To avisfolk har nærlæst de nye gratisaviser Urban og metroXpress. Den ene avis bliver nedsablet, mens den anden overrasker anmelderne positivt.
Mette Terkelsen tager et kort tilløb:
"Altsååå."
Så falder de første ord som piskeslag:
"I mine øjne er Urban et talentløst skoleblad."
Mette Terkelsen, 42 år, er medredaktør på Kristeligt Dagblad og har ti år bag sig som journalist og redaktionschef på Berlingske Tidende, B.T. og Politiken. De seneste fem år har hun bedømt avissider ved danske, skandinaviske og internationale layout-konkurrencer.
"Jeg er helt på linje," siger 36-årige Esben Seerup, der er Odense-redaktør på Fyens Stiftstidende. Som redaktionschef stod han bag redesignet af de tre stiftstidender og Jydske Vestkysten.
"Jeg synes måske nærmere, at det er et studenterblad end et skoleblad," tilføjer han tørt.
De to redaktører er bænket som anmeldere i JOURNALISTENs baglokale. På bordet flyder det med udgaver af gratisaviserne metro-Xpress og Urban. Begge anmeldere er uden nogen form for tilknytning til de nye gratisaviser. De har på forhånd gennemlæst mindst fire udgaver af begge aviser og sidder nu i JOURNALISTENs baglokale bevæbnet med holdninger og stærk kaffe.
Det står lynhurtigt klart, at de overordnet er meget enige om nedsablingen af Det Berlingske Officins nye avis, Urban. Men også, at de begge to er positivt overraskede over konkurrenten metroXpress.
"Det her er noget helt andet, det lugter af rigtig avis," siger Esben Seerup.
Hvad er meningen
Den afgørende forskel mellem de to aviser er, ifølge anmelderparret, at metroXpress har en klar profil: Den giver et lynhurtigt nyhedsoverblik, mens Urban ingen profil har. Urban indeholder klummer, foromtaler, små nyhedstelegrammer og solohistorier om indvandrere, der bliver forskelsbehandlet. I én stor pærevælling, mener anmelderne.
"Se her," siger Esben Seerup og holder en side op fra Urban med to artikler. En nyhed om, at sindslidende skal hjælpes hjemme og en historie, der fortæller, at Safri Duo er nomineret til en MTV Award.
"De blander tingene uden nogen overordnet idé," siger den fynske nyhedsmand og slår op på et nyt opslag. På den ene side hedder historien "Banjos Likørstue – ingen dybere mening". Den handler om et nyt tv-program. Overfor er rubrikken: "Rusland vil samarbejde mod terror".
"Det er et ungdomsblad. Men samtidig vil de konkurrere på generelle nyheder. De sætter sig mellem to stole," mener han.
Mette Terkelsen tager over.
"Det er fint nok at lave en avis til de unge. Men det her er at undervurdere de unge. At tro, at unge ikke interesserer sig for, hvad der sker i USA. Det interesserer i høj grad de unge," siger redaktøren og henviser til sin egen 15-årige søn.
Konkurrenten metroXpress, som kom på gaden den 3. september, har de to langt mere tilovers for.
"De laver en klassisk væsentlighedsprioritering. Og gør det udmærket. Man fornemmer en gammel redaktør i hjørnet, der siger "den og den er væsentlig," siger Esben Seerup.
"De tyvstjæler Berlingskes og Politikens hi-storier, og dem man hører i radioen på grund af deres sene deadline. Det lykkes fint, for det giver en friskhed," siger han.
Mette Terkelsen er enig i, at metroXpress opfylder sit formål. Men hun kalder den samtidig: "Et tredobbeltultralight nyhedsbillede", på grund af de meget korte og overfladiske nyheder.
"Det er en zappeavis. Men den skal jo netop servere hurtige nyheder til en hurtig togtur," siger hun.
Esben Seerup og Mette Terkelsen er altså enige om, at metroXpress gennemfører den iskolde telegramstil på en overbevisende måde. Men de efterlyser begge en egentlig nyhedsprofil.
"Det første, jeg ville gøre, var at rykke københavnerstoffet frem på side to og tre. Men de ved sikkert godt, at de ikke er dygtige nok på lokalstoffet," siger Esben Seerup med nik fra Mette Terkelsen.
I dag er Københavns-siderne placeret efter udland og indland.
"Amatørlayout"
De to gratisaviser er fra første øjekast meget forskellige. MetroXpress har traditionelle teksttyper. Hver side har én tophistorie, et par mindre historier, en masse små noter og en billedbokshistorie.
Urban, der kom til tre uger senere, ligner langt mere et magasin. Større billeder og længere artikler. Den yngste af gratisaviserne, Urban, har tilmed ansat en billedredaktør for at gøre noget ekstra ud af udseendet.
Men paradoksalt nok mener anmelderne også, at Urban fejler totalt i disciplinen layout.
"Det er svært at adskille design fra indhold," starter Esben Seerup.
"Typografisk er Urban måske flottere. Men layoutet fungerer ikke. Rytmen i avisen er hakkende. Du starter med en klassisk magasinside 2. Så kommer der nyheder. Så feature og hov, nu skal vi have en nyhedsside," siger Esben Seerup, mens han bladrer gennem avisen.
Mette Terkelsen, der i flere år har udpeget de bedste avissider i Norden og verden, kalder Urbans layout "amatøragtigt".
"De forsøger at være hippe og storbyagtige, men er det ikke. Det ligner mere et magasin, og det er altså et problem, hvis du skal levere nyheder," siger hun.
Hvordan skulle det så have set ud?
"Vekselvirkningen er ikke stor nok. Der er bare en masse halvlange artikler," siger Mette Terkelsen. Hun smiler pludselig bredt og forklarer, at avislæsning er som at flyve helikopter.
"Man kan lande alle steder. Men man gider ikke lande, hvis det hele ligner hinanden," siger hun.
MetroXpress ligner ved første øjekast heller ikke et sted, man har lyst til at lande. Men Esben Seerup og Mette Terkelsen er tilsyneladende tilfredse med avisens layout.
"Vi har i Skandinavien tradition for store billeder og store punktstørrelser i rubrikker. Her er billeder og rubrikker mindre. Det er mere internationalt," siger hun og peger ned mod et opslag i metroXpress.
"Man får ikke en god avis af et flot layout. Den her avis skal tjene formålet: Hurtig information på kort tid. Layoutet er effektivt," mener hun.
Esben Seerup mener dog, at det bliver lige hurtigt nok, når der er fire historier med et resume på en enkelt side.
"Det bliver enormt kompakt. Nogle steder savner jeg en klarere prioritering," siger han.
Til gengæld roser begge anmeldere, at metroXpress konsekvent har brugt billedbokse, hvor et billede alene fortæller historien.
Danmarksrekord i pisse
Billeddækningen er sandsynligvis et område, hvor Urban havde forventet at slå metro-Xpress i gadekampen. Men også her får Berlingskes gratisavis dumpekarakter.
"Hvis man skal sige det pænt, så er de simpelthen for ligegyldige og for konstruerede. De har ikke noget nyhedspræg," mener Esben Seerup.
"Enig," siger redaktøren fra Kristeligt Dagblad.
Hun har et stykke tid siddet lidt afventende. Nu er det ligesom, hun har opsparet noget.
"Urban har hele vejen igennem et discountpræg. Det ser ikke ud til, at der er brugt nok journalistiske ressourcer."
Esben Seerup bryder ind.
"Du kan se det på billedsiden, layout og tekst."
Mette Terkelsen:
"Der er simpelthen grænser for, hvor langt man kan gå i discountbestræbelser. Og jeg må sige, at jeg undrer mig over det Berlingske Officin, som jeg forbinder med dyb professionalisme."
-Men misforstår I ikke Urban. Avisen skal vel netop bryde med det traditionelle. Den er lavet for de unge læsere.
"Det kan godt være, at de selv siger det. Men så deler de avisen ud de forkerte steder. Så skal de ud på gymnasierne i stedet for," siger Mette Terkelsen.
"Jeg gider ikke lyde som en sur gammel redaktør, men jeg er nødt til at sige, at det virker pubertetsagtigt. Jeg tror, at Urban har Danmarksrekord i at bruge ordet "pisse". Men man laver ikke fræk journalistik ved at sige frække ord. Fræk journalistik er aggressiv og pågående," siger hun.
Mette Terkelsen er derfor klar i sin konklusion: MetroXpress fører klart på point.
Esben Seerup mener, at Urban ligner et produkt, der er udtænkt i et markedsføringskontor.
"Det er helt tydeligt, at Urban ikke må konkurrere med B.T. eller Berlingske. Journalisterne er sikkert glimrende, men hvis fundamentet vakler, så er der ikke noget at sige til, at de selv vakler," siger han.
"I denne her hanekamp mellem to nye aviser kan man sige, at den ene har sølvsporer på, mens den anden har fået klippet vingerne på forhånd."
URBAN
LAYOUT
Esben Seerup: Hakkende. Lander mellem to stole – avis og magasin.
Mette Terkelsen: Flagrende.
BILLEDBRUG
Esben Seerup: Opstillede og fortænkte. Uden nyhedspræg.
Mette Terkelsen: Dårlig billedbehandling. Få pletskud.
PRIORITERING
Esben Seerup: Hvilken?
Mette Terkelsen: Uforståelig.
VINKLING OG FORTÆLLETEKNIK
Esben Seerup: Usikkerhed på genrerne, bortset fra klummerne.
Mette Terkelsen: Vaklende.
SPROG
Esben Seerup: Der findes sprogperler.
Mette Terkelsen: For meget pik og "pisse".
METROXPRESS
LAYOUT
Esben Seerup: Kedeligt, men effektivt.
Mette Terkelsen: Uskønt, men effektivt.
BILLEDBRUG
Esben Seerup: Friske billeder. For få reportagebilleder.
Mette Terkelsen: Billedboksene overrasker positivt. For mange kedelige billeder.
PRIORITERING
Esben Seerup: Traditionel nyhedsprioritering. Hurra for de mange noter.
Mette Terkelsen: Zappende, men perfekt til formålet.
VINKLING OG FORTÆLLETEKNIK
Esben Seerup: Telegramstil, der fungerer.
Mette Terkelsen: Intet nyskabende.
SPROG
Esben Seerup: Kompakt, men effektivt.
Mette Terkelsen: Straight. Lug ud i stavefejlene.
Læs også: Maskinagtig udbening og Det skal være kønsløst
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.