search

Et marked under pres

FAGLIGT TALT: Et væsentligt spørgsmål, man som fagforening, medborger, politiker og interesseorganisation kan stille sig selv i disse år, hvor vi får at vide, at vi er ved at være gennem en krise, er: Hvordan påvirker de forskellige forandringer af det danske samfund løndannelsen?

Vi har set en række tiltag gennemført, som blandt andet har givet ledige mulighed for at arbejde på lige fod med arbejdstagerne i støttet arbejde, og elementer af praktik og værkstedsforløb i de forskellige uddannelser har også gjort, at arbejdsmarkedet i dag er befolket af langt flere end før – mange af dem dog uden at oppebære en reel løn.

Ydermere har det været almindelig god tone fra mange sider, at vore unge skal hurtigere gennem uddannelsessystemet. De bliver honoreret på gennemsnittet, hvis de går i gang med en videregående uddannelse umiddelbart efter ungdomsuddannelsen.

Og i den modsatte ende har ’tilbagetrækningsreformen’ haft den stik modsatte effekt end det, man kunne forestille sig ved at læse navnet: Den fastholder et arbejdsudbud i meget stort omfang i aldersgruppen 55-70 år, og i de kommende år skal vi vænne os til at være på arbejdsmarkedet endnu længere. De unge, der kommer ind i den ene ende af arbejdsmarkedet i dag som studerende, lærlinge og elever, må regne med at skulle blive der, til de er i nærheden af 75 år.

Med andre ord: Antallet af hænder, øjne, øren og hjerner er øget med et tocifret procent-antal i disse år, hvor krisen har øget ledigheden og forstærket arbejdsgivernes fokus på bundlinje og tilbageholdenhed.
Arbejdsudbuddet er forøget. Efterspørgslen er ikke. Slet ikke i mediebranchen, hvor de klassiske arbejdspladser, i særdeleshed dagbladene, lider under såvel den finansielle krise som under følgerne af en udvikling, der er benhård for de analoge udgivelser.

Vore freelancere har også kvaler; for nogles vedkommende forsøger de at holde sammen på tingene ved at gå ned i honorar, mens andre måske prøver at holde butikken kørende ved at supplere med taxa-kørsel eller anden virksomhed ’på sidelinjen’. DJ’s delegeretmøde vedtog en freelance-strategi, som blandt andet skal klæde det enkelte medlem bedre på til forhandlinger – men forbundet kan ikke skabe jobs, og vi kan ikke øge efterspørgslen, hverken for freelancere eller fastansatte.

Kan man så til gengæld ikke udjævne forskellene, kunne man spørge? Ville det være en ide for DJ at arbejde for en sænkning af lønnen, så arbejdsgiverne ville få råd til flere hænder for de samme midler?
Svaret er, at det til dels allerede er sket. Reallønnen falder, selv om inflationen næsten ikke eksisterer i disse år. Overenskomst efter overenskomst, lønforhandling efter lønforhandling opererer med meget lave procentmæssige stigninger på lønnen, og vi opfører os som gruppe særdeles ’ansvarligt’, som det udlægges.

Overvejelsen må naturligvis gå på, om det er en holdbar kurs at følge. Som forbund skal kursen afvejes både i forhold til de kolleger, der er ansat i dag, og i forhold til dem, der ikke længere er det, men er på jagt efter nyt. Vi skal også tænke over, hvordan arbejdsmarkedet er rustet til at tage imod de kommende generationer, og et særligt øje skal være på de udfordringer, vores fag stiller til de ældre kolleger – dem, der ikke længere vælger at gå på efterløn som 60-62-årige, men fortsætter 5-8-10 år længere.

Alle disse tanker bliver i første omgang en opgave for den nedsatte ’OK-tænketank’, som er befolket af tillidsrepræsentanter, freelancere, HB- og FU-medlemmer, og som i de kommende måneder skal sætte spot på udfordringerne for så at sætte emnerne til debat på Fagligt Forum i april 2014.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen