”Siden 2002 har vi siddet på vores røv og set på, at der er blevet færre grise, færre arbejdspladser og færre slagterier. Jeg kan ikke holde til, at vi ikke forsøger at ændre på det”

(Kurt Høj, tillidsmand Danish Crown, Herning – til dagbladet Børsen 04.09.13)

Det vakte stor opsigt tirsdag og onsdag i denne uge, da tillidsmands-kollegiet på Danish Crown-slagterierne lukkede en aftale med deres modpart, hvor arbejderne går ned i løn (6,4 procent i 2014, 4,7 procent i 2015, 3,2 procent i 2016 og 1,8 procent i 2017) – pengene lægges i en pulje, som skal investeres i produktion af flere svin.

Det kan godt være, at det giver krølle på halen hos arbejdsgiverne, men det ligner unægtelig en model, hvor man fodrer hunden – eller grisen – med sin egen hale. Arbejdsgiverne får et markant beløb (i alt omkring 3 milliarder kroner i perioden) til investering i produktionsapparatet, men udover en garanti for, at der ikke lukkes slagterier, og dermed arbejdspladser, skal de ikke yde noget til gengæld. Ingen forrentning af investeringen – og garantien om jobsikkerhed er også under forudsætning af, at planen virker.

Slagternes forbund, NNF, var forbeholdent positive for aftalen, kunne man forstå på formand Ole Wehlast:

”Ved at investere i svineproduktion tror vi på, at udviklingen kan vendes, sådan at vi ikke alene kan undgå store fyringsrunder, men også udvide med nye arbejdspladser. Det bakker Fødevareforbundet NNF op om,” sagde han tirsdag.

Lokale aftaler og forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter forudsætter, at man er enig om den ramme, der forhandles i, og derfor er Wehlasts vurdering naturligvis positiv – slagterierne Danish Crown har over en 9-årig periode sagt farvel til knap 7.000 medarbejdere, og så står man i en forhandling med ryggen mod muren. Det understreges også af Kurt Højs udlægning øverst i denne blog, og det er også, hvad formanden for hovedorganisationen LO, Harald Børsting, noterer.

Aftalen er selvsagt interessant for hele det danske arbejdsmarked, herunder også DJ, som til vinter skal i gang med at forny overenskomsterne for dagbladene, som er vores største OK-område. På mange måder kradser en krise også på vore fags vinduer, ikke mindst i den traditionelle del af vores fag, hvor vi i disse år ser, at der bliver stadig færre ansatte på netop dagbladsområdet – som er præget af oplagsfald, prisfald på annoncerne, generelt mangelfuld finansiering af net-aktiviteterne samt den generelle krise i samfundet, som har sat dybe spor over alt i den forgangne fem-årige periode.

Undervejs har flere også spurgt mig, om ikke journalister ved at gå ned i løn kunne være med til at sikre jobs på deres arbejdsplads. Det er et ekko af den sang, som chefredaktører frisk og frejdigt har sunget: At journalister på overenskomst er for dyre og alt for lidt til stede.

Jeg tænker, at man kan spørge anderledes. Eksempelvis: Har journalisterne i dag den viden og faglige indsigt, der skal til for at være med til at bringe medierne ind i den næste tidsalder, hvor databaserne skal endevendes og alle formater skal i brug – hvad man godt kan tage uddannelse i allerede. Men hvis svaret på dette er, at vidensniveauet og den teknologiske kunnen skal øges, kan det da godt være, at det er en god investering at afsætte dele af en lønstigning til en lokal pulje. Det er netop noget, der skal aftales lokalt, og derfor har hverken jeg eller DJ en ambition (endsige en politik) om at lønnen skal ned som en generel anbefaling.

De lokalt eller centralt forhandlede aftaler mellem arbejdsmarkedets parter er kendt som den danske model, og den rummer præcis nærheden som én af sine styrker. Nærheden og kendskabet til de lokale forhold er nøglen til at løse udfordringerne i fællesskab.

Derfor blev jeg ærligt talt også noget forbandet onsdag, da jeg så forsiden af Politiken (papir), hvor erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen, med henvisning til den meget ensidige satsning på Danish Crown (hvor medarbejderne giver noget og tager den fulde risiko, og aktionærerne/andelshaverne kan se tiden an og eventuelt stryge gevinsten), peger på rationalet i at gøre op med ’stive og firkantede lønsystemer i danske virksomheder’.

(Klip af Politiken 04.09.13)

På den måde er Sass Larsen, der anses for at være en endog meget stærk minister i Helle Thorning Schmidts regering, på vej ud på en kollisionskurs med den danske model. På den måde synes regeringen på vej med en klar anbefaling til arbejdsmarkedets parter af, hvad den anser for god og sund ’kreativitet’ i løndannelsen, og det burde i særlig grad en socialdemokratisk minister i en socialdemokratisk ledet regering lade være med at lade sig friste til.

Når regeringen optræder som arbejdsgiver eller som aktionær – som set i henholdsvis lærerkonflikten i foråret og SAS-forløbet i 2012 – må det nødvendigvis kunne resultere i interessesammenfald og vanskelig kommunikation. Men når der er tale om det private arbejdsmarked, stiller sagen sig anderledes. Her er der ikke brug for et slagterhug til den danske model!