncerten ikke omtalt, så kontakter han alle, han kender, for at få dem til at opsige deres abonnement på Viborg Stifts Folkeblad.
»Og så blev jeg vred. Han skulle ikke sidde på mit kontor og true mig. Jeg fortalte ham om, at her var det mig, der bestemte, hvad der skulle i avisen, og hvis han var kommet lidt tidligere, så havde jeg haft nemmere ved at få omtalt koncerten. For det var jo ikke sådan, at jeg ikke ville skrive om den,« siger Lars Christiansen.
Organisten gik, men vendte tilbage et par dage senere for at undskylde sin opførsel.
»Han havde nok fundet ud af, at vi er i et gensidigt afhængighedsforhold. Jeg ville også selv være på herrens mark som lokalredaktør, hvis jeg lagde mig ud med ret mange kilder,« siger Lars Christiansen.
Generelt set synes han dog, at kilderne i Bjerringbro er gode til at lade lokalredaktøren bestemme og prioritere. Lars Christiansen mener, at det hænger sammen med, at tre aviser på et tidspunkt havde redaktion i byen, og det har gjort kilderne kendt med pressens måde at arbejde på. Han udtaler sig ikke bombastisk. Det hindrer den manglende erfaring ham i. Det var først efter et halvt år, at han følte sig bekendt med kommunen, og endnu er der meget at lære.
»Der er mange mennesker, jeg ikke kender, og jeg kører absolut ikke på rutinen. Jeg ved for eksempel ikke, at det lige præcis er i den og den uge, at børnehaverne plejer at holde temauge,« siger Lars Christiansen.
Planen er at stoppe med at være lokalredaktør inden den dag, hvor arbejdet er blevet mere vane end en udfordring.
»Jeg sidder her ikke til evig tid, og jeg håber ikke, at artiklen her ender som en skamstøtte ved mit 25-års jubilæum.«

Ung og alene
• Lars Christiansen er 29 år og dækker for Viborg Stifts Folkeblad og fra sin enmandsbetjente redaktion livet i Bjerringbro Kommune. Det har han gjort i halvandet år. Lokalredaktøren lægger ikke skjul på, at han savner kolleger.
»Det her er ikke min drømmestilling, og det er ikke sådan, at det hver dag på arbejde kribler i tæerne. Men den morgen, hvor jeg ikke gider at tage på arbejde, der søger jeg noget nyt. Det er endnu ikke sket,« siger Lars Christiansen.
Han har fortalt sin ledelse, at han helst vil dække Bjerringbro fra Viborg, fordi han ikke trives med at sidde alene. Men for øjeblikket er en teenager, der dagligt kommer med Viborg Stifts Folkeblad og sørger for, at avisen bliver hængt op i redaktionens vindue, det selskab Lars Christiansen må nøjes med på sin redaktion i Bjerringbro. Læserne dumper heller ikke sådan lige forbi med en meddelelse eller et skulderklap.
»De popper ikke lige ind og siger, at vi laver en god avis. Men det gør nu ikke noget, jeg higer ikke efter anerkendelse. Som journalist tror jeg først, at man hører, når man laver noget lort,« siger Lars Christiansen.
Historien om Lars Christiansen er den fjerde og sidste i JOURNALISTENs artikelserie om livet på provinsavisernes enmandsbetjente lokalredaktioner.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen