'Medarbejdere på bryggeriet Carlsberg strejker, fordi de ikke længere må drikke tre øl dagligt. De må nu tage til takke med en enkelt.'
Jeg var en af dem, der smilede ad den nyhed. Et friskt opråb fra en tidslomme. Jeg tror, at hvis man om fem år kigger på Berlingske-medarbejdernes protester over avisens guidelines til sociale medier, så vil man komme til at trække på smilebåndet på samme måde.

Det vil virke som et opråb fra en tid, hvor man troede, at man kunne tale med vennerne på Facebook, som man taler med kollegerne på værtshuset eller familien i haven.

Jeg kan godt forstå mavereaktionen: Der må dælme' være en grænse for, hvad arbejdsgiveren skal blande sig i! Hertil kommer, at de alenlange og detaljerede råd og formaninger kommer fra den samme ledelse, som altid kæfter op om offentligt ansattes ytringsfrihed.

Og jeg kan endnu bedre forstå en modreaktion mod strømliningen af snart sagt alt, hvad vi foretager os. At vi selv i vores fritid skal være pæne repræsentanter for firmaet. Vi kan næsten ikke få luft. Det fantastiske ved Facebook er jo netop det spontane og det ucensurerede. Det er også derfor, Facebook er et fremragende arbejdsredskab for journalister. Vi kan let og uformelt opbygge et netværk af kilder. Vi kan samarbejde med vores brugere eller svare på deres spørgsmål, vi kan markedsføre vores historier. Vi kan finde nye vinkler og har let adgang til de personligt berørte.
Danskerne bruger hver måned over 20 millioner timer på Facebook, som har distanceret Google og får alle danske mediesites til at tage sig ud som dværge. På Journalisten er det en kvalifikation at være på Facebook, og det burde det være på alle andre mediearbejdspladser – inklusive Børsen, hvor ledelsen i en digital hjerneblødning har forbudt medarbejderne at bruge Facebook i arbejdstiden.

Men der er ingen vej udenom. Facebooks enorme gennemslagskraft gør selvfølgelig også, at vi er tvunget til at tænke os om, uanset om vores egen profil er privat eller offentlig. Når vi 'deler' noget med 200 digitale venner, så kan de sende opdateringer videre eller bruge dem på en måde, som vi ikke kan kontrollere. Alt kan blive offentligt med et museklik.

Derfor er vi tvunget til at lade være med at skrive noget, som ikke kan tåle at komme på forsiden.

Berlingskes retningslinjer er langtfra vidtgående, men snarere et forsigtigt afskrift af tilsvarende guidelines på Reuters og Washington Post. De har ingen juridisk status og består af en skovlfuld common sense, et par løftede pegefingre og nogle gode råd.

Alligevel kiksede ledelsens samspil med medarbejderne, fordi man ikke startede med at inddrage dem i en diskussion. Masser af regler uden diskussion skaber et miljø af eftergivenhed, frygt for sanktioner og tilpasning. Diskussioner om, hvad der er rigtigt og forkert, skaber integritet, stolthed og sammenhold. En diskussion om værdier er grundlaget for en kultur, hvor man ikke begynder med at tale om, hvorvidt man kan blive knaldet i Pressenævnet, men om hvad der er god og dårlig stil.

Hvis man havde indkaldt til et møde for at diskutere, at Facebook ikke blot er dig og dine venner, så er mit gæt, at medarbejderne havde hilst diskussionen velkommen. For det er bredt accepteret blandt journalister – ikke mindst på Berlingske – at man ikke skriver læserbreve, om at borgmesteren er en idiot, om formiddagen og dækker byrådsmødet om aftenen.