Pressen var hurtig, da en 48-årig mand fra Herning blev dømt i folkedomstolen som morder i den såkaldte Maria-sag for to år siden. Hans navn og foto havnede blandt andet på Ekstra Bladets forside, selv om manden kun var sigtet – og senere blev sigtelsen frafaldet, hvilket paradoksalt nok fik et andet medie til at konstatere, at morderen nu var uskyldig … Også Ekstra Bladet kørte få uger senere på spisesedlen historien om, at manden nu var "renset".

Ikke mindst den sag har fået et politisk flertal til at foreslå, at det skal være slut med pressens selvjustits i Pressenævnet – og bemærk timingen, der har karakter af tommelskruer: Advarslen kommer præcis samtidig med, at mediestøtten er til debat. Nu vil politikerne diktere, at fejl bragt på forsiden også skal rettes på forsiden, ligesom nævnet skal kunne uddele bøder for overtrædelse af god presseskik. Det har selvfølgelig øjeblikkeligt udløst protester fra pressens egne rækker, der advarer mod, at politikerne blander sig i pressens dækning. Det vil være en krænkelse af uafhængige mediers pressefrihed. Medierne kan fint klare sagen selv, lyder det.

Men hvordan kan det så være, at Pressenævnet har afvist at behandle en lang række sager, hvor presseetikken tydeligvis var udfordret?
Hvad er for eksempel rimeligheden i, at romaer og andre grupper, der kriminaliseres i generaliserende vendinger, afvises af Pressenævnet med det argument, at klageren ikke har såkaldt retlig interesse, selv om han er talsmand for gruppen?

Hvad er rimeligheden i, at en mor, der vil beskytte sin 18-årige datter, der har set sin fars morder næsten blære sig med drabet på tv, bliver afvist, fordi hun – moderen – ikke har retlig interesse? Det har kun den følelsesmæssigt nedbrudte datter; så kan hun ikke glemme depressionen og sende en fuldmagt?

Hvad er rimeligheden i, at en sag om to navngivne piger, der brænder inde i en bil, bliver afvist, fordi klageren ikke har retlig interesse? Når moderen samtidig understreger over for Journalisten, at hun ikke selv var i stand til at klage – blandt andet fordi hun kæmpede for at få ligene udleveret.

Hvad er rimeligheden i, at Pressenævnet afviser at behandle en sag, hvor pressen detaljeret beskriver en fars drab på sine egne tre børn – blot fordi klageren ikke har retlig interesse? Når klageren samtidig har anført, at han netop klager, fordi familien selvfølgelig ikke kan selv.

Journalisten skriver ikke, at medierne – i disse tilfælde Ekstra Bladet, B.T. og TV Syd – er skyldige i overtrædelse af regler for god presseskik. Men disse sager udfordrer befolkningens tålmodighed med og tillid til en statsstøttet presse – derfor burde sagerne prøves, så fejl kan rettes eller pressen rehabiliteres.

Det spørgsmål rejser sig, om mediefolket, der afviser politikernes udspil, har forstået, at politikerne agerer i forlængelse af en fornemmelse for, hvad vælgerflertallet – og dermed mediebrugerne og -køberne – ønsker?
Problemets kerne er i første omgang ikke primært medierne. Nej, problemet er et pressenævn, der i en slags sympati med nyhedsformidlingen ikke bruger sine beføjel-ser. Hvis Pressenævnet tog flere sager op af egen drift, ville medierne ikke stå i denne prekære situation, hvor Pressenævnet risikerer at blive fjernstyret fra Christiansborg.

Hvis tilliden til pressen skal genetableres, har vi brug for et potent pressenævn, der proaktivt undersøger, om reglerne er overholdt – ikke mindst når de nærmeste pårørende er så emotionelt lemlæstede af en tragedie, at de ikke formår at klage inden for en frist på fire uger.

Det kan kun gå for langsomt