search

Et opgør med citathistorierne

God journalistik koster kassen. Uanset om det er beretninger fra Brugsen, bodegaen eller bondegården. Gode journalister kan, trods ambitiøse chefer, ikke være overalt.

God journalistik koster kassen. Uanset om det er beretninger fra Brugsen, bodegaen eller bondegården. Gode journalister kan, trods ambitiøse chefer, ikke være overalt. Der er for langt fra Nørrebro til Nørre Snede.

Derfor låner vi af hinanden: "… skriver Ekstra Bladet", "… fortæller Hans Hansen til DR Nyheder".

I de gode gamle dage – for ti år siden – gav citathistorier god mening. Det primære medie var print, og skulle læserne have det fulde overblik over verdens gang, blev redaktionerne nødt til at skrive historier fra andre medier om, hvis de da ikke var rullet ind via Ritzau.

Men, er det ikke på tide, at vi stopper? Er det ikke på tide, at vi anerkender kollegers arbejde, og serverer links på stribe i stedet for letfordærvelige omskrivninger, når vi har muligheden for det i dag?

Ideen er ikke grebet ud af den blå luft. Journalisten.dk har gjort det de seneste år. En rubrik, en underrubrik, et link og jeg er ledt videre til Berlingske Business eller MediaWatch.

Journalisten.dk mister bannervisninger og sidevisninger, men sparer samtidig ressourcer, for ingen spilder tid på en omskrivning. Til gengæld kan mediet, der har betalt for journalistikken, hente pengene i banken.

Selvfølgelig er der undtagelser og nuancer. Artiklen fra det indiske Dainik Jagran skal selvfølgelig oversættes, den langhårede medicinske forklaring fra Dagens Medicin skal gøres forståelig for os dødelige og selvfølgelig kan værten på P3 nyhederne ikke udelukkunde henvise til Jyllands Postens hjemmeside via FM og DAB.

Trods undtagelser og udsigten til nedskæringer ville ændringen være et skridt i den rigtige retning. Vi har nemlig et kæmpe problem. Der mangler penge på kistebunden.

For ti år siden var det trofaste abonnenter og annoncører, der betalte for festen og citathistorierne. I dag løber alle fra regningen, og mediehusene kæmper for at holde huden på næsen. Skal vi ikke derfor forsøge at bruge ressourcerne rigtigt og anerkende god journalistik?

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen