I samme periode, hvor der har optrådt fem kvinder på hjemmesiden, har der til gengæld været cirka 25 mænd som kilder i vores historier.
Dermed er fagbladet selv dokumentation på et fænomen, der har dybe historiske rødder.

Lad os springe tilbage til 1976, hvor en af de første systematiske afdækninger af kildebruget i et dansk medie blev fremlagt. Psykologistuderende Birgitte Seymour fik bekræftet sine kønspolitiske fordomme, da hendes speciale dokumenterede, at 92 procent af de interviewede til TV Avisen midt i 70’erne, hvor rødstrømpebevægelsen og ungdomsoprøret ulmede, var mænd.

Journalistens dugfriske mini-stikprøve viser, at næsten 80 procent af kilderne i Politiken og på TV2 News er mænd. Det matcher perfekt de helt nye tal fra EU’s institut for ligestilling, EIGE, som viser, at 81 procent af de eksperter, der kommer til orde i nyheder på dansk tv, er mænd.

Og selv om andre tal viser, at der faktisk er flere kvinder i medierne i dag, så er spørgsmålet, om undertrykkelsen af kvinder som kilder i virkeligheden er blevet større. Forstået på den måde, at kvinder i dag indtager flere positioner, hvor de kunne være førstevalg som kilder i traditionelle nyhedshistorier, end de gjorde i 70’erne. Men alligevel optræder de stadig i langt færre historier.

Kvinder er altså i stigende grad relevante som kilder, ud fra de gældende udvælgelseskriterier. Men de vælges stadig ikke til.

Det handler altså ikke om position. Men om køn. Og om tradition.

Vi har talt om det i 40 år. Stort set intet er sket. I den periode har vi fundet ud af, at mange mandlige journalister vælger mandlige kilder. Og at kvindelige journalister er lidt mere tilbøjelige til at vælge kvindelige kilder.

Vi ved også, at skævheden ikke alle steder anerkendes som et problem: Vi vælger de mest relevante kilder. Etcetera.

Som nyhedsbilledet udvikler sig, er der ingen grund til at tro, at tingene ændrer sig – medmindre nogen meget aktivt bestemmer sig for det. I et accelererende nyhedsflow, hvor der skal høstes sikre kilder i en fart, bliver der næppe udviklet mange alternative kildelister med andre eksperter end de gængse.

Så mon ikke det bliver ved snakken i mange, mange år endnu?

Tak til Lisbeth Knudsen, Karen Bro og Pernille Tranberg.
De er blandt de fem kvindelige kilder i Journalistens nyhedsstrøm, som jeg gjorde op, umiddelbart før disse linjer blev skrevet. I samme periode, hvor der har optrådt fem kvinder på hjemmesiden, har der til gengæld været cirka 25 mænd som kilder i vores historier.
Dermed er fagbladet selv dokumentation på et fænomen, der har dybe historiske rødder.

Lad os springe tilbage til 1976, hvor en af de første systematiske afdækninger af kildebruget i et dansk medie blev fremlagt. Psykologistuderende Birgitte Seymour fik bekræftet sine kønspolitiske fordomme, da hendes speciale dokumenterede, at 92 procent af de interviewede til TV Avisen midt i 70’erne, hvor rødstrømpebevægelsen og ungdomsoprøret ulmede, var mænd.

Journalistens dugfriske mini-stikprøve viser, at næsten 80 procent af kilderne i Politiken og på TV2 News er mænd. Det matcher perfekt de helt nye tal fra EU’s institut for ligestilling, EIGE, som viser, at 81 procent af de eksperter, der kommer til orde i nyheder på dansk tv, er mænd.
Og selv om andre tal viser, at der faktisk er flere kvinder i medierne i dag, så er spørgsmålet, om undertrykkelsen af kvinder som kilder i virkeligheden er blevet større. Forstået på den måde, at kvinder i dag indtager flere positioner, hvor de kunne være førstevalg som kilder i traditionelle nyhedshistorier, end de gjorde i 70’erne. Men alligevel optræder de stadig i langt færre historier.

Kvinder er altså i stigende grad relevante som kilder, ud fra de gældende udvælgelseskriterier. Men de vælges stadig ikke til.
Det handler altså ikke om position. Men om køn. Og om tradition.

Vi har talt om det i 40 år. Stort set intet er sket. I den periode har vi fundet ud af, at mange mandlige journalister vælger mandlige kilder. Og at kvindelige journalister er lidt mere tilbøjelige til at vælge kvindelige kilder.
Vi ved også, at skævheden ikke alle steder anerkendes som et problem: Vi vælger de mest relevante kilder. Etcetera.

Som nyhedsbilledet udvikler sig, er der ingen grund til at tro, at tingene ændrer sig – medmindre nogen meget aktivt bestemmer sig for det. I et accelererende nyhedsflow, hvor der skal høstes sikre kilder i en fart, bliver der næppe udviklet mange alternative kildelister med andre eksperter end de gængse.
Så mon ikke det bliver ved snakken i mange, mange år endnu?