Af Erik Hansen, professor og formand for Dansk Sprognævn. 

Nogle journalister kan både stave og sætte tegn, og når man leder efter dem, finder man dem også. Journalister, som dag ud og dag ind, side op og side ned holder en perfekt sproglig standard, også med hensyn til det rent formelle – helt ud i de mest pedantiske detaljer og afsides kommaer.
Men tager man et dagblad, er det langt under halvdelen af artiklerne, der er uden fejl. Så der må også være mange journalister, som ikke kan stave og sætte tegn.
Når det gælder stavefejl, er journalister ikke særlig interessante eller originale. De tilslutter sig den brede folkelige usikkerhed, som man kender fra skoleelever, studenter, reklamefolk og skiltemalere. Mine avisudklip fortæller historien om det mylder af fejl, journalister leverer.
For eksempel kan de have vanskeligt ved at finde ud af, hvornår noget skrives i ét, og hvornår i to ord:
»Nyheds brevet sendes direkte til din e-mail adresse.«
De kan også have besvær med at skelne betydningen af ord, som ligner hinanden en smule:
»Ekspeditionen går i al sin enkelthed ud på at …«
»Han har en ynglingsrestaurant, der er mexicansk.«
Ordet ynglingsrestaurant kan naturligvis give en vis mening, men det var ikke den, der var tilsigtet i artiklen!

Et særligt problem er forskellen mellem nogle og no-gen. Tendensen er, fejlagtigt at vælge nogle, når man er i tvivl, vistnok ud fra ræsonnementet, at det virker så unaturligt, at det må være det korrekte:
»Ministeriet har ikke nogle undskyldninger.«
Det er også et problem at huske, at det hedder et hoved:
»Den russiske kirkes overhovede, Aleksej II …«
men et billede:
»Næste dag var det et helt andet billed, der tegnede sig.«
Og så er der stavemåderne een og eet, som faktisk blev afskaffet i 1955:
»Alle som een har de ansatte skrevet under.«
Man skulle synes, at tiden var inde til at droppe disse fornuftstridige former og holde sig til de korrekte én og ét. Og man kunne passende gå over til konsekvent at skrive tredje (og ikke tredie), sådan som det også blev indført i 1955.
Det er et generelt problem, at der år for år bliver større afstand mellem dansk udtale og den traditionelle stavning. Det giver fejl som
»To dage før den ulyksaglige tragedie …«
»Muligheden for en mæling i forligsinstitutionen mislykkedes.«
Vi finder også eksempler på privat ortografisk initiativ, som omtolker veletablerede ord:
»… tanken om, at fyreseddelen også kan have det formål at få tavlen hvisket ren.«
Der er en næsten betagende metaforisk kraft i fejlen hvisket, men den virker kun én gang, ligesom i andre tilfælde, hvor underbevidstheden øjensynlig har albuet sig frem gennem de steder, hvor Retskrivningsordbogen spærrer med farver og med pæle:
»Den største faldgruppe for danskere, der kommer herned, er, at de isolerer sig i små ghettoer.«
En form som faldgruppe er unægtelig udslag af stor og ubevidst kreativitet. Men pointen med en retskrivning er jo netop, at den skal eliminere kreativiteten og derved standardisere stavningen. Det letter læsningen og giver læseren overskud til at koncentrere sig om den relevante kreativitet, nemlig den, man forhåbentlig finder i artiklernes indhold.

Jamen, det er ikke let, og alle har deres problemer. Selv kan jeg aldrig klare at skrive karussel, karudse og kommite rigtigt uden at slå op i den grønne og konstatere, at det faktisk skal være karrusel, karusse og komite (eller hvis man endelig vil: komité).
Det går hurtigt, når journalister skriver. Det er ikke altid, der er tid til at komme i tvivl.

Tegnsætning er ikke bare kommaer. Journalister er slet ikke så ringe til at sætte punktum, anførelsestegn, kolon, tankestreg, spørgsmålstegn osv., for her skal man jo bare bruge sin sunde fornuft.
Men når der skal sættes krydsogbolle-komma, så går det ikke med den sunde fornuft. Dette komma kræver nemlig, at man kan en smule grammatik – og det kan journalister lige så lidt som andre. Derfor ender det som regel med, at der sættes komma mekanisk foran som, der og at, uanset om det giver mening eller ej. Så får vi sådan noget som
»Denne dag skulle blive lige så forvirret, som alle andre i denne tid.«
»Nu melder spørgsmålet sig, hvilke våben, der skal købes.«
»Det er som om, der i øjeblikket hænger en sky af tragedie over landet.«
»Der gik ikke en dag uden, at der kom en af de nyrige og ville sælge noget.«
Men da det er en bred og demokratisk ukyndighed, er der såmænd ikke så mange, der lægger mærke til elendigheden. Heller ikke til den nyeste skik, at sætte komma efter, ikke foran fordi:
»Bliver huset ødelagt, så er det fordi, arkitekten ikke er blevet forstået.«
Her sætter man altså kommet foran et at, som man formentlig ikke turde drømme om at skrive!
Der er højst hundrede danskere, som behersker kommareglerne, og hvis en af dem indsender et indlæg til pressen, kan han være næsten sikker på, at der er en nævenyttig redaktionsmedarbejder, der retter i hans manuskript fra det rigtige til det forkerte.

Der er flere grunde til, at det står ret sløjt til med retstavning i Danmark. Afstanden mellem udtale og skiftsprog øges stadig, tiår for tiår; de gode gamle sætteres diskrete korrektur er næsten helt bortfaldet; og der er øjensynlig ikke mere nogen videre prestige forbundet med at kunne stave korrekt. Det skal være groft, før man virkelig kompromitterer sig i egne, kollegers og læseres øjne.
Og når skolebørn hele tiden ser de gale staveformer på kommunale skilte, i reklamer, i aviser, i filmtekster i tv- og biograffilm, ja så er den patriotiske og samvittighedsfulde dansklærers arbejde med retskrivning et sisyfosjob (som det jo nok hedder).

De skrivende pressefolk har et stort ansvar, for deres aviser og blade opfattes som autoriteter og forbilleder, også på det sproglige område. Og det er da vist også, hvad de fleste journalister finder ret og rimeligt og accepterer som en selvfølgelig forpligtelse.
Men journalister er hverken værre eller bedre end andre til at stave. De burde være bedre!

(Erik Hansens eksempler på journalisters fejl kan læses i en korrekt udgave på side 30).