Kåre Quist fik to uger til at lave en avis, som for guds skyld ikke måtte være en nyhedsavis, der satte dagsordener. Et oprykkerhold i superligaen, der vekslede mellem brandkampe og sviende nederlag, siger Urbans første chefredaktør til Journalisten.dk om de første år.
»Det var et selvmodstridende projekt. En gøgeunge. Upopulær blandt journalisterne på Berlingske og B.T. Et nødvendigt onde for cheferne i Det Berlingske Officin. Populær blandt masser af pendlere.«
Sådan lyder den umiddelbare karakteristik fra DR Kontant-værten Kåre Quist, da Journalisten.dk beder ham fortælle om den turbulente start på gratisavisen Urban, som torsdag udkommer for sidste gang.
Han var avisens første chefredaktør, og allerede ved hans ansættelse stod det klart, at dette ikke var 'business as usual'.
»Jeg blev ringet op af Iver Høj Nielsen, redaktionschef på Berlingske Tidende, som bad mig komme ind til et hemmeligt møde i et baglokale på Amager Bladet. Da jeg kom ind, sad der en hel stribe topchefer. De lagde ikke skjul på, at metroXpress var kommet i gang, før man regnede med, og nu var målsætningen at lave en avis, som skulle være på gaden om en-to uger. Der var intet navn, ingen ansatte, og så var der problemer med en eller anden Ritzau-server fra Aarhus. Spørgsmålet var, om jeg ville være chefredaktør,« fortæller Kaare Quist, der dengang var reporter ved Berlingske Søndag.
Quist havde en fortid på Euroman, og han gætter på, at det var grunden til, at han blev spurgt. Urban skulle nemlig mere være et magasin end en traditionel, nyhedsbærende avis.
»Det måtte for guds skyld ikke være en nyhedsavis, for så ville medarbejderne på Berlingske Tidende nedlægge arbejdet. Det skulle mere være sådan et københavner-magasin lige som Nat&Dag, bare dagligt i 100.000 eksemplarer. Jeg kan huske et møde, hvor jeg fik en helt paradoksal melding, nemlig at vi skulle passe på med at få så mange citater i Radioavisen, for på den måde ville vi ende som en nyhedsavis,« fortæller han.
Knive i lufthavnen
Kåre Quist gik i gang med opgaven og fik håndplukket et hold af journalister, hvoraf flere hurtigt skulle komme til at stikke ud som virkeligt originale indslag i mediebranchen – folk som Lars Wikborg, Rene Fredensborg og Michael Jeppesen på bagsiden.
»Jeg gjorde nok ikke opgaven nemmere for mig selv. For det er folk, der gør en dyd ud af at være imod enhver form for autoritet," siger han med et skævt smil.
"Men filosofien var, at vi ikke skulle matche en morgenavis, i stedet skulle vi være skæve og frække. Og der var det nok et meget godt bud med sådan nogle fyre. Jeg synes, vi fandt vores fodfæste ved at være underfundige og have glimt i øjet. Jeg kan huske, at metroXpress havde møbelannoncer på bagsiden, så vi ansatte Michael Jeppesen til at skrive vores bagsider – han er sgu da sjovere end en lædersofa på tilbud. Det var jo en måde at skille sig ud,« siger Quist.
Konkurrenten – i hvert fald til at begynde med – var metroXpress, og det lignede fra starten en overmatchning.
»Vi var oppe imod en totalt smurt, stilsikker maskine med Per Mikael i spidsen, der havde et afprøvet koncept for, hvordan man åbner et nyt land. Og bundniveauet på metroXpress var vel også noget højere end vores. Vi var lidt som et oprykker-hold i superligaen. Den ene dag spillede man en brandkamp, den næste fik man nogle på hatten.«
Urban udkom første gang den 24. september 2001, hvilket som bekendt er godt to uger efter den mest skelsættende nyhedsbegivenhed i dette årtusind.
»Jeg kan huske, jeg sad ude på Avedøre Holme til et annoncemøde, hvor det handlede om, at nu ville folk høre om lokale ting. Og midt i det hele brager flyene så ind i World Trade Center, og så handler alt bare om udland,« fortæller Quist.
Meget karakteristisk fandt Urban dog sine egne skæve og lokale vinkler på terror-temaet. For eksempel testede Lars Wikborg sikkerheden i Københavns Lufthavn med en kniv fra en lufthavns-restaurant, og avisen tog ud og interviewede den eneste danske statsminister, der har trykket hånd med Saddam Hussein, nemlig Anker Jørgensen.
Gøgeunge i Berlingske-huset
Efterhånden er der dog sket en mainstreaming af avisen, vurderer Quist.
»Det gik langsomt op for de involverede, at Urban selvfølgelig er en nyhedsavis. Du kan ikke være med i en aviskrig, hvis ikke der er nyheder. Der sker så også det, at det skæve og underfundige glider af, og da krigen er på sit højeste med Dato og Nyhedsavisen, er det allerede svært at se forskel på gratisaviserne. Ingen af dem skiller sig særligt meget ud, selv om Urban i min optik stadig havde mere glimt i øjet.«
Ifølge Kåre Quist var avisens specielle rolle som et ikke-ønsket, men nødvendigt barn i Berlingske-koncernen, noget, der mentalt kunne mærkes i avisens opstart. Urban var født som en midlertidig modforanstaltning.
»Som journalist blev man nærmest født ned i et stort mindreværdskompleks. Man var en gøgeunge, eller en kræftbyld, som en journalist på Berlingske kaldte avisen i de spæde dage,« fortæller han.
Kåre Quist valgte senere at blive redaktionschef og skrivende journalist, simpelthen fordi han var træt af administrationen. Et år senere blev han headhuntet til en stilling som chef for Ekstra Bladets gravegruppe.
Men han husker Urban som en avis, hvor folk var stolte og glade for at arbejde. En ting slår han dog fast – for Berlingske var der ikke penge i det.
»Det virkede som et vanskeligt projekt at få til at give overskud, og jeg kan roligt sige, at der ikke var noget tidspunkt, jeg var der, hvor man tjente penge.«
Læs også hele Journalisten.dks tema om aviskrigen, der rasede fra 2001.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
står det med stort, at Urban ikke blev skabt af sine skabere for sin egen skyld, men af hensyn til skaberen, som havde brug for sin egen udgave af disse "gratisaviser", for at genere de andre "ekstremt dyre gratisaviser" mest muligt; for at fylde i landskabet, tage opmærksomheden, som man idet hele taget lever af at tage. Samtidigt måtte denne "uting", Urban, som kun var sat i verden for at fortrænge de andre uting, ikke blive en ting; "sætte dagsordner" og være nydhedsskabende. Den rolle ville skaberen beholde for sig selv!
Medielandskabet er underkastet markedets vilkår. Det kan ikke være anderledes. Institutionerne har deres egen inerti, "Raison d'être" (betyder grunden til at være/eksistere), der ikke på nogen måde lader sig genfinde i en højere form for ratinalitet, dvs. hensigtsmæssighed eller begrundelse uden for institutionen, fx uden for Berlingske medier eller andre af de medier, der lever for at overleve på markedets betingelser.
Det er glimrende, at Urban er gået neden om og hjem, at dens skabere ikke længere kunne se det formålstjenligt at fodre på den. Men det at man har fodret på den så længe, hvor man vidste at den ikke var til for noget ædelt formål over hovedet!
Det interessante spørgsmål er i den anledning det, der handler om eksistensberettigelse! Hvad med Berlingske medier selv! Hvor meget af det, de sætter i verden, er ene og alene sat i verden for at fremme institutionen, kapitalfondens overlevelse? Urban var et eks. på noget, der ikke havde nogen eksistensberettigelse.
I den vestlige verden har man af markedsfundamentalistiske grunde gjort selve overlevelsen på det fri marked til indholdet i rigtigt mange institutioners liv. Lønarbejdere som Kåre Quist spændes så op som de levende mennesker inden for rammen, i en verden hvor disse institutioner kan sammenlignes med insekternes skelet, der som bekendt sidder uden på.
For et par dage siden var der en udsendelse i DR 2, der tematisk beskrev sig selv som gående ind på det tabu, der efter sigende skulle bestå omkring sammenhængen mellem racemæssig arvemasse og så intelligens. Påstanden, om at de forskellige racer har forskellig intelligens, som den bl.a. formuleres i "The Bell Curve", er et forsøg på at begrunde/forklare "menneskenes - racernes" meget forskellige succes ud fra deres genetiske arv.
Jeg så ikke udsendelsen, men kom til at tænke på tesen, som må være kommet til mig et eller andet sted fra, nemlig den, der med socialdarwinismen i baghånden ophøjer de overlevendes overlevelse til formålet, ved at gøre overlevelsen hos de overlevende til målestok for succes. "The Bell Curve" er skrevet af et hvidt priviligeret mandligt segment til et socialt priviligeret segment i en ekstremt priviligeret del af verden. Hvis man inddrager nogle af de mere sympatiske hjerneforskeres påpegelse af, at man med målingerne af IQ-en sådan set kun finder de evner, som man på forhånd er skruet ind på at indikere og måle hos genstanden for sin "forskning", så ser man pludselig noget, der kunne kaldes selvforgudelse hos segmentet bag tesen i The Bell Curve, og som segmentet i uanede kognitive lukkede baner promoverer og dyrker som både, forskning, populsme og sans for økonomisk vinding.
Vi har alle en tilbøjelighed til at gøre vor egen succes til meningen med det hele. Men kan vi tåle at se det, i den praksis vi udfylder! I den sammenhæng fungerer fortællingen om markedet som garantien for at den individuelle succes på markedets betingelser samtidigt bidrager til udviklingen mod det alment bedste. Men er fortællingen ikke bare en bekvem form for legitimering af noget, der ikke er hverken godt eller befordrende for noget som helst?
Medier som Berlingske er lette at se som ideologisk bundet ind i den form for markedsfundamentalisme, der kan ses som udtryk for socialdarwinisme. Og det, man ser med ex Urban, er, at et individuelt forsøg på at fremme institutionens overlevelse næppe har kunnet siges at være sat i verden til fordel for andet end institutionen selv. Hold fast hvor kunne der været sparet mange kubikmeter papir, hvis man fra begyndelsen af havde indrømmet, at Urban aldrig burde være sat i verden! Og hvor meget af det der sættes i verden fra mediernes side, er lige så patetisk sat i verden ud fra patetiske succeskriterier?
Søg på "kommercielle medier", "kommercielle succeskriterier socialdarwinisme", "selvnegerende adfærd", "mediernes kroniske uskyld",
Jeg håber Fsgbladet vat tilstede i aftes da Urban lavede den sidste avis. Det er jo den historie vi alle gerne vil læse lige nu.
Venligst
H. Holm.