ET MILDERE PORTO-SMÆK

Alt tyder på, at blade som Weekendavisen og Børsens Nyhedsmagasin alligevel ikke mister deres portotilskud. Det gør Alt for Damerne og Anders And & C derimod.
Alt tyder på, at blade som Weekendavisen og Børsens Nyhedsmagasin alligevel ikke mister deres portotilskud. Det gør Alt for Damerne og Anders And & C derimod.

 

• Embedsmænd arbejder på højtryk med en ny model for portotilskud til blade, der både bliver solgt i kiosker og sendt ud til abonnenter.
JOURNALISTEN erfarer, at der ikke bliver pillet ved det økonomiske smæk i form af en portostigning på 13,5 procent til alle blade, der bliver bragt ud af Post Danmark. Det ser derimod ud til, at færre blade helt mister deres portotilskud.
Oprindeligt blev alt fra Anders And til Weekendavisen ramt ekstra hårdt af de besparelser i portotilskuddet, der blev vedtaget under sidste års finanslovsforhandlinger. Her bestemte politikerne helt at fjerne portotilskuddet til abonnementsblade, der også bliver solgt i løssalg. Men kritik har betydet, at der nu arbejdes med en ny model for besparelserne, hvor blandt andet Weekendavisen, Børsens Nyhedsmagasin og The Economist fortsat vil modtage portostøtte.
»Det ville vi være meget glade for,« lyder den spontane reaktion fra Mikael R. Lindholm, Børsens Nyhedsmagasins chefredaktør, da han bliver præsenteret for den nye model.
Udgangspunktet for den nye model er ifølge JOURNALISTENs oplysninger, at abonnementsblade, der også sælges i løssalg, ikke længere får portotilskud, medmindre bladene er fritaget for moms. Er bladene fritaget for moms, så kan udgiverne godt sælge dem i kioskerne og samtidig få portotilskud til blade, der bringes til læserne af Post Danmark. For at et blad kan blive fritaget for moms, så skal det blandt andet indeholde nyhedsstof eller kommentere og uddybe nyheder.
Modellen betyder, at Weekendavisen slipper for en ekstraudgift på mellem 12 og 18 millioner kroner. En udgift, som ifølge Weekendavisens chefredaktør Anne Knudsen ville lukke avisen. For Børsens Nyhedsmagasin ville en fjernelse af portotilskuddet have kostet to millioner kroner årligt, hvis bladet i stedet skulle sendes ud med almindelig brevporto.
»Det ville være et alvorligt slag mod vores økonomi,« siger Mikael R. Lindholm, der også har hørt, at Børsens Nyhedsmagasin fortsat vil modtage portotilskud, men han har endnu ikke har fået det bekræftet.

Skæv konkurrence
Fagblade, brancheorganisationers og miljøorganisationers blade bliver ikke ramt af, at portotilskuddet fjernes, medmindre bladene sælges i løssalg.
Det gør derimod Egmont-magasiner som Alt for Damerne, Hendes Verden, Hjemmet og Anders And, der udgives af Egmont Serieforlaget. Kjeld Lucas, der er administrerende direktør i Egmont Magasiner, mener, at modellen for portotilskud er urimelig.
»Aviserne – det vil sige de blade, der i forvejen er momsfritaget – får en yderligere fortrinsstilling i forhold til andre trykte medier,« siger Kjeld Lucas, der kalder sig selv »meget vred«.
Kjeld Lucas ser modellen som en yderligere skævvridning af en konkurrence, han allerede mener, er skæv.
»Hver uge laver B.T. et tillæg, der hedder »Kun for Kvinder«. Indimellem er tillægget på glittet papir og i en form, der fuldstændigt er som et ugeblad, og hver eneste fredag har B.T. en tv-guide af ugebladspapir. Og det kan ikke være rigtigt, at B.T. kan bringe det samme stof ud til sine læsere og samtidig få statstilskud til det, mens Alt for Damerne ikke får det,« siger han.
Oprindeligt skulle den almindelige portoforhøjelse på 13,5 procent og fjernelsen af portotilskuddet have givet 100 millioner kroner i statskassen. Det har ikke været muligt for JOURNALISTEN at få oplyst, hvor meget mindre besparelsen bliver med den nye model.

0 Kommentarer